Dame Konge Es Spion

Krigen i osteklokken

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der var nu noget hyggeligt ved Den kolde krig. Alt var så enkelt. I den ene halvdel af Europa boede fjenderne. Det var dem, der snød når der var Olympiske Lege. I den anden halvdel boede alle vennerne, som kunne købe lige hvad de havde lyst til, ligesom os. Der var også noget helt særligt ved de mænd og kvinder, der gik rundt og aflurede hemmeligheder af hinanden. Koldkrigsspionerne. De levede i deres helt egen verden, bag solbriller og lysebrune trenchcoats og mærkelige dæknavne. De sad på fortovscaféer og læste aviser mens de skød hinanden med lyddæmpede pistoler. Ofte blev de skudt af dem, de troede var deres venner.

Bakspejlets gulnede lys
Den verdensorden er nu afløst af en anden mere uigennemskuelig tid, hvor både vrede muslimer og højredrejede kristne sprænger bomber på de mest uventede tidspunkter. Naturligvis er menneskeheden lige så fortumlet som den altid har været, men i bakspejlets gulnede lys har alt en særlig evne til at virke hyggeligere, nemmere og mere overskueligt, således også Den kolde krig og dens hær af trenchcoat-klædte krigere.

Tredobbeltagenter og muldvarpe
Ikke mindst den nostalgi præger den nye spionfilm, 'Dame Konge Es Spion', der bygger på en roman skrevet i 1974, midt i Den kolde krig, af en af de forfattere, der har skabt vores opfattelse af koldkrigsspionernes særlige verden, den nu 80-årige englænder John le Carré. Med bl.a. romanerne 'Spionen der kom ind fra kulden' og 'Dame Konge Es Spion' brugte han sine egne erfaringer fra den britiske efterretningstjeneste til at fortælle komplicerede historier om agenter, dobbeltagenter, tredobbeltagenter og muldvarpe.

Koldkrigsnostalgi
Den 46-årige svenske instruktør, Tomas Alfredson, har ikke alene været trofast overfor le Carrés historie, han har også givet den alt hvad den kan trække af koldkrigsnostalgi. Dermed ikke sagt, at Alfredson har skabt en hyggelig eller sentimental version af Den kolde krig. Men han giver alt hvad vi forestiller os om koldskrigsspionage i 1970'erne fuld skrue - og mere til, endda i sådan en grad atder er et romantisk skær over paranoiaen.

40 nuancer af 70'er-brunt
Sammen med sin fotograf, hollænderen Hoyte van Hoytema, har Alfredson skabt et billede af 1970'ernes kolde krig, der er meget mere 70'er-koldkrig end koldkrigen var i 1974. Alle biler, alle jakker, alle frisurer, alle bakkenbarter, der signalerer 1974, bliver rullet frem. Her er mindst 40 nuancer af 70'er-brunt. Murens fald synes at være lysår borte. Men først og fremmest har Alfredson og van Hoytema skabt den særlige osteklokke-stemning vi forbinder med koldkrigsspionagen, at spionernes liv foregår i et parallelunivers, afsondret fra almindelige mennesker.

Paranoiaen lurer
Paranoiaen lurer i enhver scene, bag enhver avis på enhver café. Hvor er muldvarpen, der sender oplysninger fra den britiske efterretningstjeneste videre til Moskva? Hvem gemmer sig bag de forskellige dæknavne? Hvem kan man stole på? Skal man overhovedet stole på nogen? Er skududvekslingen i Budapest i begyndelsen af filmen et dække over en lyssky operation, som handler om at finde en muldvarp i den britiske efterretningstjeneste? Eller er der bare nogen, der har kvajet sig kolossalt? Hvad er årsagen til at den midaldrende agent, Smiley, der bliver spillet af Gary Oldman, bliver sendt på pension, da missionen i Budapest går galt? Og hvorfor bliver han hyret igen til at finde den muldvarp, der opererer langt inde i efterretningstjenesten?

Ensomme mennesker
Intet er til at stole på i John le Carrés mangedobbeltbundede og komplekse spionunivers. Den fornemmelse og den stil gennemsyrer Tomas Alfredsons ekstremt flotte og elegante 'Dame Konge Es Spion', der overbevisende beskriver hvordan alle spillene og dobbeltspillene blandt koldkrigsspionerne gør dem til ensomme og udhulede mennesker. Især Smiley, den centrale figur, må indse, at han aldrig er kommet noget andet menneske nær, heller ikke sin egen kone.

Udpønser rænkespil
Det tager John le Carré og Tomas Alfredson 127 minutter og mange dobbeltbundede og paranoide overvejelser at finde muldvarpen i efterretningstjenesten. Netop den møjsommelige opbygning, hvor agenter skygger, afhører, truer og dræber hinanden og udpønser rænkespil og dobbeltbundede aftaler, trækker tempoet ud af historien. Alfredsons stilsikkerhed er ofte faretruende tæt på at suge livet ud af historien og karaktererne, og uanset hvor spændende det er at gætte sig til hvad en spion gemmer under sin lysebrune jakke, er det begrænset hvor mange følelser en trenchcoat kan udtrykke.

Truslen bag ethvert gadehjørne
'Dame Konge Es Spion' er altså meget langt fra den glamour og den hysteriske dynamik vi forbinder med spionerhvervet i James Bond og Bourne-serien. Det er paranoiaen, truslen bag hvert gadehjørne, dobbeltspillene, de små detaljer, der umærkeligt forskubber sig, der er det fascinerende ved John le Carrés spionrealisme. Det er både styrken og svagheden ved Tomas Alfredsons første engelsksprogede film ovenpå succesen med vampyrungdomsfilmen 'Lad den rette komme ind'. Koldkrigsspionagen kan næsten ikke rammes mere præcist, mere lækkert tilrettelagt, endda næsten romantisk i sin hyldest, end i 'Dame Konge Es Spion'. Men nu, hvor Den kolde krig er fortid, er der også noget lidt for osteklokke-agtigt, lidt for æstetisk korrekt ved Alfredsons bud på le Carrés klassiker.