Profeten

Den fransk-amerikanske forbindelse

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der gik ikke mange dage efter opfindelsen af filmmediet før nogen opdagede, at gangstere gør sig umanerlig godt på film. Og lige siden er gangstergenren blevet sendt frem og tilbage mellem USA og Europa, til gensidig inspiration, i en evig jagt på at finde et nyt og spændende billede af de hårdkogte mænd med deres filthatte, jakkesæt, maskinpistoler og letlevende damer.

Fascinerende gangstere
Blandt dem, der kridtede banen tydeligt op var tyske Fritz Langs 'Dr. Mabuse - der Spieler' fra 1922. Siden definerede William Wellmann og Howard Hawks den arketypiske amerikanske gangsterfilm med 'Public Eneny' og 'Scarface' i starten af 30'erne, inden Frankrig svarede igen med Julien Duviviers 'Pépé le Moko', som på mange måder var afsættet for amerikanernes film noir-stil. I 1955 viste Jules Dassin et nyt, fascinerende billede af gangsterne med 'Rififi' og i slutningen af 60'erne legede hans landsmand, Jean-Pierre Melville, med amerikanske gangstere i Paris med bl.a. 'Le Samourai' og 'Den røde cirkel' inden amerikanerne Francis Ford Coppola og Martin Scorsese tog over med 'Godfather'-trilogien og 'Goodfellas'.

Bolden hos franskmændene
Der har aldrig været mangel på gangsterfilm, og der har aldrig manglet lyst til at forny billedet af det tilsyneladende så glamourøse og æstetisk fuldendte liv i organiseret kriminalitet.
I øjeblikket ligger bolden igen hos franskmændene, helt præcist hos den 57-årige instruktør,
Jacques Audiard. Han tager fat i en god gammel tradition, nemlig franskmændenes fascination af amerikansk kultur, som bliver tilført et ordentligt skud fransk stilbevidsthed. Hans forrige film, 'Det slag mit hjerte sprang over', var en stilfuld og meget fransk genindspilning af en amerikansk gangsterfilm, og med sin nye film, 'Profeten', tager Audiard skridtet fuldt ud og genopfinder gangstergenren igen-igen-igen.

Skræller glamouren væk
Audiard gør i princippet som italieneren Matteo Garrone gjorde forrige år med sin gangster-genialitet 'Gomorra'. Han skræller al glamouren, alle jakkesættene, alle dullerne, alle de ædle motiver væk. Istedet forsøger han at give et troværdigt og jordnært billede af den organiserede kriminalitet. Gangsterne i 'Profeten' går ikke i jakkesæt, men i slidt kluns fra det nærmeste supermarked. De slår ikke hinanden ihjel med et velrettet skud med lyddæmper eller med kaskader af kugler fra maskinpistoler - de myrder hinanden på den beskidte måde, med barberblade og små knive. De bor heller ikke i store villaer med store biler udenfor - de sidder i fængsel.

Den korsikanske mafia
'Profeten' fortæller historien om Malik, en ung araber, der kommer i fængsel og havner i kløerne på den korsikanske mafia. Og det er netop beskrivelsen af den lille korsikanske mafia-gruppe i fængslet, der gør 'Profeten' til en af de mest fascinerende og intense gangsterfilm, der længe er havnet i biograferne. Det skyldes især gangsterbossen César Luciani, der bliver spillet helt fantastisk af Niels Arestrup. Luciani er kynisk nok til at indse, at den unge nyankomne Malik, der bliver spillet af Tahar Rahim, kan udnyttes til at slå et vidne ihjel i fængslet. Og 'Profeten' beskriver tørt og detaljeret hvordan Malik desperat forsøger at undgå at myrde en medfange, mens den korsikanske mafia truer med at myrde ham, hvis ikke han udfører sin opgave.

Mord med barberblad
Den magtkamp kulminerer, da Malik skal udføre sig mord med et barberblad. Først skal han lære at tale med barberbladet gemt i den ene kind, bagefter skal han lære at snitte sit offer det rette sted i halsen - og tilsidst skal han, naturligvis, udføre mordet. Den scene, hvor Malik sidder nervøst og venter på det rette øjeblik, mens blodet begynder at løbe ud af munden på ham fordi han ikke kan styre barberbladet, er et mesterstykke, simpelthen. Sjældent har en filmfigur balanceret så grundigt på randen af afgrunden. Hvis ikke han overvinder sig selv og slagter den fremmede mand, som bare vil være hans ven, vil han selv blive slået ihjel. De 4-5 minutter, er så spændte, at man næsten ikke kan holde ud at se på.

Knivskarpe figurer
Det er den detaljerigdom, den evne til at skære fedtet fra, der gør 'Profeten' så intens. Hvor der i en klassisk gangsterfilm ville være heftige skuddueller, labre duller og smækre biler, træder der istedet nogle stærke og knivskarpe figurer frem, først og fremmest den unge Malik, der har en forunderlig evne til at finde veje i sin ellers så umulige situation, og instinktivt overleve enhver udfordring. Han er en profet. Og dernæst den vidunderlige figur, gangsterbossen Luciani, der i løbet af tusindedele af sekunder skifter mellem sine to roller over for Malik, bødlen og faderfiguren. Det ene øjeblik får Malik faderlig støtte og hjælp fra Luciani, det næste øjeblik bliver Malik truet med at få en kniv i maven.

Veludført parløb
Det er et fantastisk veludført parløb, der er mellem de to, og det understreger netop styrken ved 'Profeten'. Evnen til at skære al bling-bling og effekt-lir fra og istedet koncentrere sig om detaljerne omkring figurerne og deres udvikling, gør 'Profeten' til en helt usædvanlig gangsterfilm. Regn roligt med at den bliver genindspillet i Hollywood inden længe.