Mary and Max

Sort og grovkornet, smuk og rørende

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man skulle ikke tro det, men der findes faktisk ikke nogen regel, der siger, at tegnefilm skal være for børn. Strømmen af tegnefilm er så voldsom i de her år, og antallet af tv-kanaler, der samlebåndsproducerer tegnefilm er så enormt, at animation næsten ligner et reservat, der er som skabt til at lukke børnene ud i.

Soldat med hukommelsessvigt
Men der findes såmænd tegnefilm for voksne. Og hvorfor skulle der ikke det? Hvorfor skulle film med ler i bevægelse eller sjove karikerede figurer være forbeholdt børn og barnlige sjæle? Hvorfor skulle en tegnefilm ikke kunne fortælle om to børn, der dør af sult under 2. verdenskrig, sådan som den japanske 'Grave of the Fireflies'? Hvorfor skulle en tegnefilm ikke kunne handle om en soldat med hukommelsessvigt, såsom den israelske 'Waltz with Bashir'?

Ensomme mennesker
Hvorfor skulle en tegnefilm ikke kunne fortælle om en piges opvækst i Iran i franske 'Persepolis'? Og hvorfor skulle en tegnefilm ikke kunne fortælle om to ensomme mennesker i hver sin ende af verden, sådan som australske 'Mary and Max'?
Faktisk er det svært at forestille sig en film som 'Mary and Max' i almindelig realfilm, altså spillet af rigtige skuespiller og optaget i den rigtige verden. Der ville komme nogen uheldige pædofile undertone ved en overvægtig 44-årig jødisk mand, der er penneven med en 8-årig ensom australsk pige. Men den slags undertoner dukker ikke op når figurerne er sjove klumper af ler, som nogle behændige og dygtige filmmagere har fået til at bevæge sig.

Hyperkarikerede
I det hele taget udnytter 'Mary and Max' de særlige kvaliteter det har, når man placerer voksenproblematik i et univers, der umiddelbart ligner noget for børn. Figurerne er runde og hyperkarikerede - lidt i stil med de engelske Walter & Trofast-film. Den ene hovedperson, australske Mary har fx et underansigt, der udgør omtrent halvdelen af hendes krop. Og den anden hovedfigur, den jødiske new yorker, Max, har en mave, der udgør halvdelen af hans krop.

Stiv på sherry
Det ligner ren hygge til tv lørdag morgen, men 'Mary & Max' handler især om alment menneskelige problemer med at føle sig til rette i den her verden. Mary Daisy Dinkle er en lille ensom pige med en far, der klistrer snorer på teposer på en fabrik, en mor, der er stiv på Sherry, og nogle skolekammerater, som hygger sig med at grovmobbe Mary.

Ærligt venskab
I et desperat forsøg på at finde en person, der kan være hendes ven og som kan fortælle hende noget om livet, sender hun et brev til en tilfældig mand i New Yorks telefonbog, til Max Jerry Horowitz, en overvægtig og ligeså ensom jøde, der helst kun lever af chokolade-hot dogs. Max svarer tilbage og inden længe har de to ensomme mennesker skabt et særligt venskab.
Mary glæder sig over at have fundet en person, der kan fortælle hende om livet - uanset at Max, der lider af sygdommens Aspergers, ikke ligefrem er munter i sin beskrivelse af sin forvirrede og usikre hverdag. Og uden at vide det, bliver Max skubbet videre i tilværelsen af Marys nysgerrige spørgsmål.

Grovkoret og kulsort
Det er sådan set hele historien i 'Mary & Max'. De to ensomme mennesker sender breve til hinanden gennem hele filmen, mens instruktøren Adam Elliott hygger sig med at sætte de to hovedpersoners angst og usikkerhed på spidsen med en humor, der til at starte med kan virke grovkornet og kulsort og ufølsom, men som efterhånden viser sig at være helt igennem solidarisk med de to hovedpersoners problemer.

Chokolade-hotdogs
Adam Eliott udstiller måske nok både Mary og Max, men han griner bestemt ikke af dem. Uanset hvor grinagtige deres problemer måtte være, er Adam Eliott altid på Marys side. Uanset hvor meget Mary tror på at børn bliver født på bunden af ølglas og at den sygdom, der er skyld i at man er bange for at gå udenfor sin dør, ikke hedder agorafobi, men homofobi, forsøger Adam Elliott helt afgjort at hjælpe hende. Og uanset hvor mange chokolade-hotdogs, Max spiser, uanset hvor latterligt det er, at hans imaginære ven, Mr. Ravioli, blot sidder i et hjørne og læser i en bog, er Adam Elliott hans støtte.

Walter & Trofast
'Mary and Max' er lige så sort og grovkornet, som den er smuk og rørende, og den usædvanlige balance gør i sig selv filmen til en enestående oplevelse. Det er også ganske usædvanligt, at filmens handling og fremdrift ikke består af andet end to mennesker, der sender breve til hinanden. Dertil kommer filmens helst specielle stil. 'Mary and Max' ligner nærmest en sort/hvid og sepia-tonet udgave af den populære Walter & Trofast-serie, og med en særlig flair for det klassiske film noir-look fra 40'ernes og 50'ernes sort/hvide amerikanske gangsterfilm.

Virtuos claymotion
Det er imponerende virtuos claymotion, altså animeret ler på film, og hvis nogen skulle være i tvivl om at man kan lave den slags, er 'Mary and Max' et forbilledligt eksempel på at tegnefilm også kan være voksenfilm.