Sherlock Holmes 2 - Skyggespillet

Sherlock Holmes ser alt

Anmeldt af Nanna Mogensen

Sherlock Holmes ser alt. En forbandelse, synes han.  Jeg er nu ganske glad for at blive taget med på en visuel actiontur rundt i Europa anno 1891. I 'Sherlock Holmes to, Skyggespillet', er verden på randen af krig. Politisk kaos hersker, og storbyer bombes vilkårligt. Hvem står bag? Det gør såmænd ingen andre end Professor Moriarty - det kriminelle mastermind over dem alle. Sherlock Holmes og den tro væbner, Dr. Watson må nu tage kampen op for at redde civilisationen. De to har ellers dårligt fået pusten siden deres sidste eventyr i 2009, der også var instrueret af den engelske instruktør, Guy Ritchie. Dengang som nu kan man opleve Robert Downey Jr. i rollen som den karismatiske men socialt handicappede detektiv og Jude Law som den venlige men jævnt opgivende læge, Dr. Watson.

Kampscener i kø
Men lad os vende tilbage til det med synet.  Sherlock Holmes ser altså alt, og vi ser med, og det er både filmens styrke og svaghed. For den britiske detektiv oplever tingene, før de sker. Han ser nærmest ind i fremtiden og gennemspiller sine modstanderes træk, før han selv begiver sig i kamp. Det gør filmens nærkampsscener ultra flotte, fordi man får hver sekvens to gange i to forskellige tempi. Én gang ganske langsomt og forklaret, og så én gang med lynets hast. Guy Ritchie kan sit actionkram, og nogle af filmens sidste eksplosionsscener, der skiftevis bremses til stills og så speedes til realtid er hamrende fede. Jo, der er kælet for synet.

Ingen ro for øjet
Og nu kommer vi til det, der måske er knap så godt ved 'Sherlock Holmes 2, Skyggespillet', og som i høj grad knytter sig til filmens visuelle fart. For selvom kampscenerne er flotte, mangler jeg lidt plads, hvor jeg kan hvile øjnene. Filmen har for få rolige småstationer, hvor man lige kan puste ud inden den næste modstander skal lammetæskes. Mere end to timers slåskamp bliver næsten for meget af det gode.

Fine, men for små biroller
Desuden ville jeg gerne have set lidt mere til de udmærkede bifigurer. F.eks. har man castet den estimerede og knald morsomme engelske skuepiller, Stephen Fry til rollen som Sherlock Holmes bror. Han fylder dog for lidt, for når han er på lærredet, bliver det for alvor morsomt.
Svenske Noomi Rapace - det er hende, der spiller punkhackeren Lisbeth Salander i Millinniumfilmene, giver den som hemmelighedsfuld og hårdtslående sigøjnerbabe. Det klarer hun fint trods sin halvfede nordiske accent.

For tydelig symbolik
Selve forbrydelsesplottet i 'Sherlock Holmes 2 - Skyggespillet' er hverken vanvittigt sindsoprivende eller nytænkt. En gal mand vil herske over Europa og sætter splid mellem nationer på grummeste vis. Og nu jeg er i brokkehjørnet, så lad mig tage fat i symbolikken, der sine steder er sirupstyk og ret klæg. F.eks. mødes de to dødsfjender, Holmes og Moriarty over et skakspil i de afgørende scener, men vi har forstået, at de er modstandere i moralens og livets store spil!

Alt i alt
Til gengæld - og nu er jeg færdig med mine små opstød - så kedede jeg mig ikke en eneste gang i løbet af Guy Ritchies visuelle tour de force. Det er blær af høj kvalitet.  Og så er vi tilbage til det med at se. Den nye Sherlock Holmes-film skal nydes for sit gennemarbejde udtryk og sine eminente kampscener. Hvis du forventer intens hjernegymnastik på de engelske lagner - som i Arthur Conan Doyles bøger, der ligger til grund for figurerne - bliver du skuffet. Men hvis du kan leve med kondenseret tjubang iblandet en god portion humor, vil du elske 'Sherlock Holmes 2 - Skyggespillet', og mon ikke Guy Ritchie lader sin detektivhelt åbne øjnene igen engang i nærmeste fremtid.