Kill List

Spillereglerne er at der ikke er nogen spilleregler

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Spilleregler. Det er et uhåndgribeligt fænomen i moderne historiefortælling. Især i forhold til de genrefilm, der helst skal overraske sit publikum, såsom krimier, thriller og gyserfilm. I en tid, hvor computerspil og interaktive lege i almindelighed sætter sit tydelige præg på filmens verden, og hvor det gælder om at fastholde publikums interesse, bliver spillereglerne grundigt udfordret. Bedst som man tror, man kender den genre, der folder sig ud for øjnene af én, ændrer spillereglerne sig.

Skændes så det slår gnister
Det er den engelske film, 'Kill List', et oplagt eksempel på. Til at begynde med ligner den klassisk britisk socialrealisme med et ungt ægtepar, der skændes så det slår gnister mens deres 7-årige dreng, der ser ud som om han er 10-11 år, gemmer sig på sit værelse. Tilsyneladende handler det om en arbejdsløs far, Jay, der forsvarer sig med nogle rygproblemer, som ifølge konen Shel er ren indbildning. Men lige så stille ændrer tonen sig. I småbidder får vi at vide, at Jay har været udstationeret i Irak, at han muligvis fik ar på sjælen og at han for 8 måneder siden var gennem en ny traumatiserende oplevelse i Kiev. Noget tyder altså på, at vi er vidne til et stykke socialrealisme om en soldat, der er ødelagt af krigen.

Socialrealismen er forduftet
Men hov, nogen driver gæk med den lille familie ved at lægge okkulte tegn udenfor deres hus. En dag finder de resterne af en kanin i haven og for at understrege, at han ikke er til slå ud steger Jay kaninresterne og spiser dem midt på græsplænen, siddende med benene over kors i en havestol. Hvor skal vi nu hen? funderer tilskueren mens instruktøren Ben Wheatley introducerer et par, som på overfladen har den ro, Jay og Shel fuldstændig mangler.  Parret Gal og Fiona kommer til middag hos Jay og Shel og inden middagsselskabet ender i et heftigt skænderi, har Gal serveret flere ord, der tyder på at Jay og Gal skal på en opgave som specialsoldater, i øvrigt med fuld billigelse af Shel, der åbenbart også har været soldat i Irak. Fiona ser ud til at være naiv tilskuer, men i en sekvens ser vi hende pludselig gå på toilet, vende Jays og Shels spejl om og snitte et okkult tegn på bagsiden. Så er socialrealismen for alvor forduftet og helt nye spilleregler er på banen.

Okkult gyser
Sådan fortsætter Ben Wheatleys leg med 'Kill List' og med publikum gennem godt halvanden time. Fra socialrealisme og gyser bevæger filmen sig ind i en Tarantino-lignende buddygangsterfilm mens Jay og Gal træder i karakter som hårdkogte lejemordere og torturerer og afliver et par gemene skurke, som står på deres kill list. Og senere forsvinder 'Kill List' langt ind i en okkult gyser med klare referencer til den klassiske engelske kulthorrorfilm 'The Wicker Man' fra 1973.

Ingen klare spilleregler
Der er ingen klare spilleregler i 'Kill List'. Genrer står for fald. Eller måske er spillereglerne snarere, at der ikke er nogen spilleregler. Selvom Wheatley undervejs dirigerer med sin drillepind og skifter spor hvert tiende minut, lykkes det ham alligevel at holde en vis logik i historien og karakterbeskrivelserne. Og det er slet ikke dårligt bedrevet. Historien er rig på film, hvor de karakterer, der er bygget op i filmens første time, bliver fuldstændig ofret til fordel for en overraskelse slutning eller en smart idé. Men 'Kill List's figurer hænger sammen. De er gådefulde, og de kan tolkes på mange måder i Wheatleys rebus, men takket være referencerne til Irak-krigen kan ægteparret Jay og Shel rumme at være både forældre og lejemordere, helt almindelige og psykisk uligevægtige på samme tid.

Svimlende rundtosset slutning
I sidste ende har Wheatley ikke noget andet ønske end at lege tagfat med sit publikum. Sådan ser det i hvert fald ud. Det er meget muligt at Wheatley vil sige noget om samfundet med 'Kill List', men når filmen ser ud som om den har en pointe eller morale om at være traumatiseret af krig eller om at bekæmpe børneporno, ender det som blot endnu en del af legen.  Det giver filmens slutning en vis fornemmelse af at være blevet snydt og trukket rundt ved næsen, men samtidig er de sidste 15-20 minutter af 'Kill List' også så svimlende rundtossede og psykedeliske, at alt ender med at stå fuldstændig åbent for fortolkning.

Rablende tosset logik
Der er en logik og en troværdighed i legen og i Jim Williams' mareridts-agtige musik, uanset hvor rablende tosset logikken ser ud til at være. Midt i alle sine referencer til alvorlige begreber som krigstraumer, arbejdsløshed og misrøgt af børn er der mest af alt en legesyg drengerøv på spil i 'Kill List'. Men det er en drengerøv med styr på sine virkemidler.