Carnage
Et lårklaskende blodbad
Anmeldt af Nanna Mogensen
I 'Carnage' forener Roman Polanski to så umiddelbart forskellige størrelser som massakren og komedien, og det er den pæne borgerlighed, der må lade livet. Den polskfødte instruktør viser nemlig, hvad der sker, når den civiliseringshinde, der dækker menneskets dyriske drifter og behov, langsomt giver efter.
Styr på sagerne
Filmen er baseret på et teaterstykke af den franske dramatiker Yasmina Reza, og handlingen er ret simpel. To par mødes i en lejlighed for at tale fornuftigt sammen. Det ene pars søn har nemlig slået sønnen i den anden familie, og nu må trådene reddes ud.
Drengene må forsones, men først må de to forældrepar have styr på sagerne, hvilket umiddelbart skulle blive en smal sag.
Blodet flyder
Hurtigt melder de første sprækker sig dog i parrenes høflige samtale, for havde knægten onde intentioner under overfaldet, eller var det bare drengestreger? Det kan forældrene ikke rigtig blive enige om, og så dukker der pludselig en masse andre meningsforskelle op. Hvordan opdrager man sit barn bedst? Hvordan forholder man sig til samfundets moralske love og grænser, og hvordan tæmmer man sit indre dyr? Det diskuterer de to amerikanske par højlydt.
Fronterne trækkes op
Det ene består af Penelope og Michael spillet af Jodie Forster og John C. Reilley. Hun er forfatter med speciale i Afrika og folkedrab, mens han er vvs-forhandler. Det andet par udgøres af Nancy og Alan. Han er travl advokat, og hun er karrierekvinde. Her er det Kate Winslet og Christoph Waltz, der leverer portrætterne. Fælles for alle fire karakterer er, at de i løbet af filmen glider mod større og større kaos og konflikt, selvom de prøver at stritte imod. Fronterne trækkes op. Blodet begynder at flyde, og man aner, at de to sønners slåskamp ikke kommer af ingenting.
Ondt og morsomt
Høfligheden er nemlig ikke en naturlig del af mennesket, siger Roman Polanski implicit i 'Carnage', for det er så anstrengende at være moralsk, når sød hævn, magtbegær og stridslyst kræver sin ret. Vi er vidner til Det'et i rå kamp med Overjeget, hvilket er morsomt og ondt på én gang. Stemningen i lejligheden er så anspændt, at man koldsveder i biografen.
Roman Polanski og Yasmina Reza spidder humanismen og den politiske korrekthed, så man slår sig på lårene af grin, for de fire voksne "afciviliserer" sig på de mest groteske måder. F.eks. brækker Kate Winslets karakter, Nancy sig ud over Penelopes artige kunstbøger, og der går dejlig lang tid med at få det brune bræk af vejen. Jo, det er skønt at se andre gå i opløsning, når man selv sidder beskyttet på sit varme trygge sæde. Det er befriende at gå amok i en massakre på den gode moral pr. stedfortræder.
Klassisk teater på film
'Carnage' er som beskrevet baseret på et teaterstykke, og selvom der er skrevet nyt manuskript til filmen, er den en slags filmet teater. Som et stykke klassisk dramatik lever filmen også op til kravet om de tre enheder; tidens, stedets og handlingens.
Handlingen varer under et døgn. Den foregår samme sted, og der er kun en handling og ikke en masse sidehistorier. Desuden har filmen det klassiske vendepunkt, hvor det hele eksploderer, og i 'Carnage' sker det efter, at parrene har delt en flaske whiskey.
Større og større kaos
I 'Carnage' skrider det hele dog ikke kun mod større og større kaos men også mod større og større sandhed. Parrene er ikke lykkelige sammen, og de laver alliancer på kryds og tværs for at hævde sig selv og deres egen ret. Selvom man griner meget undervejs, rummer filmen altså også realistiske indsigter om menneskets egoistiske natur.
Flot skuespil trods klichékarakterer
Ved at lave et kammerspil stiller Roman Polanski store krav til sine skuespillere, men heldigvis kan de honorere dem. Alle fire leverer fremragende præstationer. Man kunne indvende, at karaktertyperne i 'Carnage' er lidt for klichefyldte. Findes karrieremanden, der ikke kan slippe telefonen, i så rendyrket form i virkeligheden, og kan nogen genkende den rethaveriske øko-kampmaksine-mor, der spilles af Jodie Forster?
Et vellykket blodbad
Man kunne desuden mene, at pointerne om, at menneskets store konflikter og krige starter i det små, er vel tydelige i filmen, og passer det egentlig, at vores civilisationsevner er så dårlige? Alt i alt må man dog imponeres af manuskriptets skarpe dialog, dramaets fortættede karakter og filmens sorte humor. Kort sagt har vi at gøre med et vellykket blodbad.