10 timer til Paradis

Små egoer i store mænd

Af Per Juul Carlsen

Der er én rigtig god idé i Mads Matthiesens første spillefilm, '10 timer til paradis'. Den hedder Dennis. Det er simpelthen et fantastisk skue at se en mand på 193 cm i højden, noget nær en meter i bredden og en vægt på 130 kilogram vaske hår med sine enorme overarme eller spise havregryn henover morgenbordet. Dennis er anti-Arnold Schwarzenegger. Vi er vant til at se mænd af hans størrelse smide rundt med andre mennesker og smadre biler med de bare næver på film, men Dennis er et helt almindeligt bette menneske, der ikke kan en skid. Han kan ikke finde ud af at flytte væk fra sin lillebitte mor, han kan ikke score damer, han kan ikke komme videre i livet.

Fremragende udgangspunkt
Det er den rigtigt gode idé i '10 timer til Paradis'. Desværre er det også den eneste. Filmen har et fremragende udgangspunkt i kæmpen Dennis, der er alt andet en den handlekraftige mand, han ser ud til at være, men filmen bliver ved udgangspunktet. Den udbygger det ikke. Naturligvis går Dennis gennem et af sit livs vigtigste øjeblikke i '10 timer i Paradis', men da vi først har lært ham at kende, ved vi lige præcis hvor han skal hen.

Uden svinkeærinder
Det er sandsynligvis en pointe fra Mads Matthiesens side, at historien om Dennis og hans store eventyr skal fortælles så nøgent og rent som muligt, uden svinkeærinder, med den mest basale viden om filmens figurer og med en skjult opfordring til publikum om selv at levere resten. Vi må selv finde ud af hvad Dennis' ikke-tilstedeværende far var for en størrelse, hvorfor hans mor er så bitter og hvorfor Dennis har bygget sig selv så kæmpestor i fitness-centret. Vi må selv tænke os frem til om Dennis har humor, om han er en ørn med en computer, om han har dunkle og skjulte sider og hvad der ellers hører et menneske til.

Nøgen realisme
Selv siger Mads Matthiesen, at hans drivkraft som instruktør er realismen, at trænge ind bag almindelige mennesker og de almindelige omgivelser, de færdes i. Det er også et sympatisk udgangspunkt. Der er bare ikke så meget at arbejde med som tilskuer til hans nøgne og konkrete realisme.

Det ved jeg ikke
I den første scene i filmen sidder Dennis fx på restaurant sammen med en ung og køn blondine med nedringet bluse. Hverken Dennis eller pigen har et entusiastisk ansigtsudtryk. Det kræver kun ét blik på dem at gennemskue, at det stævnemøde, som sikkert er sat op via et datingsite, går ad helvede til, og vi får bekræftet vores anelser da Dennis forklarer, at han ikke kan tåle rejer, uanset at han har bestilt en rejecocktail. Da pigen spørger hvorfor han så har bestilt en rejecocktail, mumler Dennis bare 'det ved jeg ikke'.

Professionel bodybuilder
Her kunne Mads Matthiesen have valgt at klippe væk fra scenen eller at dreje den i en ny retning, fx ved at lade en tredie person dukke op. Istedet giver han os to situationer, der fortæller os det samme som vi allerede har gennemskuet, at Dennis ikke har meget selvtillid og at stævnemødet forlængst er blevet pinligt. Da pigen spørger Dennis om han kan leve af at være professionel bodybuilder og han svarer nej, men han arbejder også i portvagten på en fabrik, og hun bare svarer 'nå' og ser væk, får vi kun gentaget det, vi allerede ved. Og det samme sker endnu engang da pigen fornærmet spørger Dennis om han stirrer på hendes bryster og han nervøst svarer, at han bare studerede hendes halskæde.

Dennis mumler
Den trampen i samme udgangspunkt præger '10 timer til Paradis' i samtlige 92 minutter. Dermed ikke sagt, at der ikke sker noget i filmen eller at den er kedelig. Den fortæller os bare det samme om sine figurer, om og om igen. Den store Dennis har ingen selvtillid, hans lille mor er mere dominerende end 10 mødre i dobbelt størrelse og den dame fra Thailand, som Dennis tilfældigt kommer i kontakt med, er bare en sød dame, man kan holde af. Da filmen er slut ved vi ikke meget mere end vi ville vide, hvis Mads Matthiesen havde stoppet filmen i første scene, da Dennis mumler at han ikke ved hvorfor han har bestilt en rejecocktail, når han nu ikke kan tåle rejer. Og spørgsmålet er om Mads Matthiesen ikke bare skaber nye fordomme om store mænd med små egoer ved at beskrive Dennis så knapt og nøgent.

Betagende skue
Det er altså hverken historien eller figurerne, der skal drive '10 timer til Paradis' frem. Det skal stemningen, fornemmelsen af at dvæle ved et miljø og nogle figurer og langsomt trænge ind i dem. Men det er meget meget tænkeligt, at der ville være betydeligt mere at trænge ind efter hvis den tidligere danmarksmester i bodybuilding, Kim Kold, der er et betagende skue som Dennis, havde fået mere plads at folde sig ud på, mere plads til at vise hvad Dennis også indeholder, eller hvis Elsebeth Steentoft ikke skulle vise samme forbitrede stenansigt i hver scene som Dennis' mor. Det kan godt være, at Mads Matthiesen har taget figuren Dennis fra sin fire år gamle kortfilm af samme navn og flyttet ham over i en hel spillefilm, men det føles ikke som om historien er blevet større på trods af den langt større spilletid.
Men idéen med Dennis, den lillebitte usikre dreng i den kæmpestore krop, er rigtig rigtig god.