Erindring om mine bedrøvelige ludere
Som duften af en fin cubansk cigar
Af Per Juul Carlsen
Tænk hvis den her historie foregik på Lolland. En mand fylder 90 år og vil gerne glæde sig selv på den store dag med en jomfru. Altså ringer han til det lokale bordel, som han har støttet flittigt gennem hele sit liv, og bestiller en jomfru. Det lyder jo ligesom lidt klamt, som om vi er på vej ind ad bagindgangen til menneskehedens dubiøse sjæl. Men hvis vi flytter samme udgangspunkt for en historie til 50'ernes mellemamerika, får det hele en anden klang. Tiden og geografien har et formildende skær, selvom det stadig ikke lyder spor charmerende, at en mand, uanset alder, vil købe en kvindes ærbarhed bare for at forkæle sig selv på en rund fødselsdag.
Ikke et liderligt bæst
Først hvis vi husker på, at historien er udtænkt af en af den såkaldte latinamerikanske magiske realismes bannerførere, colombianeren Gabriel Garcia Marquez, nærmer skidtet sig et leje, der klinger rent i vores vestlige 2012-ører. Så ved vi, at historien ikke skal tages for pålydende, men at den består af metaforer, af billeder på mænd og kvinders seksualitet. Så forstår vi, at historiens hovedperson, journalisten El Sabio, ikke nødvendigvis er et liderligt bæst, der køber en pige som han køber et stykke mørt kalvekød ved slagteren, men er en aldrende mand, der gør et sidste forsøg på at forelske sig. Og det er jo noget andet.
Et stykke mørt kalvekød
'Erindring om mine bedrøvelige ludere' bliver nok aldrig en film, der indbringer Gabriel Garcia Marquez og Henning Carlsen en feministisk pris. Dertil er det alt for provokerende at bruge jomfruer og prostituerede som metaforer i vore dage. Men har man først set i øjnene at de to aldrende verdensmænd ikke har tænkt sig at sidde og savle over et stykke mørt kalvekød fra slagteren, åbner 'Erinding om mine bedrøvelige ludere' sig som en fin gammel flaske rom, som duften af en cubansk cigar.
To adskilte størrelser
Sagen er, at den 90-årige journalist som barn var dybt betaget af sin smukke og begavede mor, så betaget, at ingen anden kvinde har været i nærheden af hende. Derfor har El Sabio haft et mere, skal vi sige, distanceret forhold til sit kærlighedsliv. Han har lagt en formue i det lokale bordel og altid haft et meget venskabeligt forhold til de ansatte. Derudover har han muntret sig med at tage sin husholderske én gang om måneden - vel at mærke uden at spørge om lov og altid der 'hvor man ikke putter noget ind, men hvor noget kommer ud', som husholdersken formulerer det. På den måde forbliver hun jomfru i teknisk forstand, og så vi igen understreget, at sex og kærlighed for vores hovedperson er to adskilte størrelser.
bløde hvide hatte
Det forsøger El Sabio, hvis navn betyder den kloge, altså at rette op på ved at erhverve sig et stykke uberørt seksualitet på sin 90 års fødselsdag. Og uanset om man kan lide metaforen eller ej, er det udgangspunktet for en smuk og meget sanselig kærlighedshistorie, som i ethvert billede og enhver kamerabevægelse, ethvert stykke tøj og ethvert ord fanger fornemmelsen af latinamerika. Mændene går i lette hvide jakkesæt og med blød hvid hat. Kvinderne er lidenskabelige og altid med at på at beskrive hverdagen og følelserne med et stykke velvalgt poesi. Solens gyldne stråler varmer hver en farverig stenmur. Og hullerne i fattigkvarterernes huse er pittoresk patina, ikke forfald eller elendighed.
Latinsk sensualitet
Det er afgjort postkort-versionen af den latinske sensualitet, der træder frem i 'Erinding om mine bedrøvelige ludere', men den gør det til gengæld så formfuldendt, elegant og uforbeholdent, at den virker oprigtig, som en nødvendig del af historien, og ikke som et stykke lækkerhed, der skal klø publikums indre turist på ryggen. I det hele taget er der en imponerende gennemarbejdet fornemmelse i 'Erinding om mine bedrøvelige ludere'. Emilio Echevarria har den helt rette fornemmelse af latinamerikansk intellektuel og levemand som El Sabio, og hans småfilosofiske telefonsamtaler med den senede bordelmutter, der bliver spillet af Geraldine Chaplin, er mere erotiske end scenerne blandt nøgne prostituerede på bordellet.
Velvalgte fortællekneb
Undervejs bruger Henning Carlsen og hans medforfatter, Jean-Claude Carrière, sig af flere velvalgte fortællekneb. De opløser tid og rum, klipper på tværs af vores hovedpersons liv og gør filmen til et stemningsbillede og et sansende stykke poesi, snarere end en egentlig historie. Men det mest overrumplende ved 'Erindring om mine bedrøvelige ludere' er de scener, hvor El Sabio og bordelmutteren skændes og diskuterer i hvert sit rum i hvert sit hus, som om de stod overfor hinanden. Det kan lyde kunstfærdigt, men det virker forbavsende levende og naturligt på film - i hvert fald i den her film, hvor realisme og virkelighed er flygtige størrelser.
Begavet filmhåndværk
Det lille skatkammer af begavet filmhåndværk, sanselige billeder og caribisk farveglæde kommer man naturligvis aldrig ind til, hvis man insisterer på at den 90-årige hovedperson er en forstokket gammel gris, der burde have kappet sit lem af inden han ødelægger flere fattige pigers liv. Det er langtfra alle metaforer, der er lige overbevisende i deres logik. Fx er det en flyvsk påstand at El Sabios betagelse af sin egen mor forhindrer ham i at elske andre kvinder. Men hvis man accepterer, at historiefortælling ikke nødvendigvis kun handler om det, man ser og får at vide, hører 'Erindring om mine bedrøvelige ludere' til blandt de mest formfuldendte og overbevisende film i Henning Carlsens mere end 50 år lange karriere.