The Girl with the Dragon Tattoo

Oplev vs Fincher

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det ville være dejligt nemt og bekvemt at slå fast, at den amerikanske filmatisering af Stieg Larssons succesroman 'Mænd der hader kvinder' ikke er til at skelne fra danske Niels Arden Oplevs filmatisering af samme bog. Det er naturligvis ikke alt, hvad der er at sige, men det er først og fremmest det, der er at sige. Amerikanske Rooney Maras udgave af heltinden Lisbeth Salander er som snydt ud af næsen på svenske Noomi Rapace. Og stemningen, landskaberne, tempoet, spændingen, konstruktionen og dialogen ligger umådeligt tæt på hinanden i dansk/svenske 'Mænd der hader kvinder' og amerikanske 'The Girl with the Dragon Tattoo'.  Det er ikke de samme skuespillere, ikke engang det samme sprog, ikke de samme landskaber eller de samme ord, slet ikke den samme musik, men udtrykket i filmene er forbavsende ens.

James Bond hedder Mikael Blomkvist
Der er forskelle og de kan sagtens være udslagsgivende for om man hader den nordiske og elsker den amerikanske udgave - eller omvendt. Først og fremmest kræver det en vis indsats at ignorere, at James Bond alias Daniel Craig render rundt i Stockholm og hedder Mikael Blomkvist, selvom han taler engelsk. Og at de fleste andre i filmen taler engelsk med en svag svensk accent, der kommer og går som vinden blæser. Det virker grundlæggende gammeldags i 2011, og det havde givet betydeligt bedre mening at placere historien i amerikanske eller britiske omgivelser. Men måske er der nogle kontraktlige forpligtelser, der har krævet at filmen blev optaget i Sverige, Stieg Larssons hjemland.

Ekvilibristisk billedmager
Et Sverige, hvor folk taler svensk, er til enhver tid det mest troværdige og stemningsfulde, men i så fald går man glip af den uforlignelige og ekvilibristiske billedmager, David Fincher er. Niels Arden Oplev er heller ikke ueffen, men hans internationale, blågrå krimi-tone kan på ingen måde hamle op med Finchers særlige og personlige sort-tonede univers. Allerede med 'Se7en' fra 1995 viste Fincher, at han har et særligt visuelt greb om den type dystre krimier, hvor menneskets grusomheder nedstammer i lige linie fra Det gamle Testamente. Og han viste, at når det handler om at spejle menneskets grusomhed i lakken eller bakspejlene eller de sorttonede ruder på moderne biler, er David Fincher i en klasse for sig.

Cremet filmhåndværk
Finchers 'The Girl with the Dragon Tattoo' er cremet filmhåndværk på et niveau, hvor det er svært at konkurrere med amerikanerne. Der bliver klippet og skiftet billedvinkel utallige gange i den 2 timer og 38 minutter lange film, men ikke på noget tidspunkt virker de komplicerede forløb generende for øjet. Rytmen i Finchers kamerature og klipning er en nydelse at se på, som når kameraet svæver henover den nyfaldne svenske sne og op mod det fornemme herresæde, hvor familien Wangers dystre hemmeligheder gemmer sig eller når Lisbeth Salander drøner af sted på sin motorcykel gennem snoede landeveje i de tågeindhyllede svenske skove.

Piercing-behængt assistent
Historien i de to film er naturligvis den samme, et møde mellem to forskellige sjæle, der står sammen i kampen mod magtfulde og nedrige mænd - den klassiske ihærdige journalist, Mikael Blomkvist, og Stieg Larssons genistreg, den knap så klassiske sortklædte og piercing-behængte assistent, Lisbeth Salander. Sammen løser de gåden om den 16-årige Harriet Wanger, der blev myrdet på Wangers ø i 1966, og som står som det mest dystre kapitel i den i forvejen dystre historie om den stenrige familie Wanger.

Oversveriges magtmisbrug
I Stieg Larssons bøger og i Niels Arden Oplevs 'Mænd der hader kvinder' er Blomkvist og Salander knyttet sammen af en fælles rødromantisk vision om at bekæmpe Oversveriges magtmisbrug. Det er et bånd mellem De gode i kampen mod De onde, og uanset at Salander og Blomkvist har sex en enkelt gang, er de blot sjælefrænder. I Finchers og manuskriptforfatteren Steve Zaillians version er der ægte kærlighed mellem de to, i hvert fald fra den ene parts side, og det leder frem til en slutning, der er langt smukkere og mere elegant end den feel good-tone, der klingede 'Mænd der hader kvinder' ud. Uanset at Salander og Blomkvist er de to temmelig forskellige mennesker giver det god mening at pigen med både dragetatovering på ryggen og ben i næsen forelsker sig i den første moralsk uangribelige mand, hun har mødt. I en suverænt arrangeret scene, hvor Salander og Blomkvist har sex for anden gang, tænker Blomkvist på at løse mysteriet om Harriet Wanger, mens Salander til gengæld kun er optaget af at få orgasme. Det får hun. Det gør Blomkvist ikke. Han er i sandheden en mand at bygge en ny og bedre verden på.

Socialistisk knaldroman
Hvorvidt venskab eller kærlighed er det bedste bånd mellem Blomkvist og Salander står åbent for diskussion. Venskabet er mere troværdigt. Kærligheden er mere tilfredsstillende som dramaturgi. Og sådan kan man blive ved med at veje nuancer og små forskydninger mellem Oplevs og Finchers bud på Stieg Larssons medrivende socialistiske knaldroman. Men grundlæggende ligger de to film forbavsende tæt på hinanden. Det er god solid og flammende kulørt underholdning, grundlæggende en medrivende historie, hvis man kan acceptere, at De onde i enhver henseende er nogle ondskabsfulde bæster og at De gode gerne må overtræde loven, for de er jo trods alt de gode.