Moneyball

Virkeligheden kæmper for at overgå fantasien

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man siger, at virkeligheden overgår fantasien. Det er også rigtigt engang imellem, men når det sker, kan man være helt sikker på, at virkeligheden skal slibes og høvles til, hvis den skal have en chance i fantasiens eller fiktionens verden. Det understreger den nye amerikanske film, 'Moneyball'. Den bygger på virkelige hændelser, men de virkelige hændelser har fået en meget grundig tur i en kyndig manuskriptforfatters vridemaskine.

Socialt handikappet meganørd
En af forfatterne hedder Aaron Sorkin, og han demonstrerede allerede med manuskriptet til David Finchers succesrige 'The Social Network', at han gerne møblerer helt om på virkeligheden, hvis den er for slatten som fiktion. I 'The Social Network' blev Facebooks opfinder, Mark Zuckerberg, beskrevet som en socialt handikappet meganørd, der ødelagde alle venskabelige forbindelser omkring sig i jagten på den ultimative venskabsmaskine på nettet. Sorkin fiflede med fakta efter behag, og uanset hvor mange mennesker Zuckerberg har trådt over tæerne, har han utvivlsomt aldrig været så stor en asocial spade, som den han lagde navn til i 'The Social Network'. Det kan ikke lade sig gøre - på film måske, men ikke i virkeligheden.

Ingen baseball-romantik
I 'Moneyball' gentager Sorkin sit succesrige trick med en anden moderne amerikansk personlighed, omend hans berømmelse og betydning langtfra kan matche Zuckerbergs. Han hedder Billy Beane, og hans vej til Sorkins vridemaskine skyldes han bedrift som manager for baseballholdet Oakland Athletics. Fra 1998 og frem revolutionerede han den meget traditionsbundne amerikansk baseballsport ved at spekulere i computerstyrede statistikker i stedet for baseball-romantik.

Lange hvide underbukser
Det lyder hverken sexet eller glamourøst - især ikke hvis man ikke interesserer sig en hujende fis for voksne mænd i lange hvide underbukser, der kaster rundt med en bold. Men hvis man fifler lidt med historien og figurerne, møblerer grundigt om på fakta, og sætter stjernen Brad Pitt til at spille hovedpersonen Billy Beane, begynder det at ligne noget, der ligner en historie. Det er ikke en film, der på nogen måder vil revolutionere filmmediet, men det er en begavet film, en velspillet film og en film, der med stort held formår at skjule, at den bygger på noget nær det mest indforståede nørderi, man kan forestille sig.

Socialt inkompetent
Først og fremmest er der pillet godt og grundigt ved hovedpersonen Billy Beane. Naturligvis kan den her anmelder ikke vide hvordan virkelighedens Billy Beane opfører sig, men der er ingen tvivl om at han aldrig har opført sig så arrogant som Brad Pitt i 'Moneyball'. I så fald var han aldrig kommet nogen vegne med sine revolutionerende teorier. Han var blevet erklæret både socialt inkompetent og utilregnelig inden han havde så meget som overvejet at købe sin første baseballspiller. Ikke alene gider han ikke forklare sine kolleger om sine nye planer med baseballholdet Oakland Athletics, han gider ikke engang fortælle sin træner om den nye computerstyrede filosofi, han har indkøbt sine spillere efter. Det må den stakkels træner selv regne ud - og det er, for at sige det meget pænt, aldeles rablende vanvittigt i en hvilken som helst sportsgren.

Scorer points i det små
I det hele taget har Brad Pitts udgave af Billy Beane en forbavsende evne til at tage beslutninger uden at forklare sig overfor sine omgivelser. Fx hyrer han en ung talentspejder ved navn Peter Brand, fordi han opdager, at den unge mand har udviklet et særligt computerprogram til at analysere baseballspillere. Og med hjælp af det system, kan Billy Beane indkøbe en række spillere, der ikke ser ud af noget særligt, og som ikke stråler som stjerner på banen, men scorer points i det små og skaber resultater. Det giver vældig god mening, at Billy Beane hyrer Peter Brand. Han spørger bare ikke Peter Brand om han har lyst til at skifte job. Han fortæller heller ikke klubbens store stab af talentspejdere, at han har hyret en ny mand. Og han fortæller dem slet ikke hvorfor han har hyret en ny mand.

Arrogant ledertype
Det er den dramatiske krumtap i 'Moneyball'. En arrogant og temperamentsfuld ledertype, der ikke fortæller sine omgivelser om sine beslutninger. Det er dælme godt nok utroværdigt. Men det er morsomt og ikke mindst dygtigt konstrueret af Aaron Sorkin. Og så betyder det knap så meget, at virkelighedens Billy Beane sikkert er en ydmyg og flink fyr, der bruger mange timer for at argumentere for sine beslutninger.

Virkeligheden kæmper for at overgå fantasien
Man kan sagtens fundere længe over hvad man egentlig skal bruge 'Moneyball' til - især hvis man ikke interesserer sig for baseball, og hvem gør egentlig det? Filmens Billy Beane er ikke en ildsjæl eller en helt, der med sit liv og sin familie og sin sjæl som indsats fortæller os alle hvordan verden hænger sammen. Han er en nørd, der bare gerne vil vinde nogle baseballkampe. Man kan også sagtens indvende, at Sorkin bruger alt for meget energi på at skabe dramatik ved at lade den stakkels træner misforstå Billy Beanes intentioner. Men takket være Sorkins fornemmelse for stærke karakterer, takket være instruktøren Bennett Millers rolige og omhyggelige stil, takket være de glimrende skuespillere Brad Pitt og Jonah Hill, ender 'Moneyball' som et begavet og effektivt drama. Selvom 'Moneyball' i bund og grund er et stykke virkelighed, der kæmper alt for hårdt for at overgå fantasien.