Spy Kids 4D

En syntetisk stank

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Allerede før filmen går i gang og det særlige lugtekort til 'Spy Kids 4D' er taget i brug, er der noget, der lugter.  Det er selve kortet. Det hørmer faktisk fælt. Ikke af fup, men af syntetisk jordbær, som at stikke næsen ned i en kæmpepose af det billigste og mest farverige slik, man overhovedet kan købe.

Babygylp i biffen
Den hørm hænger fast i næsen hele filmen igennem. Det var planen, at Aromascope-kortet skulle indeholde 8 forskellige lugte, der supplerede filmen i særlige scener, men det er den syntetiske jordbær, der vinder hver eneste gang. Efter 6-7 minutter af filmen skal kortet i action for første gang. Den lille familie, der er filmens omdrejningspunkt, skal spise aftensmad og familiens yngste datter er så tankeløs at gylpe. Frem på biograflærredet kommer en farvet kugle med tallet 1 på. Og her er det så, man skal hive sit Aromascope-kort frem og kradse på felt 1, indtil stanken af babygylp breder sig i biografen. Men der lugter aldrig rigtig af andet end syntetisk jordbær, uanset hvor meget man kradser.

Syntetisk jordbær
Omtrent 5 minutter senere er der brug for kortet igen. Den ældste pige i familien, Rebecca på omtrent 10 år, er sur på sin stedmor, Marissa. Hun savner sin rigtige mor og humøret er på ingen måde mildnet af at Marissa bliver spillet af den umådeligt smukke Jessica Alba eller at Marissa har født familien en ny lille datter. Rebecca har ingen anelse om at Marissa, der lader som om hun er indretningsarkitekt, i virkeligheden er superagent. Hvis Rebecca vidste det, ville hun naturligvis være langt mere mildt stemt.

Flydende blåskimmelost
For at genere sin papmor har Rebecca fyldt en stor pose med flydende blåskimmelost, som hun placerer oven over døren til sit værelse. Når Marissa kommer ind på værelset, vil hun aktivere en mekanisme, der får den flydende blåskimmel til at lande i hovedet på hende. Det lyder som noget af en grusom plan at nedkaste over den stakkels Marissa, der sådan set gør hvad hun kan for at være en god mor, som fx at komme ind på sin steddatters værelse for at tale med hende, men sådan fungerer sagerne i 'Spy Kids 4D'. Alt er, mildt sagt, sat på spidsen.

Felt nummer 2
Men altså, da blåskimmelen flyder ned over Marissa, dukker en klat med tallet 2 op på lærredet og så gælder det om at kradse i felt nummer 2 så ostestanken kan brede sig. Og eftersom det ikke gik så godt med at få gylpelugten frem ved felt nummer 1, kradser den her anmelder så vildt og heftigt, at der går hul i Aromascope-kortet. Men man kan stadig kun lige akkurat ane en svag duft af danablu eller gorgonzola, der som bekendt ellers godt kan være kradsbørstig at snuse til. Mest af alt stinker felt nummer 2 af - syntetisk jordbær. Det gælder minsandten også resten af felterne. Uanset hvor meget man kradser på dem og uanset hvor meget de burde lugte af hundeprutter og opkast.

Superskurk fra rummet
Alligevel klarer lugtekortet sig meget bedre end selve filmens syntetiske børneunivers, hvor ethvert problem kan løses hvis bare mor er superagent. Historien, der skal forestille en slags parodi på en James Bond-film, fortæller om en superskurk fra rummet, der kalder sig Timekeeper og som truer Jorden med undergang. Det lyder pænt alvorligt, men er det overhovedet ikke. Da stedmor Marissa drøner af sted med sin baby på armen for at redde verden, opdager Rebecca og hendes lillebror Marissas sande identitet, og så skal de jo også hjælpe med at redde verden.

Meget hurtigt meget syntetisk
Ikke på noget tidspunkt forsøger instruktøren Robert Rodriguez, der ellers havde held med at servere en vis form for spænding i den første 'Spy Kids'-film, at servere noget, der virker autentisk eller ægte. Der er ikke en følelse, der tilnærmelsesvis forekommer relevant, ikke et øjeblik af noget, der ligner spænding og ikke et millisekund af noget, der kan minde om alvor i 'Spy Kids 4D'. Naturligvis skal man have lov til at lave fis og ballade og sjov for børn i halvanden time, men hvis ikke man har andet at byde på end superskurke, der ligner et amatørteater i det lokale indkøbscenter, og nogle familiekontroverser, der kan stå på bagsiden af en corn flakes-pakke, føles det hele meget hurtigt meget syntetisk. Kun robothunden Argonaut byder på et par sjove replikker hist og pist, og det er ganske sigende for 'Spy Kids 4D', at et væsen, der er skabt af metal og plastik, fremstår som klart det mest levende i filmen.