Hold om mig

Svær at holde om

Anmeldt af Martin Lennon

'Hold om Mig' er Kaspar Munks debut som spillefilmsinstruktør. Han har en række kort- og novellefilm bag sig. Bl.a. den Robert-nominerede novellefilm 'Forsvunden' fra 2006. Desværre viser 'Hold om Mig' ikke så meget om Kaspar Munks evner som spillefilmsinstruktør, som man kunne håbe på.

Føles som en novellefilm
'Hold om Mig' føles nemlig som en novellefilm, der er blevet unødvendigt forlænget for at komme i kategorien: spillefilm. Med en spilletid på en time og et kvarter er 'Hold om Mig' allerede i underkanten af, hvad der betegnes som spillefilm. Men selv med en så kort spilletid, trænger den til en opstramning.

Gode momenter drukner
Der er for lidt på spil og for lidt nærværende drama i 'Hold om Mig', til at den burde strække sig over mere end ca. 45. minutter. Det er synd, at filmen ikke er en novellefilm, da de rigtig gode momenter drukner i lavmælte scener, der gentager sig selv uden at drive fortællingen videre.

Stærkt skildret forhold
Stærkest står skildringen af forholdet mellem de unge og deres forældre. Som f.eks. Sara og hendes mangel på meningsfuld kontakt med forældrene, der er fortravlede forretningsfolk. Et manglende nærvær, der, som meget andet i filmen, får grufulde konsekvenser.

Tager fat i relevante problemer
'Hold om Mig' tager fat i relevante problemer, som vi kender dem fra mange danske ungdomsfilm. Unges dagligdag med mobning, identitetskrise, ensomhed og afmagt. Store temaer, der normalt kræver store følelser og stort drama, som vi f.eks. så det tidligere på året med 'Min Bedste Fjende', men det er ikke 'Hold om Mig's ærinde.

Kølig afstand
I 'Hold om Mig' bliver alt beskuet på kølig afstand uden forklarende indblik ind i karaktererne. Det er naturligvis et filmisk valg, men det er svært at føle med karaktererne, som vi hele tiden bliver holdt mindst en armslængde fra. Der er mangel på scener, hvor vi kommer ind i karaktererne, mærker deres smerte og forstår deres længsel. Derimod er der et overskud af scener, hvor vi ser karaktererne sidde helt stille på sengekanten til tonerne af klavermusik.

Malplaceret slutning
Der er intet i vejen med poetisk lavmælthed, men når det er så gennemgående som i 'Hold om Mig', så udebliver dramaet desværre. De enkelte meget dramatiske udsving i fortællingen ender derfor med at stikke ud i stedet for at være dramaturgiske højdepunkter. Især filmens overdramatiske slutning virker malplaceret og som en slutning fra en helt anden film.

Spiller overbevisende
I 'Hold om Mig' følger vi fire unge teenagere i en skoleklasse. Mikkel, der er lun på klassens stille pige Sara. Louise, der er klassens opmærksomhedssøgende drama-queen pga. hjemlige problemer med en alkoholiseret mor. Og Hassan, der styres af sin autoritære far. Mere får vi sådan set ikke at vide om disse fire unge. Det kan synes af lidt, og det er det. Heldigvis spiller de alle overbevisende, men filmen havde haft godt af at have mere kød på karaktererne.

Flår hendes tøj af
Filmens dramaturgiske vendepunkt er, da Louise i sin søgen på opmærksomhed lyver om Saras følelser for Mikkel. Mikkel går amok, og sammen med de andre drenge omringer han Sara og flår det meste af hendes tøj af. Den oplevelse får voldsomme konsekvenser for de fire unge, og det er de konsekvenser, resten af filmen handler om.

Følelserne mangler
Problemet er blot, at der ikke er den nødvendige følelsesmæssige opbygning til de voldsomme hændelser og konsekvenser. De sker bare. Selvom vi godt kan regne ud, at det vil ske, så er det på et rent logisk ræsonnerende plan, at vi forventer hændelserne og aldrig på et følelsesmæssigt plan. Dermed synes de fortænkte.

Grove løjer
På grund af filmens køligt betragtende stil mærker vi ikke for alvor karakterernes afmagt og sorg, før det er for sent både for dem og os. Så sidder man tilbage og tænker, puha, det var grove løjer! Jeg burde have en klump i halsen og fælde en tåre, men det sker ikke. Vi forbliver på behørig afstand.

Lukker os aldrig ind
'Hold om Mig' er en film, der paradoksalt nok er svær at holde om. Den er ofte velspillet og har enkelte fine scener, men med sin kølige distance lukker den os aldrig ind, hvor vi så gerne vil være. Der, hvor dramaet for alvor udspiller sig, og karakterernes fortvivlende længsel trækker i os og netop lader os holde om og af dem.