Forbudt kærlighed

Alle taber i det (u)moderne Iran

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man behøver bare at nævne udgangspunktet for den iransk/amerikanske film, 'Forbudt kærlighed' - så begynder dramaet at rumstere på det indre lærred. Billeder af forbudt nøgenhed, unge kvinder der sniger sig til en berøring, der har en særlig intensitet fordi den kan straffes med fængsel eller endda døden, vrede mænd med fuldskæg, der truer med tortur og brand i Helvede, et brag af et sammenstød mellem det verdslige og religiøse.

Det kan ikke gå galt
Lesbisk kærlighed i det moderne - eller aldeles umoderne - Iran. Det kan umuligt gå stille af sig.  Det må ikke gå stille af sig. Halvdelen af 'Forbudt kærlighed' er allerede etableret inden filmen er gået i gang. Det er naturligvis en drøm for en historiefortæller, og netop derfor er det også den største udfordring for den 36-årige iransk/amerikanske instruktør, Maryam Keshavarz. For hvordan overgår man det voldsomme drama, som publikum allerede har skabt i deres fantasi inden filmen er gået i gang?

Fuld af frihedstrang
Det simple - og ikke helt retfærdige - svar er, at det gør man ikke. Det er et stærkt og vedkommende billede Maryam Keshavarz maler af to store teenagepiger, eller unge kvinder, i Teheran. Det er en af filmens pointer at Shireen og Atafeh ikke nødvendigvis er lesbiske helt ned i deres DNA, men at de har fundet sammen i et stærkt fælles bånd fordi det omgivende mandsdominerede samfund er så undertrykkende, at deres kærlighed ikke har andre veje. Grundlæggende er de to kvinder så fulde af frihedstrang og livslyst og ikke mindst seksuel energi, at det er umuligt for dem at elske en eller anden tilfældig knold, der har indyndet sig hos deres forældre, men ikke har gjort en indsats for at vinde deres respekt eller kærlighed. Den eneste frie vej deres lyster har, er mellem hinanden.

Befamler hendes fod
I en af filmens bedste scener kører Shireen i taxa med en ung chauffør. Han taler frit og åbent til hende og i sin bedste tro fortæller hun, at hun elsker det stykke vestligt inspirerede popmusik, der hamrer ud af hans bilanlæg. Men da chaufføren opdager, at kvinden på bagsædet er af den mere frisindede slags, og spørger om han skal finde et sted de kan køre hen sammen, bliver hun vred. I det øjeblik skifter chaufføren udtryk. Han kalder Shireen 'skøge', hvilket han føler sig i sin gode ret til eftersom hun går med sminke og lytter til popmusik og ikke engang dækker sit hår helt, og han fortæller hende, at han har flere venner i politiet. Derefter be'r han Shireen om at stikke sin nøgne fod frem til ham og i de næste minutter befamler han hendes fod mens han tilsyneladende onanerer på forsædet.

Indestængte følelser
Det er de iranske mænd, der sidder med alle trumferne. Hvis en kvinde ikke i forvejen har ladet sig undertrykke, men derimod leder efter muligheden for at finde ligesindede frisindede, findes der talrige muligheder for at fange hende og nedgøre hende.
Alt det ved vi inden 'Forbudt kærlighed' går i gang. Og hvis ikke vi ved det, så kommer det i hvert fald ikke bag på os. Det kommer heller ikke bag på os, at når Atafeh og Shireen befamler og kysser hinanden, er det i forlængelse af en indbyrdes trøst efter endnu engang at være blevet kuet. Og vi kan også forudsige, at de to unge kvinder får afløb for alle deres indestængte følelser og deres seksuelle energi når de er sammen.

Sensuelle skuespillerinder
Der er altså for få overraskelser, for få rigtigt stærke scener, der får Shireens og Atafehs kærlighed til at vokse længere ud end vores fantasi kan klare for os. Maryam Keshavarz har fundet et par meget smukke og sensuelle skuespillerinder i fransk/iranske Sarah Kazemy og canadisk/iranske Nikohl Boosheri, og hvis man har en idé om at lesbisk kærlighed bag lukkede døre og religiøse trusler er ekstra sensuel, bliver man ikke skuffet. Den eneste reelt overraskende pointe i 'Forbudt kærlighed' er, at også de mænd, der kontrollerer og overvåger Shireen og Atafeh er tabere.

Konservativ islam istedet for stoffer
Atafehs bror, den tidligere narkoman Mehran, har ikke alene kastet sin kærlighed på Shireen, han har også erstattet de euforiserende stoffer med en konservativ islam, og af selvsamme årsag finder han det nødvendigt at overvåge Atafeh og Shireens flirteri med vestlig popmusik og verdslige idealer. Og det er netop pga den undertrykkelse, at han aldrig kan få Shireen. Han kan måske nok tvinge hende til at gifte sig med hende, og han kan voldtage hende på bryllupsnatten, men han kan aldrig vinde det, han egentlig vil have, hendes kærlighed.

Stærk pointe
Det er en stærk pointe, at alle er tabere i det præstestyrede Iran, men nærmere kommer Maryam Keshavarz ikke at fortælle os noget, som vores fantasi ikke fortæller os i forvejen, når vi hører slaglinien 'lesbisk kærlighed i det religøse Iran'.