Lærkevej - til døden os skiller

Ingen historier på villavejen

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Nu sidder der nok nogen og forestiller sig, at jeg er sådan et surt skrog, der ikke kan fordrage en film som 'Lærkevej - til døden os skiller', og at jeg ikke opfatter den som en rigtig film, men bare som en tv-serie, der er blevet klippet om og klistret sammen på en ny måde, så det lugter lidt af film. Og der sidder sikkert nogen og tænker, at jeg slet ikke bryder mig om humoren i 'Lærkevej', at jeg synes den er for fladpandet, og at folkene der har skrevet og instrueret filmen burde have været i stand til at sammenstrikke noget humor, der stak lidt dybere og som prøvede noget andet og nyt, som havde et eller andet på hjerte i stedet for bare at sige tissemand lidt her og pikslikker lidt der.

Normal midt i tosserierne
Der er sikkert også nogen, der tænker, at jeg slet ikke bryder mig om hele udgangspunktet for 'Lærkevej', at det for tyndt bare at placere en komedie midt på en dansk villavej, hvor alle er normale midt i deres tossetheder, og at der mangler noget mere at hænge komikken op på, et eller andet, der stikker dybere eller flyver højere eller vil noget mere. Der er sikkert nogen, der tror at jeg tænker at det er helt fint med lidt satire over et ungt og overpylret forældrepar, der konstant nusser om deres nyfødte barn, men at jeg i øvrigt ikke rigtig kan se hvad det er 'Lærkevej - til døden os skiller' egentlig vil fortælle. Og der er sikkert nogen, der er overbevist om at jeg ikke ser det som et tegn på kvalitet at mere end hver femte dansker har fulgt med i serien på TV2 gennem de seneste par år.

Den røde tråd er for spinkel
Der er sikkert også nogen, der forventer at jeg vil brokke mig over at der ikke er nogen historie i filmudgaven af 'Lærkevej', at jeg synes den røde tråd i filmen er alt for spinkel og at der hverken er drivkraft eller spænding ved historien om at en af beboerne på 'Lærkevej', Elisabeth, får konstateret at hendes nyrer er ved at stå af og at hun skal have en nyretransplantation og at hendes mand overvejer alle mulige drastiske indgreb for at finde en ny nyre til hende, som fx at skære en frisk nyre ud af konens søster, der er Jehovas Vidne.

Tosset ægtemand
Der er formentlig nogen, der forventer at jeg vil have en ordentlig historie, et ordentligt drama, noget, der tvinger følelserne og komikken frem og lader det hele brage sammen, i stedet for at køre det hele ud på et overdrev hvor vi alligevel godt ved, at den tossede ægtemand ikke kunne finde på at stikke hul i sin svigerinde for at få en nyre, hvor vi alligevel godt ved at Elisabeth ikke er så syg, at hun ikke kan kureres med et fingerknips, og hvor det hverken er farligt eller spændende eller uhyggeligt eller langt ude, og derfor heller ikke rigtig sjovt.

Gør dog som Klovn
Der er sikkert også dem, der regner med at jeg er sur over at 'Lærkevej - til døden os skiller' ikke gør som de bedste tv-serier gør, når de sammenstrikker en spillefilm ud fra det univers, de har bygget op, sådan som fx Frank Hvams og Casper Christensens 'Klovn', hvor figurerne blev drevet endnu længere ud, hvor det hele blev endnu mere pinligt og hvor man rent faktisk forsøgte at fortælle noget nyt om sine hovedpersoner og vise nye sider af komikken. Eller i den amerikanske tv-serie 'South Park', hvor filmen 'Bigger, Longer & Uncut' på begavet vis lavede sjov med det amerikanske censursystem og tilmed fortalte en god og spændende historie.

Underligt uambitiøs
Og nu er der sikkert nogen, der regner med, at jeg vil slå fast, at når 'Lærkevej' ikke formår at fortælle noget nyt eller at overraske eller at bare prøve noget anderledes end det, man kunne se i tv-serien, er det fordi historien i filmudgaven er alt, alt for tynd, så tynd at man slet ikke kan hænge noget op på den, hverken komik eller spænding eller en god og overraskende dialog eller noget andet. Og det er dem, der forventer, at jeg bare vil slå fast, at 'Lærkevej - til døden os skiller' er en underligt uambitiøs tingest.
De har alle sammen fuldstændig ret.