Harry Potter og Dødsregalierne 1

Vandringstrolddrengen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Arrhh, det var dejligt. Efter 'Harry Potter og Fønixordenen' og 'Harry Potter og Halvblodsprinsen', efter to film og to historier, der i mangt og meget var gentagelser af det univers, Harry Potter-serien for længst havde etableret, efter to film, der aldrig rigtig havde det samme filmiske schwung og vingefang som især nummer 3 og 4, 'Harry Potter og Fangen fra Azkaban' og 'Harry Potter og Flammernes pokal', er der igen filmisk magi over Harry Potters univers. Nogen vil sikkert hævde, at den syvende og næstsidste film om Harry Potter går i stå midtvejs og er alt for lang, men lad være med at tro dem. Den syvende Harry Potter-film går ikke i stå. Den skifter karakter, den træder i karakter, den har karakter.

Sikkerhed og konsekvens
Så godt som hele vejen igennem 'Harry Potter og Dødsregalierne del  1' er der en sikkerhed og konsekvens i beslutningerne, som aldrig var til stede i de to forgængere. I nummer 5 og 6, 'Fønixordenen' og 'Halvblodsprinsen', viste den ganske ukendte instruktør, David Yates, at han er i stand til at bage fint rugbrød og lave pænt håndværk, men i 'Dødsregalierne 1' træder han pludselig frem med selvstændige og personlige idéer.

Visuel vision
Næsten hele vejen gennem 'Dødsregalierne 1' fornemmer man, at der er tænkt over detaljerne og at en person med en visuel idé og vision har fået lov til at styre løjerne. Det er naturligvis ikke David Yates' fortjeneste hele vejen igennem. Forfatteren bag bøgerne, J. K. Rowling, og den faste manuskriptforfatter på filmene, Steve Kloves, har været så venlige at sørge for at 'Dødsregalierne 1' går nye og logiske veje i stedet for at traske rundt i det univers vi efterhånden kan beskrive i søvne.

Sjove dingenoter
Først og fremmest er troldmandsskolen Hogwarts, hvor Harry Potter fandt sig selv og sin identitet i de første historier, smidt ud til sin side. Og det var på tide. Der var ikke mere at komme efter i Hogwarts pudseløjerlige univers, hvor mærkelige og sjove dingenoter kom flyvende gennem luften og var ude af historien igen efter få sekunder, og hvor lærerne besynderligt nok stillede spørgsmålstegn ved Harry Potters teorier og idéer, som om han var en tilfældig skoleelev og ikke for længst var etableret som historiens Messias-figur - Den udvalgte, som de kalder ham.

Det bøvede sidekick
Derudover træder Potters hjertevenner på skolen, Hermione og Ron, også for alvor i karakter i 'Dødsregalierne 1', i stedet for bare at være hans hyggelige erstatning for en familie. Og det var godt nok også på tide. Det er ikke mindst Hermiones kvikke hjerne og ekspertise i trolddomsbesværgelser, der trækker historien fremad og Ron får også lov til at spille på flere strenge og være heltemodig i stedet for at være det evindelige bøvede sidekick.

Ministeriet for sandhed
De to nye tiltag i Harry Potter-universet giver David Yates muligheden for at udvikle sine helt egne idéer i stedet for bare at halse efter noget, andre har udtænkt før ham. I en suveræn sekvens, der både er intenst skræmmende og absurd komisk, kommer vi for alvor indenfor i Ministeriet for magi, der ikke alene er bygget i en meget speciel og meget overdådig arkitektur, men også er ligeså dystert og klaustrofobisk som Ministeriet for Sandhed i George Orwells klassiske roman, '1984'.

Potters barndomsby
Også en rejse tilbage til landsbyen Godric's Hollow, hvor Potters mor og far blev dræbt af den onde Lord Voldemort, er ekstremt stemningsfuld i sin natlige og vinterlige dysterhed. Og blandt filmens absolutte højdepunkter er en lille smuk tegnefilm, der fortæller 'Eventyret om de tre brødre' og forklarer begrebet Dødsregalierne. Den er så elegant tegnet og udført, at man næsten kunne ønske at ottende og sidste del af Harry Potter blev en tegnefilm.

Uden action
Men den helt specielle tone i 'Dødsregalierne' opstår især i den sidste halvdel af filmen, i en omtrent én time lang sekvens, hvor Hermione, Ron og Harry trandenscerer sig frem gennem forskellige skov- og bjerglandskaber, på jagt efter Gryffindors sværd, der kan destruere den fjerde af Lord Voldemorts Horcrux'er og dermed bringe Potter tættere på at uskadeliggøre den onde troldmand. Sammenlignet med det Potter-univers, vi kender, er den lange flugtsekvens forbavsende stille og uden action. Det er lige før den bringer tankerne hen på den russiske instruktør Andrej Tjarkovskij og hans mediterende drømmefilm, 'Vandringsmanden', og i stemning minder den meget om de øjeblikke i Tolkiens 'Ringenes herre', hvor Ringen er ved at tage magten fra vores helt, Frodo.

Modig konsekvent og nødvendig
Den sekvens har allerede fået hug for at være for lang og kedelig, men man kan ligeså vel hævde at den er modig, konsekvent, smuk og slet og ret nødvendig for at skifte filmens tone og understrege, hvor tæt Potter og hans venner er på at blive nedkæmpet af Voldemorts onde skyggeverden. Det er så at sige stilheden før stormen bryder løs i den ottende film.

Alfen Dobby
Der er flere uheldige øjeblikke undervejs i 'Dødsregalierne 1', og det er især på de punkter, hvor det også går galt i de andre Potter-film, når filmen har for travlt med at introducere nye figurer, som man aldrig når at få et forhold til, og som ikke rigtigt er nødvendige for noget som helst. Fx er hele scenen, hvor Rons bror, Bill, skal giftes, og der skal holdes bryllup midt ude på heden, netop som alle ved at Lord Voldemort truer med at angribe, underligt uvedkommende - enormt flot og stemningsfuld i sine sarte lilla festfarver, men underligt uvedkommende og unødvendigt. Ligeledes virker det også underligt, at Harrys gamle irriterende og nuttede ven, alfen Dobby, dukker op igen, ud af ingenting og uden begrundelse, og spiller en mildt sagt afgørende rolle for at Harry ikke havner i kløerne på Voldemort.

Overdådig oplevelse
Men skidt med det. Grundlæggende er 'Harry Potter og Dødsregalierne del 1' en fantastisk alsidig og overdådig filmoplevelse. Den er lige præcis langt mere film end sine to forgængere og mest af alt minder den om den tredje Potter-film, 'Fangen fra Azkaban', hvor den mexicanske instruktør, Alfonso Cuarón pustede sit helt eget liv og sin egne visuelle idéer ind i Potter-universet og gav det en ny mørk poesi. Efter at have ligget i dvale flytter Potters filmunivers sig nu igen. Endda rigtig meget.