The Blind Side

Den honningglaserede virkelighed

Anmeldt af Martin Lennon

Der er en både sand, rørende og livsbekræftende fortælling gemt i filmen 'The Blind Side'. Problemet er, at den er gemt lidt for godt. Den autentiske og hjerteskærende fortælling kommer aldrig helt til sin ret i en film, der tyer til fortærskede klicheer, hver gang den burde overraske og komme ind under huden på os. Resultatet er en honningglaseret Hollywood version af virkelige hændelser, der har potentialet for at få os til at græde og grine, men det bliver aldrig til mere end et stille smil over filmens trods alt ærlige kerne og en lavmælt gaben over de alt for mange kedelige klicheer.

Ensomme Big Mike
'The Blind Side' bygger på de virkelige hændelser om den store tavse sorte teenager Michael Oher med tilnavnet Big Mike, da han bogstavelig talt er stor som et hus. Desværre har han intet fast holdepunkt i livet. Han har ingen venner og ingen familie, da hans mor er hardcore stofmisbruger i den fattige ghetto i storbyen Memphis. Big Mike har intet mål og ingen steder at tage hen, men en aften ser den godhjertede og beslutsomme overklassefrue Leigh Anne Tuohy ham gå rundt i kulden kun iført t-shirt og shorts. Hun forbarmer sig over ham og inviterer ham hjem til hendes familie og deres pompøse sydstatsvilla.

98% beskyttergen
Det er starten på fortællingen om Big Mikes færd fra ensom fattig sort uden mål i livet til opfyldelsen af den amerikanske drøm - professionel amerikansk fodboldspiller. For er der noget, den godmodige kæmpe er god til, så er det at spille amerikansk fodbold. Som der gentagende bliver fremhævet i filmen, så har Big Mike et beskyttergen på 98%. Han har blot aldrig før haft nogen at beskytte, det får han nu både i kraft af sin nye hvide familie og sit fodboldhold.

Rigtige solstrålehistorier
'The Blind Side' er på godt og ondt ærkeamerikansk. Det autentiske drama er en velkendt genre, vi kender til hudløshed fra Hollywood tåreperser som f.eks. 'Ikke Uden Min Datter' og 'Et Smukt Sind'. Film, der med udgangspunkt i virkelige hændelser, får smurt ekstra på af tårevædet drama og svulstig underlægningsmusik for at få os til at hulke i biografen og tænke, åh, hvor kan verdenen dog også være hård og ih, hvor er det godt, at der findes rigtige solstrålehistorier med lykkelige slutninger.

Indbegrebet af den amerikanske drøm
'The Blind Side' er en rigtig solstrålehistorie, ingen tvivl om det, og den autentiske kerne i filmen har bestemt potentiale. Historien er på mange måder indbegrebet af den amerikanske drøm, en fattig ensom sort dreng kæmper sig vej til en plads i solen og bliver amerikansk fodboldhelt godt hjulpet på vej af en sund kristen moral og næstekærlighed fra en rig sydstatsfamilie.

Konstante og firkantede prædiken
Selvom vi her i Danmark kender til begrebet næstekærlighed og ved, hvad den amerikanske drøm indebærer af værdier, så er 'The Blind Side' alligevel så ærkeamerikansk i sit udtryk og i sit budskab, at det i høj grad er en film, der er lavet af amerikanere til amerikanere - ikke mindst det amerikanske bibelbælte, hvor handlingen også udspiller sig. Filmens konstante og meget firkantede prædiken om gode kristne budskaber og traditionstunge familieværdier virker med danske øjne en anelse karikeret og som et levn fra fortiden.

Ekstra svaj i hofterne
Det hjælper heller ikke meget, at Sandra Bullock spiller rollen som den næstekærlige kristne sydstatsfrue Leigh Anne med ekstra tryk på sydstatsaccenten og svaj i hofterne. Hendes spil er ofte overdramatisk, og det kan undre, at hun fik en Oscar for bedste skuespillerinde for netop den rolle, og så alligevel ikke, da Oscar på mange måde ofte er ligeså ærkeamerikansk som 'The Blind Side'.

Fine lavmælte spil
Heldigvis er Quinton Aaron meget overbevisende i rollen som Big Mike, og hans fine lavmælte spil redder en del af de sukkersøde scener fra at blive for meget af det gode. Jeg tænkte gentagende gange, at hvis Big Mikes historie i et magisk filmøjeblik blev krydset med Claireece "Precious" Jones' hjerteskærende fortælling i filmen 'Precious', så ville tårekanalerne få frit spil, ingen tvivl om det.

Rørende rulletekster
Det mest rørende i 'The Blind Side' er filmens rulletekster, for her får vi endelig den sandfærdige historie fortalt via stillbilleder af virkelighedens Michael Oher og hans hvide fosterfamilie. En smuk afslutning på en middelmådig film. Hvis 'The Blind Side' havde knyttet sig mere til virkeligheden og fravalgt at sovse hver enkelt scene ind i unødvendig politisk korrekthed og sukkersødt melodrama, så havde 'The Blind Side' været en langt stærkere filmoplevelse. Som det er nu, ender 'The Blind Side' paradoksalt nok med at være blind over for netop det, filmen burde stræbe efter - virkelighedens nerve og nærvær.