Lysår

Scener fra en køkkenhave

Anmeldt af Nanna Mogensen

Der sker egentlig ikke så meget i Mikael Kristerssons naturdokumentar, 'Lysår'.
Vi er i køkkenhaven hjemme hos instruktøren, og han bor i en landsby i Sydsverige.
"Have, Familien Kristersson, Falsterbo, Sverige, Europa, Verden, Kloden, Solsystemet".
Sådan ville det lyde, hvis man brugte den remse, børn anvender, når de skal placere sig selv,
og remsen er faktisk meget passende i beskrivelsen af 'Lysår', for dér oplever man det store i det små. Naturens cyklus og orden vist i et lille løgbed eller i et edderkoppespind.

Insekterne er stjerner
Hos Mikael Kristersson er kålormen star og solsorten primadonna. Mennesket er bare én blandt andre arter i denne film. Vi en inde i en fuglerede og ser ungerne komme ud af ægget. Vi følger hvepsen på arbejde, og vi er med, når sommerfuglens larver vokser sig store. Her er spotlightet rettet mod det, vi normalt forbinder med baggrund og staffage. Her er vendt op og ned på det hele, og det er spændende og udfordrende.
 Umiddelbart troede jeg f.eks., at jeg vidste, hvordan en hveps ser ud - men så fandt jeg ud af, at det var helt forkert. Man må nemlig revidere sit indre og stivnede billede af naturen, når man ser 'Lysår'. En hveps har seks ben og forholdsvis små vinger, og i striberne på ryggen dominerer det sorte over det gule.

En stille naturdokumentar
I genren naturdokumentar møder vi ofte det store og voldsomme; dyrenes barske liv på savannen i Afrika, ungernes kamp for overlevelse i et hårdt klima, junglens drama og klodens kræfter. I BBCs kendte naturserie, 'Den Blå Planet' - gik man - med David Attenborough som stemmen - tæt på livet i havene, og senere var det intet mindre end selve kloden, der skulle undersøges. I 'Vores Planet' besøgte 71 fotografer 62 lande for at give os verden - igen med Richard Attenborough som fortæller, og i BBC's serie blev naturen gerne iscenesat fra fugleperspektiv - og med strygere.
 I 'Lysår' er vi derimod nede i en langt mindre skala. Det store kosmos berøres kun flygtigt, når kameraet panorerer mod himlen for at vise os et fly eller et fulgetræk. For det store findes jo allerede i det små, siger Mikael Kristersson implicit med sin titel. Lysår er nemlig en enhed for længde, der svarer til den strækning, lyset bevæger sig i rummet på et år.  Noget i retning af 9,5 billioner km, hvis man omregnede det, og ved at koble denne enorme strækning med haven i Falsterbo får instruktøren parret det næsten uendelige og det meget overskruelige.

Naturen er ikke tjener for ideer
Det lyder alt sammen meget filosofisk og muligvis lidt tørt, men det er det ikke. Måske fordi det med filosofien dybest set er noget mindre vigtigt. Det er naturen selv, der taler som natur i 'Lysår', og det er befriende. På den måde er vi også meget langt den måde, naturen ofte får plads på i spillefilm. F.eks. som besjælet natur i Terrence Malicks 'The Tree of Life', hvor verdens skabelse og naturens udvikling blev kædet tæt sammen med menneskets livsvilje og formål.  'Lysår' er ikke biopoesi, og man oplever heller ikke naturen som dæmon. Her er ingen planeter på kollisionskurs med jorden som i Lars von Triers 'Melancholia'. I 'Lysår' er naturen 'bare sig selv', og den er hverken i talesat af Bonderøven eller Søren Ryge, som det er tilfældet i de have- og friluftsserier, vi kender i Danmark.

Hvad med publikum?
Som naturdokumentar i undergenren, havedokumentar, kunne man tænke, at 'Lysår' ikke har det helt store publikum at fiske efter, for hvem gider se på solsorte og pindsvin i knap to timer? Flere end forventet, tør jeg spå, for langsomhed og nærvær er in i vores travle kultur, og med 'Lysår' får man faktisk en pause - en mental have at boltre sig i.
 Filmen fortjener et publikum, og vel er 1 time og 41 minutters insektaction lang tid, men det er samtidig fascinerende og øjenrensende. Når man befinder sig i storbyens larm og kaos, er det fint at kunne tage rejsen: Solsystemet, Kloden, Verden, Europa, Sverige, Falsterbo, Familien Kristersson, Have …