Amour
Drønhamrende trist og ualmindeligt smukt
Anmeldt af Per Juul Carlsen
'Ender historien godt eller skidt?' spørger vi hinanden når vi overvejer om vi orker at se en film eller læse en bog. Som regel ender den godt, det gør de fleste historier sjovt nok, færre gange ender den skidt - hvilket russerne efter sigende opfatter som den eneste sandsynlige udgang på en fortælling - og i sjældnere tilfælde er det overladt til publikums fantasi at digte videre på den åbne slutning. Og så er der findes der den type film, hvor det slet ikke giver mening at stille den slags spørgsmål, som fx når det handler om den 70-årige østrigske instruktør, Michael Haneke.
Ondskabsfuld frækhed
Det er ikke fordi Hanekes historier ikke har en slutning. Det er bare ikke slutninger i konventionel forstand. De afrunder ikke noget, og de lukker slet ingenting. De har derimod den ondskabsfulde frækhed at påstå, at historien vil gentage sig om og om igen, ikke i samme udformning, men i variationer. Tænk på 'Skjult', hvor hovedpersonen lægger sig til at sove uden rigtig at have fattet noget og hvor nogen måske er i gang med at lægge samme skumle planer, som satte hele historien i gang. Eller husk på 'Det hvide bånd', hvor slutningen er én lang antydning af at de kommende generationer af tyske børn vil hævne sig på forældrenes ugerninger.
Ualmindeligt smukt
Sådan er det også med Michael Hanekes nyeste film, Guldpalmevinderen fra Cannes i år, 'Amour'. Det er, som titlen slår fast, en kærlighedshistorie, og den slags plejer at have enten en lykkelig eller ulykkelig slutning, men i det her tilfælde serverer Haneke en rigtig Haneke'sk slutning, der konstaterer at noget lignende vil ske igen, eller sker i det her øjeblik, og at det er drønhamrende trist, men også ualmindeligt smukt, og der er ikke noget som helst vi kan gøre ved det.
Hengivenhed og ømhed
Bare rolig, det afslører ikke spor om handlingen eller historien i 'Amour'. Der er en spændingsmotor i filmen og man sidder og funderer over hvad det hele mon ender med, men mest af alt er 'Amour' et stille studie i hvad kærlighed er for et mystisk væsen og hvad det får os til at gøre. Ved første øjekast er det en gravalvorlig fortælling om død og om at miste. Men det forunderlige og meget Haneke'ske ved 'Amour' er at filmen kan drejes 180 grader og ses som en beretning om den hengivenhed, den ømhed, der strømmer ud af menneske, som er ved at miste en person, vedkommende elsker.
Kærlighedes mest skrøbelige øjeblik
'Amour' er en kærlighedshistorie fortalt på et tidspunkt i livet, hvor vi traditionelt opfatter netop kærlighed som irrelevant. Vi er vant til at se unge smukke mennesker forelske sig i læssevis på film, selv personer, der har passeret 40 og 50 år finder vi interessante i amourøse tilstande og i ny og næ kan man se film om ældre mennesker, der - på tværs af al fornuft - forelsker sig igen i deres livs sene efterår. Men her er en film om Anne, en kvinde på nogen-og-firs, der en morgen får et slagtilfælde. Og fra da er hendes jævnaldrende mand, Georges, vidne til hendes hastige deroute fra menneske til grøntsag. Hvad gør det ved kærligheden mellem to mennesker, der har delt deres liv? spørger Haneke. Hvad er kærlighed mellem de to mennesker? Hvordan reagerer et menneske i kærlighedens mest skrøbelige øjeblik?
Knastørre facon
De spørgsmål hudfletter Haneke på sin sædvanlige knastørre og nådesløse facon. Det er lige på og lige i smasken. Der er ingen formildende eller udglattende lys i hans beskrivelse af et livslangt forhold i dets sidste dage - og mod dets uundgåelige afslutning i Døden. Men samtidig kan 'Amour' altså drejes i luften og ses som en optimistisk hyldest til den hengivenhed, der får en mand til at vise sin kone den sidste kærlighed, når hun reelt ikke længere er et menneske - og slet ikke det, hun var engang.
Nye vinkler
Intet er altså helt hvad det ser ud til at være i 'Amour', slet ikke Døden eller Kærlighed, og den evne til at snige sig ind på velkendte emner fra nye vinkler, er en af de store kvaliteter i Hanekes meget stilrene og ekstremt konsekvente studie af en mands kærlighed. Man kan snildt argumentere for at 'Amour' er Hanekes mest optimistiske film - og når man kan sige det om en film om en ældre kvinde, der får et slagtilfælde og dør, fortæller det ikke kun noget om alvoren i Hanekes film, men også noget hvor mange sider og facetter 'Amour' har. Hos Haneke følger en slutning ikke de gængse spilleregler - og det kan man iøvrigt sige om hele hans film.