Polisse

Uniformerede følelser

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Beklager meget, men jeg kan simpelthen ikke klare den her film. Jo mere jeg tænker over den, jo flere klip, jeg ser fra den, jo mere jeg skal forholde mig til den, jo mere irriteret bliver jeg. Det er endda lige før jeg bliver vred. Andre vil muligvis have en fin oplevelse med den, nogen vil hygge sig med den og grine af den, måske vil nogen endda blive rørt og glæde sig over, at filmen tager fat i et meget væsentligt emne. Og eftersom filmen fik den fornemme Juryens pris ved filmfestivalen i Cannes sidste år, må der jo være nogen, der kan lide den. Men jeg kan ikke holde den ud.

Usmagelig
Mest af alt er selve idéen med det franske drama 'Polisse' usmagelig. Filmen griber et emne, som bestemt er mange film værdigt, måske endda alle film i hele verden, men den bruger en indpakning, der propper følelserne langt ned i halsen på sit publikum. Filmen beskriver CPU, en lille enhed af Paris' politi, der efterforsker og behandler overgreb på børn, hvilket er årsagen til at filmens titel, 'Polisse', er skrevet med en barnlig stavefejl. Det er et glimrende emne, og langt hen ad vejen kan man sagtens argumentere for, at instruktøren Maïwenn le Besco bruger en realistisk form til at beskrive politienheden og dens arbejde.

Temmelig mange følelser
Idéen er enkel og velfungerende som dramaturgi. Le Besco snupper den form, vi kender fra tv's endeløse rækker af reality-shows og putter den parisiske politienhed ind i den. 'Polisse' følger en lille håndfuld mennesker, der alle arbejder med at efterforske sager, hvor børn bliver udnyttet, misrøgtet, slået, bortført osv. Men det er ikke så meget politiarbejdet, som de følelser, det vækker - og endda temmelig mange følelser, som det slet ikke har noget med at gøre - der interesserer Maïwenn le Besco.

Unge og smukke politifolk
Vi ser politifolk forelske sig i hinanden, skændes, gå fra hinanden, drikke sig stive, holde vilde fester, grine hysterisk af komiske tumper, der er under afhøring, og politifolk, der går amok i vrede over at deres enhed ligger nederst i hierarkiet i det parisiske politi og derfor må finde sig i at andre enheder kan snuppe deres biler og andet udstyr, endda uden at spørge først. Kort sagt får vi præsenteret de unge og smukke politifolk, der er ligeligt fordelt på begge køn, i alle ekstremer af deres følelsesliv mens de arbejder på at hjælpe børn.

For ikke at sige klamt
Det er netop det, der er så usmageligt, for ikke at sige klamt, ved 'Polisse'. Naturligvis har børn, der ikke får en god begyndelse på livet, krav på at blive hjulpet, men at accentuere enhver følelse hos de politifolk, der arbejder med sagerne, endda langt ind i medarbejdernes privatliv, er hinsides det udspekulerede. Det havde været helt fint at præsentere nogle af historierne om misrøgtede børn, endda af deres uduelige eller bare ubetænksomme forældre, og det havde også været passende at lære et par politifolk at kende. Det havde måske endda været lærerigt for at forstå menneskets hemmelighedsfulde psyke.

Emotionelle rutsjeture
Men det er ikke Maïwenn le Bescos ærinde. Hun nærmest skriger i bærret på os, at børnene i Paris har brug for hjælp og at der findes velmenende mennesker, der kæmper ihærdigt, og ofte forgæves, for at hjælpe dem, og at deres arbejde med stakkels børn er så krævende, at følelserne står ud af ørerne på dem. Alt hvad der lugter af store følelser bliver proppet ind i 'Polisse', endda i en grad så man har en fornemmelse af at medarbejderne i CPU forelsker sig og går fra hinanden og holder et par vilde fester om dagen. Og for at understrege de store emotionelle rutsjeture i politienheden har hun givet sig selv en rolle som en fotograf, der skal dokumentere CPU's arbejde og som naturligvis involverer sig så dybt, at hun også forelsker sig i en af medarbejderne.

'Fame' uden dansenumre
'Polisse' er tv-serien 'Fame' placeret på en politistation, bare uden dansenumre. Det er enhver tv-producents våde drøm om et reality-show, Maïwenn le Besco sætter i scene, mens hun påstår at hun fortæller om virkeligheden derude. Det er muligt at hun har researchet sig frem til alle de situationer, hun fortæller om i 'Polisse', men når man propper flere års situationer sammen på to timer og be'r en håndfuld kønne skuespillere om at spille situationerne så enhver nuance drukner i tårer og skrig og gestikulationer, er de virkelige hændelser pludselig overhovedet ikke realistiske længere.

Manipulerende tricks
Beklager meget, jeg kan ikke holde 'Polisse' ud. Jeg kan ikke klare det hysteriske overspil, dens insisteren på at udpensle enhver følelse og jeg kan især ikke klare den tankegang, der ligger til grund for 'Polisse', at når man beskæftiger sig med et emne, som har almen menneskelig gyldighed, såsom overgreb på børn, er det tilladt at bruge hele arsenalet af udspekulerede og manipulerende tricks i verden. En så hysterisk behandling af virkelige hændelser ser muligvis godt ud i biografen, men den gør os i hvert fald ikke klogere på hvorfor børn bliver misrøgtet og hvordan det kan forhindres.