Neds

Portræt af en gådefuld lømmel

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Her i Norden elsker vi socialrealismen og dens historier om hverdagens strabadser, men når det gælder film om mennesker, der kæmper med deres sociale arv og dens realiteter, kan ingen overgå naboerne på den anden side af Nordsøen. Takket være instruktører som Tony Richardson, Allan Clarke, Mike Leigh og Ken Loach har englænderne opbygget en stålsat tradition for at beskrive især unge mennesker på bunden af samfundet. Og når skotten Peter Mullan dukker op med en film med titlen Uuddannede lovløse, om unge skotske bander i begyndelsen af 70'erne, ligner det unægtelig endnu et bidrag til briternes samling af historier om desperate arbejdeklasselømler. Og som sådan er filmen også blevet modtaget.

Faderens fordrukne opførsel
Det er ikke helt retfærdigt. 'Non-Educated Delinquents' alias 'NEDs' handler ganske vist om en ung mand, der forsøger at være sig selv og komme videre i verden trods sin fars drikkeri og vennernes bandekriminalitet, men Peter Mullan opfører sig ikke som en typisk socialrealist gør. Vi er ikke i tvivl om at faderens fordrukne opførsel og familietyranni har en afgørende betydning for vores hovedpersons udvikling, men derudover forsøger Mullan ikke at give forklaring på forklaring så vi til sidst forstår hvorfor kriminelle bliver kriminelle.

Begavet knægt
Hovedpersonen John McGill forbliver i store træk en gåde, eller i hvert fald et spørgsmål uden svar. Han er en begavet knægt, der gennem hele sin spæde ungdom render rundt med en bog i hånden og scorer høje karakterer. Da han skal begynde i mellemskolen og bliver placeret i den næstbedste klasse, kræver han at se rektor og at få en forklaring. Og da han får at vide, at han kan få lov at flytte op i graderne, hvis han opfører sig ordentligt og studerer flittigt, giver han den alt hvad den kan trække.

Udenfor pædagogisk rækkevidde
Sådan er John McGill. På vej ud af den sociale arv i retning mod universitetet, væk fra den fordrukne far, den usikre mor og storebroderen, der er direkte på vej mod fængsel og et liv som kriminel. Men en sommer sker der noget. Han falder i snak med nogle lokale rødder, der tager ham til sig. Han begynder at hænge ud med dem. Han laver ballade og ydmyger en lærer, der altid har taget sig godt af ham. Han kommer længere og længere uden for pædagogisk rækkevidde.

En potentiel lømmel
Hvorfor? Der er ingen forklaring. Eller i hvert fald kun halve forklaringer. John er konstant udsat for omgivelsernes forventning om at han er en rod, selv da han forsøger ikke at være det. Som da han går på gaden i egne tanker og fire rødder løber forbi ham samtidig med at en politibil indhenter dem og politiet tror, at John er en af flokken. Til alt held genkender en mand, der er blevet overfaldet, ikke John som en af gerningsmændene. Men politiet opfatter ham stadig som en potentiel lømmel.

Det er samfundets skyld
I det hele taget er autoriteterne, altså forældrene, lærerne og skoleinspektørerne, altid overbevist om at enhver knægt er en rod - indtil det modsatte er bevist. Det eneste regelsæt i filmens beskrivelse af Glasgow anno 1972 er kæft, trit og retning. Forståelse eller anerkendelse eksisterer ikke, og hvis en knægt ikke vil makke ret, skal fængslerne nok få ham på andre tanker.
Det er altså samfundets skyld. Men det forklarer ikke hvorfor begavede John vælger at smadre sin skolegang og slås med knive og brosten mod rivaliserende bander. Eller hvorfor han bliver så aldeles indestængt rasende, at selv hans venner skubber ham fra sig.

Støjende underspillethed
Grundlæggende vil Peter Mullan, der kalder 'Neds' 10 procent selvbiografisk, hellere skabe filmisk poesi end servere nøglen til et menneske. Når han skal illustrere faderens drukkenskab gør han det med en scene, hvor den berusede mand, som i øvrigt spilles af Peter Mullan selv, står for foden af husets trappe og skriger på sin kone, at hun skal komme ned i stuen til ham. Vi får ikke forklaret hvorfor den stakkels dame skal stå op midt om natten. Mullan er overbevist om at det sære billede af en fuld mand, der står og råber for foden af en trappe midt om natten, vil stå rigeligt stærkt som beskrivelse af drankerens betydning for familien. Og det har han ret i.
Der er flere begavet tænkte scener i 'Neds'. Især slutscenen er fantastisk i al sin støjende underspillethed, og det er meget svært at glemme den sekvens, hvor John er i gang med at miste sin mødom med en villig pige, men vælger at afbryde det hele for at banke en dreng, der engang har generet ham, invalid.

Fascinerende og gådefuldt menneske
Der er også svage og døde punkter i 'Neds', især bandelivet på skolerne er beskrevet som vi har set det alt for mange gange før, men i sin helhed er 'Neds' et anderledes og personligt bud på en figur, som er lige så arketypisk for britisk film som den komiske småskurk er det i dansk film. 'Neds' giver ikke fornemmelsen af at se et fejlagtigt samfund blive udstillet, men derimod følelsen af et lære et fascinerende og gådefuldt menneske at kende. Og det er noget helt andet.