Jernladyen
Kendis klædt ud som en kendis
Af Per Juul Carlsen
Vi behøver ikke kalde det en trend eller et modefænomen eller en bølge, men det ligner unægtelig et ønske i tiden. Kendte afdøde mennesker bliver vakt til lige igen, i hvert fald på film, og fortolket af en berømt skuespiller, som om det i sig selv er interessant at en kendt skuespiller foregiver at være et kendt menneske.
Hængende underlæbe
For en måned siden så vi Leonardo DiCaprio tale med hængende underlæbe og sminke sig gammel i håb om at fremstille FBI-legenden J. Edgar Hoover så præcist som muligt. Blot en uge senere vimsede Michelle Williams rundt med blond paryk og trutmund i forventning om at udfylde rollen som sexgudinden Marilyn Monroe. I slutningen af forrige år så vi Nikolaj Lie Kaas fyre den af som komikeren Dirch Passer. Og her er sørme Meryl Streep, udstyret med farvestrålende spadseredragter, bølgende frisurer og ikke mindst urokkelige holdninger som den tidligere engelske premierminister, Margaret Thatcher. Det er på ingen måde noget nyt fænomen. Især Hollywood har svælget i portrætfilm om Johnny Cash, Ray Charles, Buddy Holly, Patsy Cline, Tina Turner, Richard Nixon, Malcolm X og Wyatt Earp. For blot at nævne en lille håndfuld.
Smuk og sexet
Men hvorfor? Hvad skal vi med det? Er der mere i det, end at det bare er fascinerende at se en kendt kamæleon udgive sig for at være en kendis? Det var allerede et godt spørgsmål i forbindelse med 'J Edgar' og 'My Week with Marilyn', der begge var dygtigt lavede film, sat sammen af fortræffelige filmhåndværkere, men som ikke var uforglemmelige kraftfulde filmoplevelser. 'J Edgar' var så opslugt af at svælge i FBI-chefens skyggesider, at den stod tilbage med et skyggemenneske, mere end et helt menneske. Og den betydeligt mere charmerende 'My Week with Marilyn var ikke interesseret i meget mere en at dyrke det, der efterhånden er blevet klichéen om Marilyn Monroe, at hun var enestående smuk og sexet, men at hun også var dybt ulykkelig.
Stjernestyrede filmbiografier
'Jernladyen' har ikke noget mere klart bud på pointen med stjernestyrede filmbiografier. I modsætning til Leonardo DiCaprios Hoover og Michelle Williams Marilyn er Meryl Streep helt igennem overbevisende som Margaret Thatcher. Hun kunne næsten være en dobbeltgænger. Men det gør på ingen måde 'Jernladyen' til en god film. Tværtimod får man næsten fornemmelsen af at instruktøren Phyllida Lloyd og hendes filmhold har været så travlt optaget af at genskabe Margaret Thatcher, at hun har glemt hvad hun egentlig ville fortælle med 'Jernladyen'.
Strengt moderlig
Alt imens superstjernen Streep genskaber Thatchers særligt moderlige, men strengt moderlige tonefald springer Lloyds film rundt mellem forskellige temaer uden at beslutte sig for noget. Filmens udgangspunkt er den nutidige Thatcher, den senile 86-årige kvinde, der tusser rundt i sit beskyttede hjem og taler til sin for længst afdøde eks-mand, Dennis. Det er en fin idé, men hvad skal den bruges til? Skal den understrege hvor kort vejen er mellem magtfuldkommenhed og magtesløshed? Eller skal den vise os at overmodermennesket Thatcher bare var et almindeligt menneske?
Enestående viljestyrke
Med det udgangspunkt springer Phyllida Lloyd rundt i Thatchers liv og karriere og understreger at Jernladyen havde en enestående viljestyrke, men at samme ubøjelighed kostede dyrt i forhold til familien, især børnene Mark og Carol. Det er ikke bare så indlysende, at det er uinteressant, det er også underligt uunderbygget. At Mark Thatcher har slået sig ned i Sydafrika, som det flere gange understreges, behøver vel ikke at betyde, at han er stukket af fra sin jernmor? Måske kan han bare lide at være i Sydafrika.
Frygtindgydende præcist spejlbillede
Der er også tilløb til et kvindesagsforkæmpende portræt af Englands første, og hidtil eneste, kvindelige premierminister, men det forbliver et tilløb. Tilbage står kun Meryl Streeps frygtindgydende præcise spejlbillede af Thatcher og skriger på at blive brugt til et eller andet meningsfuldt. Dermed understreger 'Jernladyen' at de filmiske kendisportrætter sjældent har mere at byde på end et berømt skuespiller, der trykker på alle tangenter og kører sig selv i stilling til en Oscar for bedste hovedrolle. Hollywood kan ikke få nok af den type roller, der er større end selve filmen, og som af samme grund ender med at kvæle både historie og pointe.
Blandt de få vellykkede portrætfilm indenfor de seneste år er Oliver Stones faderligt forstående portræt af George W. Bush i 'W.', Stephen Frears befriende jordnære hudfletning af Dronning Elizabeth II og Lady Diana-affæren i 'The Queen' og såmænd også danske Martin Zandvliets billedsmukke beskrivelse af Dirch Passers kuldsejlede privatliv. Fælles for de tre film er en meget, meget klar pointe og et meget bevidst idé med overhovedet at genskabe berømthederne.
Fascineret i ikonet
George W. Bush er en stor dreng, der gerne ville have sin fars accept. Dronning Elizabeth er en usikker kvinde, der ikke har opdaget at tiderne har ændret sig. Og Dirch Passer er en far, der ikke kan få arbejde til at hænge sammen med privatlivet. Alt i alt tre såre almindelige problemstillinger, som så godt som alle kan spejle sig i. Det er ikke mindst i den sammenhæng 'J Edgar' og 'Jernladyen' fejler. Begge film er fascineret af at genskabe ikonet - ikke i at finde mennesket indeni.