London River
Medmenneskelighed i en terrortid
Anmeldt af Martin Lennon
Fortvivlelse og håb går hånd i hånd. Det viser dramaet 'London River' på mesterlig vis. Filmen balancerer formfuldendt mellem det fiktive og det autentiske. Fortællingen tager udgangspunkt i de virkelige terrorhændelser i London d. 7 juli 2005. Terrorbomberne ryster nationen . Uskyldige mennesker må lade livet, da bomber springer i busser og i undergrunden. Alt er kaos.
Datteren skal findes
Vi møder Elisabeth. En enlig midaldrende dame, der nyder det stille simple liv med engelsk rosenhave og landidyl. Men stilheden brydes, da hun hører om terrorbomberne i London. Hendes datter bor i London, og da datteren ikke besvarer hendes opkald, begynder tvivlen at vokse. Tvivlen bliver til fortvivelse og frygt. Elisabeth rejser til London. Datteren skal findes.
Frygter sønnen står bag
Samtidig følger vi en ældre afrikansk mand, der bor og arbejder i Frankrig som skovfoged. Han er ligesom Elisabeth et naturmenneske, og ligesom Elisabeth vokser der også en stadig større tvivl i hans indre. Ousmane, som den afrikanske mand hedder, drager også mod London. Han frygter, at hans søn står bag terrorbomberne.
Mere tilfælles end de aner
'London River' er ikke blot en nervepirrende søgen efter sandheden i et terrorlammet London. Filmen er i høj grad også et nærværende og meget ærligt portræt af mødet mellem to vidt forskellige mennesker, der, når alt kommer til alt, har mere tilfælles, end de aner.
Søgen efter sandhed
Det viser sig nemlig, at Elisabeths datter er flyttet sammen med Ousmanes søn. Især Elisabeth må se sine racistiske fordomme i øjnene. Ved første øjekast tror hun naturligvis, at den høje mørke Ousmane står bag datterens forsvinden. For alle mørke mænd er i hendes optik jo potentielle forbrydere. Men hun bliver hurtigt klogere og må indse, at selv fæle fremmede kan være de eneste ægte sjælevenner i ens søgen efter sandheden.
Godhjertet og fordomsfuld
Det kan være svært at være enlig landsbykvinde i det store London, hvor de fleste taler alt andet end engelsk. Elisabeths godhjertede, men også fordomsfulde fremgangsmåde, bliver fint illustreret i filmen. Hun opdager f.eks. til sin egen store undren, at datteren studerer arabisk på aftenskole. Men hvorfor skulle hun dog gøre det? For hvem i alverden taler dog arabisk?! Elisabeths håbløst naive syn på livet bliver i den grad sat på prøve i hendes søgen efter datteren i metropolen London.
Fin modpol
Som kontrast har vi Ousmanes fine beroligende spil. Han udstråler stor sindsro og alligevel en dyb sorgmodighed. Ousmane danner en fin modpol til Elisabeths fortvivlede sind.
Man frygter med dem
Fortællingen står og falder på, om man lever sig helhjertet ind i jagten på sandheden. Det gør man heldigvis i den grad. Elisabeth og Ousmanes frygt, håb og vedvarende gå på mod smitter direkte af på en i biografmørket. Hver gang de ser et håb forude, håber man på det bedste, og hver gang de frygter det værste, frygter man med dem. Det er mesterligt skildret og dybt troværdigt.
Kommer ind under huden
'London River' er en film, der kommer ind under huden og bliver der. Med sit fine skuespil og sin ærlige fortælling sætter den relevante og nødvendige tanker i gang om medmenneskelighed og terrorens påvirkning på helt almindelige mennesker. Et medrivende og nærværende drama af de sjældne.