J. Edgar

For stor en mundfuld

Af Per Juul Carlsen

Der er noget på spil her. Det er ikke bare en hvilkensomhelst film, der bliver pumpet ud fra drømmefabrikkerne i Hollywood. Det er mere end film, mere end underholdning. Det er en begivenhed. Det er en rejse ind i amerikansk historie, en udflugt til en af de mænd, der har skabt det moderne USA, på godt og på ondt, en rejse ind i et menneske, der mente at tjene sit land så godt som det overhovedet var muligt, og som ikke så Mørket i sit hjerte.

82 år til maj
Ikke alene handler 'J. Edgar' om en legende i USA's historie, den har også to af de største navne, Hollywood kan opdrive i øjeblikket, i ledende roller. Bag kameraet, som instruktør, står Clint Eastwood, der fuldstændig ignorerer at han fylder 82 år til maj og sprøjter film ud med større hastighed end kolleger, der er et halvt århundrede yngre end han selv. Og på den anden side af maskineret står 37-årige Leonardo DiCaprio, der har været et af de største skuespilnavne i USA siden han optrådte i James Camerons 'Titanic' i 1997.

En for stor mundfuld
FBI's fader, J Edgar Hoover, fortolket af Leonardo DiCaprio og Clint Eastwood. Amerikansk film kan knap nok række højere i de her år end med portrætfilmen 'J. Edgar'. Og det er sandsynligvis derfor det går galt for alle tre parter. J Edgar Hoover ligner et menneske og et fænomen, som er alt for stor og svær en mundfuld at gabe over, og hverken Leonardo DiCaprio eller Clint Eastwood ser ud som om de helt har tænkt tanken om at genoplive den gamle FBI-chef til ende.

Gisp! homoseksuel
Man behøver bare at skimme J Edgar Hoovers biografi for at konstatere, at han er svær at holde styr på. Ikke alene skabte og definerede han en af de mest magtfulde institutioner i USA, FBI, han ledede det også i 37 år, indtil sin død i 1972, han havde stærke bånd langt ind i Det hvide Hus, han misbrugte sin magt til at forfølge mennesker, hvis idealer han var uenig i, og som om det ikke var rigeligt til at udvikle et helt bibliotek af konspirationsteorier, var han også frimurer, han boede hos sin mor til han var 40 år, og så var han muligvis - gisp! - homoseksuel.

3-4 personer
Der er mildt sagt noget at tage fat på med J Edgar Hoover, måske endda alt for meget til at rumme i en spillefilm, endda selvom den varer to timer og 17 minutter. Manuskriptforfatteren Dustin Lance Black gør hvad han kan for at samle alle sider af Hoover til et helt menneske, men ender desværre med noget, der ligner 3-4 personer i stedet for en afrundet figur. Den J Edgar Hoover, der sidder desillusioneret tilbage efter Eastwoods film, er ikke et nuanceret og facetteret menneske, men snarere et mudret sammenrend af rygter, formodninger og gisninger.

Uden seksuelle erfaringer
Først og fremmest er det problematisk, at Dustin Lance Black i høj grad definerer FBI-faderen udfra en dominerende mor og homoseksuelle tilbøjeligheder. Det er kontroversielt stof, som der er talrige modstridende opfattelser af, men det mest problematiske i den her sammenhæng er, at det ligner et par fæle lommepsykologiske klichéer, når et menneske bliver forkvaklet og moralsk uvederhæftigt fordi det har boet hjemme hos sin mor i halvdelen af sit liv, fordi det ikke har nogen seksuelle erfaringer, fordi det er homoseksuelt og fordi det - gisp! - ikke ved hvordan man danser.

Epokegørende efterforskning
Der er ingen tvivl om at J Edgar Hoover er et fascinerende fænomen og et spændende menneske, men ironisk nok er Clint Eastwoods portræt allermest spændende i de minutter, hvor Hoover udvikler nye teknologiske efterforskningsmetoder mens han jagter den mand, der kidnappede og dræbte flyvehelten Charles Lindberghs lille søn i 1932. Takket være udviklingen af de nye metoder, såsom at systematisk finde den træhandel, der havde savet træ ud til kidnapperens stige, bliver efterforskningen af kidnapperen til en intens krimi. Og den intensitet overgår langt den intimitet Eastwood forsøger at skabe ved at dykke ned i psykologien hos Hoover.

Mærkeligt ukonstant
I det hele taget er Eastwood mærkeligt ukonstant i sin instruktion af 'J Edgar'. Som altid i Eastwoods film er fotograferingen og den helt igennem perfektionistiske scenografi, med tonsvis af smagfuldt brunt kontorinteriør, en fornøjelse at skue, og det er vidunderligt at se Eastwood springe i tid og rum hele filmen igennem, fx ved at lade en gammel Hoover gå ind i en elevator og lade en ung Hoover gå ud igen flere etager nede.

Hovedperson flagre
Til gengæld ligner det Eastwood dårligt at lade sit tema og sin hovedperson flagre så meget. Og det ligner især ikke Eastwood at sætte sin makeup-afdeling til at udstyre Hoover og hans assistent, Tolson, med en decideret mislykket gammelmands-makeup. Leonardo DiCaprio ligner ikke en gammel mand, men kun Leonardo DiCaprio, der skal forestille en gammel mand. Og Armie Hammer, som spiller Tolson, ligner et rumvæsen, muligvis endda E.T., der er havnet i den forkerte film, i de scener, hvor han skal forestille at være en gammel mand. Hvordan det overhovedet er gået så galt for makeup-afdelingen er en større gåde end J. Edgar Hoovers person.

Di Caprios hektiske manerer
Og endelig er der Leonardo DiCaprio der som altid optræder så energisk som om han var i gang med sin sidste filmrolle. Det fungerer fint når DiCaprio spiller med i film af Steven Spielberg og især Martin Scorsese, men Clint Eastwoods film har et helt andet afdæmpet og eftertænksomt tempo, og ofte er DiCaprio ved at vride filmen helt af led med sine varemærker, de hektiske manerer og eksplosive ansigtsfolder.
Det er, som alt andet i 'J. Edgar', alt for meget.