Undskyld jeg forstyrrer

Teknisk held

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Charmen ligger i høj grad i detaljen. I de små pauser. I hullerne i dialogen, i glimtet i øjet, i det der ikke bliver sagt, i det pludselig skift i kameravinklen. Instruktør Henrik Ruben Genz har lidt problemer med at få samlet hele filmen op til sidst og få filmen til at løfte sig, i stedet for bare at slutte, men indtil da, og især i den første halvdel af filmen, er 'Undskyld jeg forstyrrer' et lille skatkammer af velorkestreret filmkomik.

En rygende papirkurv
Tag fx scenen, hvor vores hovedperson, pigen Helene, ankommer til det teater, hvor størstedelen af handlingen foregår. Udenfor teatret står en brandbil og en slange er rullet ud og ind af døren. Da Helene træder ind kommer en brandmand gående med en rygende papirkurv. Det er tilsyneladende den lille papirkurv, der har været ild i, men ingen siger noget, ingen kommenterer den, hverken før eller siden, og vi ser ikke mere til hverken papirkurv eller brandmænd. Kun de, der husker på at teatrets direktør og hans dramatiker tidligere har talt om at en stor brand, og ikke bare en lille brand i en papirkurv, vil redde teatret fra at gå konkurs, får noget ud af scenen med brandmændene. Hvis man har glemt den samtale, eller ikke kan se sammenhængen, er scenen med den rygende papirkurv sort snak.

Teknisk uheld
Eller tag åbningsscenen i filmen, hvor en lille pige leger med et par stykker legetøj under et bord mens hendes mor ser TV-avisen i baggrunden. Pludselig forsvinder lyden fra tv'et og moderen kalder på pigen. 'Kom og se, Helenemor, du er i fjernsynet'. 'Hvad står der? Spørger pigen uskyldigt. 'Teknisk uheld', svarer moderen og skraldgriner. Det ligner tilforladelig folkekomik af den mere sorte slags. Først senere opdager vi, hvor grumt moderen opfører sig, da vi opdager, at pigen Helene rent faktisk er et teknisk uheld. Hun skulle ikke være kommet til verden. Og hun må ikke få at vide hvem hendes far er. Hun slås ihærdigt for at få sig en identitet, og hun håber så inderligt, at direktøren for det lille teater, der engang har haft en affære med hendes mor, er hendes far.

Referencer på kryds og tværs
Det er i det komplekse humoristiske univers 'Undskyld jeg forstyrrer' bevæger sig. Der bliver sendt referencer på kryds og tværs. Der bliver holdt pauser og tiet på de steder, hvor andre komedier, især klassiske danske folkekomedier, ville sætte en tyk streg under pointen. Det skyldes naturligvis instruktør Henrik Ruben Genz, det skyldes dialogen hos Erling Jepsen, der har skrevet bogen bag filmen, og det skyldes skuespillerne Sarah Hjort, Lotte Andersen, Stine Stengade, Nicolas Bro, Søren Østergaard og Peter Gantzler, men det skyldes i høj grad også klipperen Kasper Leick, fotografen Sebastian Blenkov og production designeren Mette Rio.

Lille krøllet verden
Der er en usædvanlig fornemmelse af at alle har bevæget sig i samme retning med 'Undskyld jeg forstyrrer'. Alle har bidraget til filmens lille krøllede verden, hvor pauserne mellem ordene betyder mindst ligeså meget som det, der bliver sagt. Når det har en komisk effekt, at Sara Hjort, Nicolas Bro eller Søren Østergaard kigger væk eller tier stille, sørger Kasper Leick og Sebastian Blenkov for at forstærke komikken ved at skifte kameravinkel og bruge det rum, skuespillerne står i.

Uden mislyde
I det hele taget er det svært at sætte en finger på håndværket i 'Undskyld jeg forstyrrer'. Skuespillet er uden mislyde hele vejen igennem, og det er især imponerende, at 23-årige Sara Hjort, der ikke har haft en egentlig hovedrolle før, stjæler billedet fra en skuespiller som Nicolas Bro, der ellers plejer at stjæle billedet fra alle andre.

Leder efter identitet
Det håndværk fungerer så godt, ned i enhver lille detalje, at det er lige ved at skjule at historien har svært ved at holde energien oppe hele filmen igennem. Fortællinger om mennesker, der leder efter deres fædre eller mødre og altså efter deres identitet, har en stærk indbygget intensitet, og det går også fint så længe Helene forsøger at møve sig selv og sin hund indenfor på det lille teater. Men da hun endelig har fået foden indenfor mister historien opdrift. Der opstår et kejtet og kunstigt forhold mellem pigen, der er i gang med et så alvorligt projekt som at finde sin far, og det mildt sagt komiske, for ikke at sige vanvittige i, at pigen skal spille hund i en teaterforestilling. For at sige det på en anden måde kniber det med at få den skæve komik til at hænge sammen med den nok så alvorlige fortælling om nogle unge mennesker, der leder efter deres identitet, og hverken historien eller karaktererne i 'Undskyld jeg forstyrrer' bliver så stærke som i Genz forrige filmatisering af en Erling Jepsen-roman i 'Frygtelig lykkelig'.

Swinger som en musical
Men indtil de problemer viser sig, er 'Undskyld jeg forstyrrer' en imponerende lille opvisning i komik, der swinger så elegant som i en musical, bare uden musikken. Det er en film, der lever helt ned i detaljen. I de små pauser. I hullerne i dialogen, i glimtet i øjet og i det, der ikke bliver sagt.