Den store mand

Glem alt om 'verdens bedste film'

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Naturligvis er det absurd og latterligt, at en film er blevet udstyret med prædikatet 'verdens bedste film'. For det første er det absurd eftersom filmkunst og kunst i almindelighed ikke er - og heller ikke skal være - noget der kan måles.  For det andet er det latterligt fordi sådan en afgørelse forudsætter, at alle mennesker er fuldstændigt ens indrettet i hovedet og derfor har samme oplevelse når de ser en film - og det er som bekendt ikke tilfældet.

En menneskelig bedrift
Alligevel bliver Orson Welles' 70 år gamle 'Citizen Kane' - på dansk 'Den store mand' - gang på gang kåret som verdens bedste film i diverse filmkritikerafstemninger, først og fremmest i det ellers seriøse britiske filmtidsskrift Sight & Sound, der hvert år sætter en håndfuld respekterede filmanmeldere og -historikere til at kåre verdens bedste film. 'Den store mand' har siddet på toppen af den liste i de seneste 50 år, som om den var en menneskelig bedrift på linie med den første månelanding og opfindelsen af mikrobølgeovnen.

Hvordan måler man det
Det er naturligvis absurd og latterligt. Hvad er det, der gør 'Den store mand' bedre end fx Jean Renoirs 'Spillets regler' eller Akira Kurosawas 'De syv samuraier', for blot at nævne et par af de film, 'Den store mand' altid konkurrerer med? Hvordan måler man det? Og hvordan sammenligner man overhovedet en film fra 1941, et tidspunkt hvor filmmediet var i rivende udvikling, både som kunstform og underholdning, med en film fra 2012, hvor filmmediet er i hård konkurrence som verdens yndlingsbilledmedie med computerspil, tv og youtube på smartphones?

Visionært pionérværk
Svaret på spørgsmålene er naturligvis, at det gør man ikke. Det kan man ikke. Men Sight & Sound gør det altså alligevel. Og når et eller andet 17-årigt filmnysgerrigt menneske går ind i Cinemateket i København og ser repremieren på 'Den store mand', velvidende at den bliver opfattet som verdens bedste film, vil hun eller han uundgåeligt blive lige så skuffet som den her anmelder blev som 17-årig. For 'Den store mand' er jo ikke sådan en filmoplevelse, der fuldstændig river tæppet væk under én og efterlader én i chok, sådan som fx Lars von Triers 'Antichrist' gjorde forrige år. Det er ikke noget undergravende værk, men 'bare' - i gåseøjne - en klassisk film fra 40'ernes USA. Man sidder og venter på det store eksistentielle sus, der aldrig kommer, hvilket uundgåeligt gør 'Den store mand' til en svagere film end det imponerende visionære pionérværk det var i 1941.

Epokegørende musik
Dengang var 'Den store mand' en utrolig bedrift, der i næsten enhver henseende netop rev tæppet væk under datidens filmsprog. Både i musik, billeder og fortællestil flyttede den kun 24-årige Orson Welles normerne. Fx satte han sin gode ven, komponisten Bernard Herrmann, til at skabe en musik, der var ligeså billedrig som den musik Herrmann havde skrevet til Welles' radiofiktion. Musikken til 'Den store mand' var ikke væg-til-væg-underlægning, sådan som det var stilen i datidens Hollywood-film, men en langt mere opbrudt og meddigtende musik, som med årene har fået en stor del af æren for at 'Den store mand' er så stærk en oplevelse. Herrmann, der senere skrev ligeså epokegørende musik til fx Hitchcocks 'Psycho', udtalte senere, at hans karriere som filmkomponist begyndte på toppen med 'Den store mand' og derefter kun gik ned ad bakke. Præcis det samme siger man i øvrigt om det store vidunderbarn, Orson Welles.

Dybdeskarphed
Også billederne varslede noget helt nyt. Welles og hans fotograf, Gregg Toland, arbejdede konsekvent med at skabe dramatiske, kontrastrige billeder hele filmen igennem, hvilket især var muligt fordi Toland brugte en særlig teknik, hvor alt i billedet var i fokus, og ikke, som det er normalt i billeder og film, kun forgrunden eller baggrunden, der er i fokus mens resten er uskarpt. Det betød, at Toland kunne filme en person i tæt close-up i samtale med et menneske, der stod 10 meter væk - og alligevel fange følelsesudbruddene hos begge. Det gav billederne en helt usædvanlig udtryksfuldhed, som stadig virker forbavsende i dag.

Rigdomme magt og kvinder
Og så var der ikke mindst historien i 'Den store mand', en intens og energisk fortælling om rigmanden Charles Foster Kane, der bliver bortadopteret som barn, men bliver arving til en stor formue og bruger formuen til at skabe et magtfuldt avisimperium og bejle til posten som USA's præsident. Han rager til sig af rigdomme, magt og kvinder, men det er filmens bidende ironi, at Citizen Kane aldrig bliver så lykkelig som han var da han væltede rundt i sneen på sin slæde hos sine fattige forældre.

Rosebud
Det fortæller filmen med et kneb, som var højst usædvanligt i datidens Hollywood, hvor historier helst blev fortalt fra a til b og uden for mange svinkeærinder. Efter en næsten gyser-lignende indledningsvis, hvor Charles Foster Kane hvisker ordene 'Rosebud', rosenknop, ruller filmen hele hans liv op i tilbageblik, takket være nogle avisfolk, der forsøger at skrive noget nyt om Kane og derfor vil finde ud af hvad 'Rosebud' er for noget. Er det en kvinde, en kvindes kønsdele, en væddeløbshest, som Kane satte sine penge på engang? Det drager avisfolkene ud i verden for at finde ud af, og undervejs lærer vi Kane at kende, på godt og ondt - mest ondt.

Et katalog af nye idéer
Der blev altså introduceret et helt katalog af nye idéer med 'Den store mand', og selvom en stor del af idéerne siden er blevet opslugt og genbrugt og gjort til klichéer i filmverdenen, kan man stadig fornemme at Welles og hans filmhold kom drønende som en visionær storm i 1941. På andre områder er filmen også falmet og bedaget. Skuespillerne overspiller mere end ofte, historien tramper rundt i det samme tema og gentager sig selv i store dele filmen og set med nutidens øjne virker det helt unødvendigt at blive ved med at understrege, at Kane har en sygelig trang til at rage til sig for at udfylde et tomrum i sit sjæleliv.

Kickstarter ny æra
Hvis man sætter sig ind i biografen for at se 'Den store mand' for første gang og forventer at blive blæst omkuld af 'verdens bedste film', risikerer man altså at blive grundigt skuffet. Men sætter man sig til at se 'Den store mand' som en god historie, med en smuk og lærerig pointe, skabt af et filmhold med en imponerende idérigdom, der kunne kickstarte en ny æra i filmhistorien, kan den blive en virkelig overvældende oplevelse.