Hysteria

Historien om hysteriet

Anmeldt af Tania Stenbæk Bloem

London i året 1880. Den unge og idealistiske læge Mortimer Granville har svært ved at holde på et job, fordi han simpelthen har en for moderne indstilling. Han tror på bakteriers eksistens og går ind for ordentlig hygiejne i en tid, hvor igler og åreladning var de foretrukne behandlingsmetoder. Han bliver dog ansat hos den aldrende gynækolog Dr. Dalrymple, der har specialiseret sig i at behandle kvinder med sygdommen hysteri. Og venteværelset er fyldt med fine damer.

Store følelsesmæssige udsving
Filmen etablerer hurtigt og fint, hvordan det virkelig har været i den tilknappede, victorianske æra, hvor der ikke var meget plads til store følelsesmæssige udsving blandt det bedre borgerskab; især ikke for kvindernes vedkommende. Dengang var konklusionen, at der måtte være noget gruelig galt, så snart en kvinde ikke opførte sig eksemplarisk.

En behændig diagnose
Og her kommer hysteri ind i billedet. Hysteri var en meget behændig diagnose. Det var simpelthen en paraplybetegnelse for kvinder, der ikke levede op - eller ned - til de normer, der var forventet af hende. Det ligger også i selve ordet hysteri, der stammer fra det græske ord hystera, der betyder livmor. Lægestanden mente nemlig, at det kun var kvinder, der kunne blive ramt af lidelsen, der skyldtes en overaktiv livmor.

Kort sagt en orgasme
Ja, behandlingsmetoden er sandelig interessant. Med en blanding af æteriske olier og et 'godt og fast tryk', masserer lægen kvinden i skeden til hun får en hysterisk reaktion. For eksempel rødmen, tung vejrtrækning og krampetrækninger; kort sagt: en orgasme. Eller som det hed: en paroksysme. Det lyder måske vanvittigt, men lægerne troede ikke, det havde det fjerneste med nydelse at gøre, da en kvinde umuligt kunne blive stimuleret uden tilstedeværelsen af det mandlige kønsorgan.

Kvinderetsforkæmper
Den unge læge Mortimer Granville får udover løn også kost og logi hos sin mentor. Dr. Dalrymple har to døtre, der er så forskellige som man kun ser det i karikerede komedier. Den yngste, Emily, er blid, ordentlig og klassisk smuk, mens den anden, Charlotte - der spilles af den charmerende og tidligere Oscarnominerede Maggie Gyllenhaal - er bramfri, temperamentsfuld og har en masse meninger. Charlotte driver et værested for fattige. Hun er socialist, kvinderetsforkæmper, og som hendes far siger, et meget svært tilfælde hvad angår hysteri.

Et vibrerende massageapparat
Mens Mortimer går og knytter tættere bekendtskaber med begge søstre på vidt forskellige måder, begynder arbejdslivet at sætte sine spor. Kvindeklinikken er svært populær, og han udvikler seneskedehindebetændelse. Hans gode ven, rigmanden og hobbyopfinderen Lord Edmund har dog uvidende udviklet en kur. Sammen designer de to venner et vibrerende massageapparat, som viser sig at være langt mere effektivt end selv de mest erfarne lægefingre.

Historien om vibratoren
Hysteria markedsfører sig som 'historien om vibratoren'. Og det er det vel også. Men der går altså en hel time, inden ideen overhovedet opstår, og det er en helt klart en svaghed. Kulminationen på filmen er en retssag mod den selvstændige Charlotte, der er så klodset skrevet, det faktisk bliver farce-agtigt, og hvis man skal sammenligne Hysteria med et samleje, så kan man sige, at de første to tredjedele går med et forspil, der er stabilt, men også så langsomt, der er risiko for udtørring, fulgt af den sidste akt, hvor det hele pludselig går så hurtigt og vildt, at man mister pusten - og ikke på den gode måde.

Finurlig humor
På trods af flaskehals-opbygning er 'Hysteria' en komedie, der besidder den finurligt underspillede, britiske humor. Især scenografien og skuespillet er i top, og filmen er bestemt underholdende. Og så er der et stærkt, socialt budskab om lighed mellem køn såvel som klasser.

Birthe Rønn Hornbech
På samme måde som en science fiction-film altid er en kommentar til nutiden, er en historisk film det også. Og her bliver det svært at gennemskue, hvad instruktøren Tanya Wexler egentlig ønsker at sige. Efter den sidste scene er slut, krydres rulleteksterne med de forskellige vibratorer, de sidste fjorten årtier har budt på. Det er en sjov detalje, men er det for at illustrere, hvor langt vi er kommet i vores udvikling, eller er det for at fortælle, vi stadig mangler et godt stykke? Uanset hvad, er det umuligt for mig ikke at tænke på, hvad Dr. Ventegodt kunne gøre for Anne Grethe Bjarup Riis eller Birthe Rønn Hornbech…