Once Upon a Time in the West

Et langt dødssuk

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Ét langt suk fra en mand, der er ved at dø'. Det var sådan den italienske filminstruktør, Sergio Leone, havde tænkt sig sin western, 'Once Upon a Time in the West'. Egentlig havde han store planer om en film om gangsterne i New York, men i slutningen af 1960'erne var Sergio Leone kendt som mesteren indenfor den italienske version af western-genren, der med en slet skjult nedladende tone blev kaldt spaghetti-western.

Hårdkogte revolvermænd
Hans dollar-trilogi med filmene 'En nævefuld dollars', 'Hævn for dollars' og 'Den gode, den onde og den grusomme' var blevet en stor succes i både Europa og USA, og folk ville se mere western fra Leone. Mere pompøst opsat vold, mere sørgmodig og voldsom musik af komponisten Ennio Morricone, flere billeder af hårdkogte revolvermænd. Og Leone havde ikke rigtig noget valg. Hvis han ville lave film, måtte han lave en western, og da Leone gerne ville lave flere film, gik han igang med en ny western. Og det skulle være en western, der samlede op på den store amerikanske western, der langsomt var ved at dø ud i Hollywood. Det skulle være western-genrens dødssuk, ja, ikke alene det, det skulle være Det vilde vestens dødssuk, Det vilde Vestens sidste dage inden civilisationen tæmmede de vilde revolvermænd.

Fronterne trukket op
Det var i slutningen af 1960'erne, da studenterne var gået på barrikaderne i de fleste europæiske storbyer og hippierne var igang med at udtænke en ny verdensorden. Det var i en tid, hvor det var umuligt ikke at tænke i politiske baner, når man lavede film i Italien. De politiske fronter var trukket skarpt op, og selv det mindste skift i handlingen, selv den mindste lille bifigur, kunne bruges til og blev brugt til at fastslå sine politiske meninger.

Kapitalisterne er skurke
Selvom Sergio Leone ikke var nogen politisk filminstruktør, endte 'Once Upon a Time in the West' med at blive en politisk film på flere fronter. Dels var kapitalisterne de store skurke i filmen og dels gjorde den op med den klassiske mandschauvinistiske opfattelse af Det vilde Vesten ved at placere en kvinde i filmens nøglerolle.

Ondskabsfuldt bæst
Claudia Cardinale spiller en tidligere prostitueret, Jill, der gifter sig med en rig mand og slår sig ned i Det vilde Vesten, der hvor jernbanen tøffer sig gennem det vilde kontinent. Omkring pengemændene står en række revolvermænd, på den ene side Charles Bronsons Man with the Harmonica og på den anden side Henry Fondas skruppeløse, brutale Frank, der i starten af filmen præsenterer sig selv ved at skyde en 10-11-årig dreng. Mens Charles Bronson var ganske ukendt i slutningen af 1960'erne, var Henry Fonda en legende i Hollywood. Gennem roller i film som 'Vredens druer' og 'My Darling Clementine' var Fonda kendt som indbegrebet af Godhed, og det var Leones klare intention at bringe publikum ud af fatning ved at lade Fonda spille noget nær det mest ondskabsfulde bæst, der er set i en Western.

Ennio Morricone
En fjerde hovedrolle i 'Once Upon a Time in the West' var Ennio Morricones musik. Leone og Morricone havde arbejdet sammen på Leones tidligere westerns og eftersom Morricones musik ikke alene fungerede fremragende sammen med Leones billeder, men også var blevet en succes på egen hånd, var Morricone en indlysende hovedperson i 'Once Upon a Time in the West'. Leone gik endda så langt som at lade Morricone indspille sin musik først og derefter brugte Leone Morricones effektfulde og intense musik til at skabe den rette stemning under optagelserne. Sådan et samspil mellem instruktør og komponist er ganske uhørt, men som Leone slog fast: Musikken er 40 % af en film.

Tung og pompøs
'Once Upon a Time in the West' blev en voldsom film. Tung og pompøs som en opera, storslået og monumental som en japansk samuraifilm, revolutionær og politisk som en tale ved 1. maj og detaljeret og perfektionistisk som et italiensk renæssancemaleri fra 1600-tallet. Europæerne var stærkt begejstrede for den. Især i Frankrig elskede de filmen. Selv idag er den blandt de ti mest sete film i de franske biografer og ved premieren i 1968 gik der parisisk mode i filmens lange frakker.

Et mesterværk
Amerikanerne kunne til gengæld ikke lide den. Western-genrens dødssuk fik dårlige anmeldelser ved premieren i 1968 og først 15-20 år senere begyndte amerikanerne selv at hylde den som en af western-genrens mesterværker. Selv i forhold til Leones øvrige westernfilm står 'Once Upon a Time in the West' som noget helt særligt. Der kan ikke laves en anden film som den. Den hører en bestemt periode til og som bekendt kan man kun udstøde et dødssuk én gang.