Winter's Bone

Så enkelt skal det være

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nogen gange kan man blive helt forundret hvor lidt og hvor få midler, der skal til for at skabe en medrivende og stærk film. Som fx i den lille amerikanske film, 'Winter's Bone'. Den sætter meget få elementer i spil, men den gør det så vedholdende og så gennemført, at den slet ikke er til at slippe igen, når den er forbi.

Sådan
Handlingen kan siges med et par sætninger: En stor teenagepige skal finde sin far, der lige er blevet løsladt fra fængsel, for at undgå at myndighederne overtager deres hus og smider familien på gaden. Men eftersom faderen er raget uklar med det kriminelle miljø, familien bor i, er der ingen, der vil hjælpe pigen. Sådan. Hverken mere eller mindre. Det er rigeligt til at udvikle en god historie omkring.

Sælger syntetisk narko
Filmens miljø er ramt lige så præcis og kortfattet. 'Winter's Bone' foregår i et øde bjergområde i det sydlige Missouri, hvor lokalbefolkningen har skabt deres eget lille samfund, langt fra almindelig lov og ret, og ernærer sig ved at producere og sælge syntetisk narko. Eftersom myndighederne i Missouri ikke har kontrol med ret meget i området, lever befolkningen et liv, der ligger tættere på det, vi kender fra det vilde vesten, selvom de altså befinder sig i både Facebooks og Wikileaks tidsalder. Loven bliver udstukket af nogle enkelte mænd i området og den ændrer sig efter deres ønsker og behov. Hvis nogen overtræder de love og går deres egne veje er de fuldstændig overladt til sig selv.

Rå og afstumpede kvinder
Det er en chokerende verden at bevæge sig ind i og selvom den befinder sig langt fra hyggelige Danmark, er man som tilskuer ikke spor i tvivl om at den findes og at det ikke er pillet ret meget ved den for dramatikkens skyld. Her går ingen af vejen for at banke en teenagepige sønder og sammen, og endda skyde hende en kugle for panden og kyle hendes lig i en mose, hvis der er brug for det. Selv kvinderne er så rå og afstumpede, at de får rockerkrigene i Danmark til at ligne et pantomimeteater.

Skrækindjagende bjergbønder
Det er i det miljø, den 17-årige Ree skal navigere. Hendes mor er dement og aner knap hvad der foregår omkring hende, hendes far er lige kommet ud af fængslet, men er ikke kommet hjem - altså må Ree tage sig af sine to små søskende, og hun må også ud at lede efter sin far, da politiet kommer forbi og fortæller at faderen har stillet huset i kaution og hvis ikke han viser sig for politiet, mister familien huset. Og så begynder Rees tunge og hårde rejse gennem et miljø, der helt tydeligt ikke bryder sig om at nogen leder efter hendes far. Alle beder hende om at holde kæft og blande sig udenom, hvis ikke hun vil bankes halvt eller helt ihjel. Hun går fra den ene hårdkogte og skrækindjagende bjergbonde til den næste, alt imens himlen over Missouri bliver mere og mere grå og kvinderne ser mere og mere forknytte og gennemtævede ud. Ikke siden David Lynch' 'Twin Peaks' har man været så usikker på og så angst for hvad en flok bønder på en bjergskråning er i stand til at gøre.

Hårdkogte tosser
'Winter's Bone' er både socialrealisme og spænding, alt imens tonen minder om den klassiske western, hvor en enlig cowboy ridder ud i lovløshedens land på jagt efter en forsvunden pige eller en flygtet gunman. Der er ingen tvivl om at instruktøren Debra Granik og manden bag bogen bag filmen, Daniel Woddrell, har skævet til en klassisk western som John Fords 'The Searchers' for at finde filmens drævende, udpinende , martrende og skæbnetunge tempo. I 'Winter's Bone' er helten bare ikke en John Wayne, men en køn 17-årig pige, der sætter både sit liv og sine to små søskende på spil. Det gør det bestemt ikke mindre intenst. Og det giver også filmen et ekstra lille, men stærkt krydderi, at den lokale sheriff åbenbart er så nervøs for at blande sig med de hårdkogte tosser i lokalmiljøet, at de har frit spil.

Narkosniffende psykopat
Det er forbavsende enkelt og forbavsende effektivt sat sammen og alt i alt er 'Winter's Bone' et strålende eksempel på hvordan den rette lille historie i det rette lille miljø kan skabe en utrolig dynamik, sådan som vi også så det i Michael Noers og Tobias Lindholms danske fængselfilm, 'R', fra sidste år. Her er vi bare i et helt usædvanligt miljø, der ligner fjern fortid og skinbarlig nutid på samme tid. Og hvordan kan man andet end falde pladask for en film, hvor den eneste mand, der står for noget bare en lille smule sympatisk er en skelettynd, narkosniffende, geværskydende psykopat med det poetiske kælenavn, Teardrop. Og hvor den mest magtfulde og skræmmende mand, der er så truende at Ree næsten ikke tør besøge ham, bærer rundt på fornavnet Blond. Det er med den slags velvalgte detaljer man sammenstykker en uforglemmelig film.