Inception

Med licens til at drømme

Anmeldt af Martin Lennon


Højt at flyve, dybt at falde. Sådan er vendingen normalt. Men i Christopher Nolans nye storværk 'Inception' er virkelighedsopfattelsen alt andet end normal. Her er højt at flyve, dybt at dykke en mere korrekt vending. Velkommen til en verden, hvor de umulige højder og de ukendte dybder i den menneskelige psyke bliver en hæsblæsende legeplads af grænseoverskridende dimensioner. 

Visuel mavepuster
"The Mind is the scene of the crime" eller "hjernen er gerningsstedet" er undertitlen på 'Inception', og det er det med god grund. For det er vitterlig kun instruktøren Christopher Nolans tanker og ideer, der har sat grænserne for de eksplosive udskejelser i 'Inception'. Filmen er et overrumplende udstyrsstykke, der er ligeså meget en visuel mavepuster som et frontalt skud i hjernebarken. Lige meget hvor meget du forbereder dig på at se 'Inception', så vil filmen med garanti tage fusen på dig. 'Inception' er, som de mange lovprisende udenlandske anmeldelser allerede har antydet, en skelsættende oplevelse med Christopher Nolan som vores kyndige hær- og dukkefører. Scenen er sat, og det er bare om at følge med fra start af.

Sammenbidt engagement
Mesterspionen Dom spilles med sammenbidt engagement af Leonardo DiCaprio. Han er som James Bond den bedste til sit job. Hvor Bond har licens til at dræbe, har Dom licens til at drømme. Hans speciale er spionage i hjernen, men drømmene er som hans private Casino Royale og potentielle slagmark, hvis tingene ikke går som smurt, og det gør de naturligvis sjældent. Især når missionens karakter ikke som normalt er at stjæle information fra en persons drømme, men at plante en idé i en persons drømme. En idé, der for altid vil ændre personens mål i livet.

Underbevidsthedens uanede kræfter
Doms gang i drømmenes rige er modsat Bonds Martini både 'shaken' and 'stirred'. Hvad der før var op, kan pludselig blive ned, storbyer kan rulle sig sammen om en, mens tyngdekraften ophæves, og verdenen skabes for øjnene af os. Kun tankerne og underbevidsthedens uanede kræfter sætter grænserne, så alt kan ske. Derfor er Dom med god grund besat af kontrol. Han er den bedste, fordi han kender spillets regler og ved, hvordan den perfekte plan realiseres.

Et forførende spøgelse fra fortiden
Men fortidens synder og grufulde traumer gør Dom ustabil, og langsomt, men sikkert, glider kontrollen ud af hans hænder. Doms indre kamp er filmens psykologiske knudepunkt, og ligesom det var tilfældet i 'The Departed', 'Revolutionary Road' og ikke mindst 'Shutter Island', er det en karakterudvikling, som DiCaprio mestrer til fulde. Kampen mod de indre såvel som ydre dæmoner. Dom har et simpelt ærbart mål, at gense sine to små børn, men han kan ikke rejse hjem til USA. Han er anklaget for mordet på sin hustru, der, som en anden Catwoman overfor hans målrettede Batman, stadig leger kispus med ham i drømmenes rige, hvor hun huserer som et forførende spøgelse fra fortiden. Mal, der spilles med ynde og manipulerende elegance af Marion Cotillard, dukker gerne op i 11. time og vælter Doms nøje opsatte dominobrikker i drømmespillet. Hun er hans evige kærlighed og evige femme fatale svaghed.  

Drømmenes arkitekt
Men med en hovedperson, der viser sig at være mentalt fragmenteret, så er der brug for, at publikum også får et mere jordbundet syn på sagerne. En optik i publikums øjenhøjde. Det sørger den unge talentfulde Ellen Page for, der i rollen som purung arkitektstuderende bliver taget med på Doms hold. Hendes job på det spraglede spionteam er at være arkitekt på de drømmeverdener, som missionerne udspiller sig i. Hun er som en leveldesigner i et computerspil. Hun skaber den virtuelle verden, og kun hun kender labyrintens udveje.  Med på holdet er bl.a. også Doms bedste ven Arthur, der er med at til give teamet en selvsikkerhed i kraft af Joseph Gordon-Levitt, der ifølge Hollywood-rygter er Nolans potentielle førstevalg som skurken The Riddler i den kommende tredje Batmanfilm. Medmenneskeligheden og den aldrende visdom sørger Sir Michael Caine for i en lille, men central rolle.

Dykker fra drøm til drøm
Det er svært ikke at tænke på Doms hold som den ultimative udgave af Mission: Impossible-temaet fra før Tom Cruises tid. I 'Inceptions' tilfælde ville en mere sigende titel dog være Mission: Insanely Impossible. For missionerne, som Doms hold tager på, er ikke bare umulige. De er så hjernevridende  og fantastiske i deres kompleksitet, at man automatisk bliver neglet til det yderste af biografsædet og bliver der med kæben solidt placeret i skødet. Vi taler om spionmissioner, der dykker fra drømmeverden til drømmenverden til drømmeverden, så vi til sidst følger handlingen i ikke en, ikke to, men tre drømmescenarier samtidig. Det lyder unægtelig forvirrende, men i Nolans kyndige hænder virker det hele ikke blot plausibelt, men nødvendigt for ens indlevelse i universet. 'Inception' suger os på mesterlig vis ind i en verden, der vil leve videre i vores egne drømme. At falde i søvn og overgive sig til drømmene vil næppe blive det samme igen.

Altid en gåde der lokker
'Inception' er som et James Bond eventyr på syre med tankevækkende tyngde som i den første Matrix film. Selvfølgelig er filmen også helt sin egen, og først og fremmest er den meget "Nolansk". Som mange af Christopher Nolans tidligere værker, 'Memento', 'The Prestige' og 'Batman Begins', for blot at nævne nogle af de mest markante i netop denne henseende, leger 'Inception' med fortællingens kronologi og komponerer sin helt egen filmiske rytme med hidtil uhørte tonearter. Hvad vi først tror er nutiden, viser sig at være fortid og omvendt. Drøm bliver til virkelighed og drøm igen. Gentagende gange får man en vidunderlig aha-oplevelse, når brikkerne i den sindrige fortælling langsomt falder på plads, og filmens mysterier synes at være løst og så alligevel aldrig helt. For det er det geniale ved Nolans værker. Der er altid en gåde til, der lokker, endnu et uset lag, der kan graves dybere ned i. Hans Zimmers stemningsmættede musik vikler os blot videre ind i filmens sanseligt snørklede univers.

Kompromisløs vision
Christopher Nolan kræver vores fulde opmærksomhed, kræver at vi følger med og lader fortællingen sive ind, for at den kan overrumple os.  Karakterne i 'Inception' siger gentagende gange til hinanden, at de er nødt til at tage et 'leap of faith', et spring ud i det ukendte, hvor kun troen og ikke det videnskabeligt beviselige hersker.  Det samme kræver Nolan af os publikum. 'Inception' nydes uden tvivl bedst, når man lader sig forføre af det unikke og storslåede univers, som Nolan maler både med de bredeste pensler og de fineste små strøg. Christopher Nolan har været ti år om at skrive og realisere sine ideer til 'Inception', og det mærkes. Det her er et dybt personligt værk, og som alle hans tidligere film inkl. forrige års darling, 'The Dark Knight', er det en kompromisløs vision, der realiseres.

En ægte original
Når alt er så mesterligt komponeret og uovertruffent orkestreret, som tilfældet er i 'Inception', er det meget svært ikke at give slip, lade sig rive med og blive centrifugeret rundt i en af vor tids mest visuelt imponerende og realitetsforvridende filmoplevelser. Nolan beviser, at i en tid, hvor stort set alle Hollywoodblockbustere er fortsættelser og genfortolkninger af gamle travere, så er og bliver det mest inspirerende en ægte original. Og heldigvis for det.