Løvernes konge
Klichéernes konge
Af Per Juul Carlsen
I de her dage får vi at vide, at 'Løvernes konge' er en klassiker, endda en af de største fra Disney-koncernens skatkammer af klassiske tegnefilm. Det er muligvis sandt, men uanset hvor mange mennesker, der har set 'Løvernes konge' verden over, uanset at den er den mest sete håndtegnede tegnefilm nogensinde, uanset hvor mange gange mine egne børn har set 'Løvernes konge', uanset hvor meget Disney udråber den til at være en klassiker, uanset hvor almengyldig og alment menneskelig historien om løven Simba måtte være, uanset hvor meget Disney påstår at filmen sætter en lavine af følelser i gang hos tilskueren, kommer den her anmelder aldrig til at holde af den.
Magiske musik
Ligeså meget som jeg elsker andre af Disneys klassikere, ligeså kedelig virker 'Løvernes konge'. Ligeså meget jeg elsker '101 Dalmatiner' for dens smukke, grundige og meget detaljerede bud på Londons stemning, ligeså meget jeg elsker 'Junglebogen' for dens kulørte figurgalleri og musikalske energi, ligeså meget jeg elsker 'Dumbo' for dens smukke beskrivelse af moderfølelse og dens syretrippede sekvenser, ligeså meget jeg beundrer den magiske musik i 'Bambi', ligeså meget jeg elsker 'Aladdin' for dens ungdommelige energi og humor, ligeså kedelig og uinspireret virker 'Løvernes konge'.
Hakuna Matata
Selvfølgelig kan jeg høre at popstjernen Elton John har haft nogle inspirerede øjeblikke da han skrev de sange, der dukker op undervejs i 'Løvernes konge'. Og jeg kan se charmen ved slagsangen 'Hakuna Matata', som de to sjoverter Timon og Pumba skråler undervejs. Og naturligvis lider jeg med løveungen Simba, der ser sin far blive trampet ihjel af en flok bissende gnuer. Men derudover har jeg svært ved at se kvaliteterne.
Døde baggrunde
Det skyldes ikke mindst tegnestilen. I betragtning af at filmen skal beskrive den varme afrikanske savanne, hvor antallet af eksotiske dyre- og plantearter er enormt, er der noget underligt sjasket ved filmens tegnestil. Det myldrende liv på savannen er erstattet af nogle umådeligt døde baggrunde, der ofte bare består af ensartede kulører eller farveovergange, som skal signalere solop- eller -nedgange.
Fornemmelsen af skovens liv
'Aladdin', der kom op i biograferne to år før 'Løvernes konge' og sparkede nyt liv i Disneys hæderkronede tegnefilmafdeling, havde samme minimalt dekorerede baggrunde. Det var muligvis sparehensyn i en presset tid, der fik Disneys studier til at skære ned på baggrundene. Men det giver 'Løvernes konge' en mærkelig fornemmelse af at foregå i et goldt stenbrud og ikke midt i det myldrende liv på den livlige savanne. Man har aldrig den organiske fornemmelsen af at kunne række hænderne ind i filmen, stikke dem i jorden og mærke og dufte fornemmelse af varm jord, der emmer af Afrika. Det kan lyde som et stort krav til en tegnefilm, men tænk på hvor kraftig en fornemmelse af skovens liv, der er i 'Bambi' og hvor tydeligt man mærker sneen og vinterkulden i den sidste del af '101 Dalmatinere'.
Nysgerrig drengeløve
Og så er der historien i 'Løvernes konge'. Beretninger om unge mennesker, der træder i karakter og finder sig selv og bliver voksne, er altid spændende, men det vil være synd at sige at de tre manuskriptforfattere og to instruktører bag 'Løvernes konge' har fundet en ny og original måde at servere den evigtgrønne historie. Det er nærmest et destillat af alle andre dannelsesberetninger, der er kogt sammen i historien om den nysgerrige drengeløve, Simba, der bliver narret af sine onde onkel og tror han er skyld i sin fars død. Der er ingen overraskelser, ingen finurlige indfald i historien. Enhver spade, og selv det mindste barn, kan regne ud at Simba ikke har tænkt sig at gå i hundene af skyldfølelse, enhver kan regne ud hvornår de sjove sidekicks, som altid findes i Disneys film, dukker op og enhver kan regne ud at Simba en dag tager kampen op mod sin røvirriterende og onde Onkel Scar.
Nøgent og rent
Man kan selvfølgelig hævde, at styrken ved 'Løvernes konge' netop er, at den skærer det klassiske drama om sønnen, der finder sig selv og hævner sin far, helt ind til benet og fortæller det helt nøgent og rent. Men det ændrer ikke ved at Simba er en temmelig en-dimensionel løve uden særlige karaktertræk, at Onkel Scar bare er ligeså ond som alle andre magtliderlige onkler og at fjollehovederne Timon og Pumba ikke er sjove på nogen særlig personlig måde, men ligner et opkog på alle andre sjove Disneys-sidekicks.
Kedelig skodfilm
Hvorfor er 'Løvernes konge' så blevet så stor en succes, når jeg synes det er en kedelig skodfilm, kan man med rette spørge mig om? Det har selvfølgelig noget at gøre med 'Løvernes konge' netop fortæller sin historie så direkte og tydeligt og med så stor en bevidsthed om at trykke på de rigtige føleknapper på de rigtige tidspunkter. Og at de børn, der elsker den højt, ikke aner en hujende fis om at folkene bag 'Løvernes konge' bare har afluret alle deres tricks fra alle mulige andre historier. Ungerne skal have lov at elske den lige så højt de vil og de skal have lov at nyde den igen i 3D, uanset at 3D-effekten ikke lægger noget til eller trækker noget fra og kun er en undskyldning for at kyle filmen op i biffen igen. Men for den her tegnefilmelsker er og bliver 'Løvernes konge' en af Disneys kedeligste og mest uinspirerede tegnefilm.