Mine eftermiddage med Marguerite
Gødning til hjernen
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Mine eftermiddage med Marguerite' er ikke en film, der vil få din verden til at ryste under fødderne på dig. Det er på ingen måde et skelsættende storværk, der rykker ved hele den måde vi opfatter verden på. Det er i alle henseender en lille film. Den varer knap halvanden time, den foregår på 3-4-5 locations i en lille fransk by, den bliver båret frem af 4-5 skuespillere og den er tydeligvis indspillet i løbet af kort tid på nogle dejlige solbeskinnede sommerdage, hvor man bare skal stille kameraet op uden at tænke på vejr og vind og frost og regn og andet, der kan gøre det besværligt at lave film.
Uimodståelig charme
Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke venter dig en stor oplevelse med 'Mine eftermiddage med Marguerite'. Uanset hvor lille filmen kan virke og hvor små armbevægelser den har, gemmer den på en uimodståelig charme og frem for alt en stor og uforglemmelig figur og en stor skuespiller i hovedrollen.
Smuk lille idé
Allerede i anden scene i filmen træder vores hovedperson grundigt i karakter. Han går ned på byens centrale plads og skriver sit navn med tusch på mindestøtten for faldne soldater fra Algier-krigen i Algeriet i 1950'erne og 60'erne. Han har intet med hverken krigen eller Algeriet at gøre, men han synes også, han har krav på at være nogen og noget, der kan stå på en mindestøtte midt i byen. Det er da en smuk lille idé. Byens borgmester er rasende over hærværket, men Germain Chazes står fast på, at han også er nogen.
En 'det'
Gennem hele sin barndom fik stakkels Germain præcis det modsatte at vide. Hans mor nedgjorde ham og udstillede ham og omtalte ham som en 'det' i al offentlighed, fx når han ved et uheld kom til at vælte en flaske mælk hos den lokale købmand. Også i skolen blev Germain plukket ud og hånet af klasselæreren. Hans far stak af næsten inden han blev født og de øvrige mænd, moderen fandt sammen med, slog både hende og Germain.
Godheden selv
Sådan en opvækst burde være rigeligt til at få ethvert menneske til at gå op i limningen. Men ikke Germain. Han vokser op og bliver godheden selv. Han får sig en sød ung kæreste, der kører bus og han hjælper sin gamle sure mor, selvom hun stadig behandler ham som en 'det'. Men Germain er stadig den, der bliver hængt ud. Han har aldrig lært at læse og knap nok at skrive, og på den lokale café hygger hans venner sig med at lave sjov med ham og hans manglende færdigheder.
Filmens fremdrift
Det skal der selvsagt laves om på i 'Mine eftermiddage med Marguerite'. Det er hele filmens fremdrift. Og der bliver lavet om på det hele, da Germain tilfældigt støder ind i en ældre kvinde, der sidder på en bænk i parken. Hun læser op af en bog for Germain. De mødes igen, hun læser op igen, af flere bøger, Germain viser sig at have sans for ord og deres betydning og klang, og han får selv lyst til at læse og inden længe har Germains eftermiddagsmøder med gamle Marguerite tændt det, der altid er blevet skubbet til side i Germain, både af hans mor, hans lærere, hans venner og ikke mindst af ham selv.
Hovedet på en brakmark
Det er i al simpelhed plottet i 'Mine eftermiddage med Marguerite'. Den franske originaltitel, 'La Tête en friche' kan oversættes til 'hovedet på en brakmark', og Germains hoved er virkelig en mark, som aldrig er blevet opdyrket. Filmhistorien er rig på fortællinger om underhunde, der rejser sig og går mod deres skæbne, og 'Mine eftermiddage med Marguerite' hører bestemt til i den bedre halvdel.
En sand mester
Det skyldes især Gerard Depardieu, der gennem mange år har stillet op til hvad som helst, både i fransk og international film, men her har han fået en rolle, der giver ham plads til at folde hele sit talent ud. Selvom han er en fransk films mest berømte skuespillere virker han fuldstændig troværdig når han står og nedgør en af sine venner fordi vedkommende ikke har forstået, at 'ze cook' betyder 'kokken' på engelsk og at det efternavn passer perfekt til den lokale kok, netop fordi han er kok. Naturligvis er det Germain, der ikke har fattet, at kokken bliver kaldt 'ze cook' fordi han er kok og ikke omvendt, men Depardieu er lige troværdig i alle facetter af rollen som Germain Chazes. Det er en sand mester, der er på banen her. Han styrer hele filmen sikkert i land. Og den 78-årige instruktørveteran, Jean Becker, leverer godt gammeldaws filmhåndværk uden dikkedarer og noget, der bare ligner smarte og moderigtige påfund.
I enhver henseende er 'Mine eftermiddage med Marguerite' en lille film af den store slags.