Prince of Persia - The Sands of Time
En blandet sandhandel
Anmeldt af Martin Lennon
Der hviler en forbandelse over film baseret på computerspil. 'Super Mario Bros.', 'Resident Evil', 'Mortal Kombat', 'Alone in The Dark', 'Max Payne', 'Tomb Raider' og 'Hit Man' m.fl. er alle mere eller mindre håbløse film. Larmende ligegyldige actionscener holdt sammen med et millimeter tyndt plot.
Det åbenlyse problem
Problemet er åbenlyst. Det vigtigste i en film er ofte plottet og karaktererne. Det vigtigste i et spil er derimod sjældent hverken plot eller karakterer. Det er gameplayet. Det vil sige spillerens muligheder i spillet. Kan spilkarakteren f.eks. hoppe højt, lave seje kamptricks, flyve eller kaste med ildkugler, så er der potentiale for et sjovt og underholdende spil.
Styrer selv slagets gang
Forskellen mellem film og spil er tydelig. For som publikum har vi ingen kontrol over karakterernes handlinger i filmen. Vi sidder passive i biografsædet uden indflydelse. Modsat hjemme i stuen, hvor vi med Playstation controlleren i hånden selv styrer slagets gang. F.eks. i spillet 'Prince of Persia'.
Selv Indiana Jones ville være misundelig
'Prince of Persia: the Sands of Time' er baseret på spillet af samme navn fra 2001. 'Prince of Persia' er med rette en succesfuld spilserie, da det fokuserer på det essentielle i et spil - gameplayet. Prinsen kan hoppe, svinge, klatre og fægte som ingen anden. Det er en fryd at styre prinsen rundt i det eventyrlige spilunivers, der er fyldt med mørke huler og hemmelige skatkamre. Ja, selv Indiana Jones ville være misundelig på prinsens eventyr.
Forpustende flot
Spørgsmålet er, om 'Prince of Persia' filmen har formået at videreføre spillets hæsblæsende gameplay til ligeså hæsblæsende filmaction? Svaret er ja. Actionscenerne er som en hvirvlende sandstorm, der kaster en rundt i et overdådigt virvar af visuelle effekter og imponerende akrobatik. Forpustende flot.
En dialogtung ørkenvandring
Desværre er resten af filmen lidt af en ørkenvandring. Filmen er usædvanlig dialogtung for en blockbuster, og manuskriptet veksler mellem at være en børnevenlig hyldest til de klassiske 1001 Nats Eventyr og det rene vrøvl. Hver gang vi tror, vi har det mindste greb om handlingen, smuldrer den som sand mellem fingrene på os. Dialogen ender ofte i lange svadaer om ældgamle profetier og indviklede regler for intetsigende hokus pokus.
Stol aldrig på Kongens bror
Filmen har en kedelig trang til at overforklare og behandle publikum, som om de ikke selv kan lægge to og to sammen. F.eks. tager det næsten halvdelen af filmen for Prins Dastan at regne ud, hvem der står bag mordet på hans far, Kongen. Det gør naturligvis hans nederdrægtige onkel spillet af Ben Kingsley, der allerede i filmens trailer bliver fremstillet som skurken. Enhver med blot det mindste kendskab til klassiske fortællinger om kongemord lige fra Shakespeares Hamlet til Disneys Løvernes Konge ved, at kongens magtsyge bror altid er den skyldige. Filmen bruger lang tid på at løse et mysterie, som publikum allerede kender svaret på.
Jagten på masseødelæggesvåben
En af filmens få overraskelser er en hentydning til Irak krigen. Den persiske hær invaderer i filmens start en hellig by under det falske påskud, at byen gemmer på hemmelige dødbringende våben. Men det, den persiske hær i virkeligheden er ude efter, er det sagnomspundne magiske sand, der findes under byen. Sandet der kan ændre tidens gang. Hentydningen til Iraks påståede masseødelæggelsesvåben og kampen om olie er tydelig. Ganske overraskende og vovet i en ellers på ingen måder skarpladt Hollywoodblockbuster.
Et kikset Jack Sparrow ripoff
Den legendariske Hollywoodproducer Jerry Bruckheimer, der står bag 'Pirates of the Caribbean' filmene, står også bag 'Prince of Persia'. Det mærkes kun alt for godt, men hvad der fungerer i Pirates filmene fungerer knap så godt i 'Prince of Persia'.
Et glimrende eksempel er filmens komiske indslag, som den ellers talentfulde Alfred Molina står for. Hans fjollede snaksaglige araber med for meget eyeliner og for mange guldtænder er et kikset Jack Sparrow ripoff.
Det 117. kys
Romancen mellem Prins Dastan og Prinsesse Tamina har potentiale, da de to smukke unge filmstjerner, Jake Gyllenhaal og Gemma Arterton, klæder hinanden godt. Men også her vælger filmen at overforklare, og romancen fortaber sig i gentagelsens kunst. Ens tålmodighed er for længst brugt op, da prinsen og prinsessen for 117. gang er lige ved at kysse, men selvfølgelig bliver afbrudt i sidste sekund af en gal araber, en sandstorm eller endnu en sagnomspunden forbandelse.
Less is more, Mr. Bruckheimer
'Prince of Persia' rammer plet med sit overdådige univers og sin imponerende action, men fejler, når det kommer til noget så essentielt som karakterer og plot. Så selvom 'Prince of Persia' er visuelt storslået og et lille skridt i den rigtige retning, så hviler forbandelsen desværre stadig over film, der er baseret på spil. En mulig løsning finder vi i den gyldne regel: "less is more", som produceren Jerry Bruckheimer i den grad kunne lære noget af.