Shutter Island

Elendig historie formidabelt fortalt

Anmeldt af Per Juul Carlsen

'Shutter Island' er en elendig historie, der er eminent og overdådigt fortalt. Så kort kan man karakterisere 67-årige Martin Scorseses nye film. Det er en af den slags historier, der begynder ét sted og som bliver vendt på hovedet, når publikum undervejs opdager at alt det, de troede på i begyndelsen af historien, viser sig at være helt forkert - præcis som i Christoffer Boes nye danske thriller, 'Alting bliver godt igen'. Christoffer Boe har bare en mere idérig og meget mere bevægende historie at arbejde med end Martin Scorsese.

Øde og forblæst klippeø
Martin Scorseses historie går ud på, at to FBI-agenter ankommer til hospitalet Aschecliffe, der behandler sindslidende straffefanger udfor Boston på den øde og forblæste klippeø, Shutter Island. De to FBI-folk skal hjælpe med at finde en farlig patient, der er stukket af fra sin celle. Hun er havnet på Shutter Island fordi hun har taget livet af sine tre børn ved at drukne dem i en sø, og hun regnes for at være ekstremt farlig. Inspektøren Edward Daniels, der bliver spillet af Leonardo DiCaprio, fornemmer imidlertid, at der er noget galt. De ledende psykiatere skjuler noget for ham og hans kollega. Hvordan kunne kvinden stikke af fra sin celle uden at nogen opdagede hende? Hvordan kan hun stikke af fra talrige vagter på en forblæst klippeø, når hun løber rundt i bare tæer? Hvad er det for en behandling, patienterne bliver udsat for? Og hvorfor taler en af doktorerne med en tydelig tysk accent? Det virker mistænkeligt så kort efter 2. verdenskrig - især fordi Edward Daniels deltog i befrielsen af koncentrationslejren Dachau og var vidne til ubeskrivelige rædsler.

Hva' fa'en foregår der?
Så langt, så godt er Scorseses 'Shutter Island' rigtig velfungerende. Hvad fa'en er det for noget mystisk noget, der foregår på den ø? Det er især velfungerende fordi Scorsese er en mand, der kan sammensætte en film med en virilitet og en intensitet som få andre i filmverdenen. Introen, hvor FBI-folkene kommer gennem tågen i en båd og bliver præsenteret for det dystre borg-lignende hospital, mens vagterne på øen render rundt og ser nervøse ud med deres skarpladte geværer, er ekstremt intens. Tunge, tonstunge strygere skaber en så dyster og spændingsladet stemning, at det er meget tæt på at tippe over og blive for meget og blive komisk. Det hele er så ekspressivt og overgjort som i en gammel tysk stumfilm fra 1920'erne - omend filmen er en hyldest til 40'ernes og 50'ernes amerikanske efterkommere af de tyske stumfilm, film noir-stilen.

Voldsomt uvejr
Efterhånden slækker Scorsese lidt på intensiteten, men kun lidt. Et voldsomt uvejr, der smider rundt med træer som var det pindebrænde skyller ind over øen mens de to FBI-agenter render rundt på øens kirkegård og leder efter en patient, som Edward Daniels er særlig interesseret i at få fingre i, en vis Andrew Laeddis, der stak ild til den ejendom, hvor Edward Daniels boede, hvorved Daniels kone omkom.

Martrende minder
Her begynder Scorseses historie, der bygger på en roman af Dennis Lehane, at blive speget. Er det doktorerne på Aschecliffe, der gemmer grumme eksperimenter i kældrene i den dystre blok C, hvor de rigtigt farlige patienter bor? Eller er det Edward Daniels, med den afdøde kone, de martrende minder fra 2. verdenskrig og de voldsomme hovedpineanfald, der er noget galt med? Det lægger op til en rundtosset hvem-er-det-egentlig-der-er-tosset-her-historie, som peger tilbage på Hitchcocks 'Berygtet' fra 1946 og Robert Wildes gyser, 'The Haunting' (1963) fra dengang psykoanalysen var begyndt at spøge på film.

Spændingen siver ud
Det var rigtigt spændende og nyt for 50 og 60 år siden, men det virker mest af alt gammeldags og lidt udpint i 'Shutter Island'. Og da sandheden efterhånden går op for publikum - efter mange og lange og konstruerede krumspring - siver spændingen og energien helt ud af historien. Den bliver underligt ligegyldig, og den store følelsestunge forklaring, der skal virke så hjerteskærende tilsidst, virker ikke bare let gennemskuelig, men også kynisk og kalkuleret. Historien virker altfor udspekuleret og beregnende til at man kan ofre de store følelser for filmens uheldige helt.

Svag afslutning
'Shutter Island' er så konstrueret en historie med så svag en afslutning, at den kunne være blevet en aldeles rædselsfuld film i hænderne på en dårligere instruktør. Men nu er den altså havnet i hænderne på en mand med et formidabelt styr på sine virkemidler. Scorsese skruer måske en tand eller to-tre for højt op for lyn og torden-effekterne i 'Shutter Island', men det er svært at protestere, når han gør det så overdådigt og overvældende.

Umådeligt smuk umådeligt grum
Scenen, hvor Leonardo DiCaprios FBI-agent ser sin afdøde kone for sig og omfavner hende mens det regner med sort aske i deres lejlighed, er umådeligt smuk og umådeligt grum. Scenen, hvor Leonardo DiCaprio kravler rundt på de stejle klipper mens han leder efter sin makker, er svimlende virtuos i sine kamerature. Og billederne af den dystre forblæste Shutter Island er så stemningsfulde, at de absolut er en bedre historie værdig.
Alt i alt kan det hele opsummeres meget kort: Det er en elendig historie, men den er imponerende virtuost fortalt.