Miraklet i Le Havre
Et sandt mirakel
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er et mirakel at 'Miraklet i Le Havre' ikke vælter omkuld med et brag. Den film burde slet ikke fungere. For det første er filmen skabt af en finne i Frankrig. Den kobling burde ikke kunne lade sig gøre. Her har vi indbegrebet af finsk reservation, instruktøren Aki Kaurismäki, placeret i fransk varmblodighed, en filmmand, hvis figurer nægter at udtrykke deres følelser, placeret i et land, hvor netop kroppen er det vigtigste instrument til at beskrive følelsesudbrud.
Følelsesknappe mennesker
Gennem hele sin filmkarriere har Kaurismäki præsenteret nogle aldeles følelsesknappe mennesker, der tilbringer det meste af deres liv med at stirre mut ud i luften, såsom den udnyttede og nedgjorte arbejder i 'Pigen fra tændstikfabrikken' fra 1989 eller den store taber, der bliver snydt af en rig kvinde i 'Lys i mørket' fra 2006. Kaurismäkis figurer agerer ikke, de handler knap nok. De lader sig skubbe rundt af skæbnen i håb om at de en dag, stille og roligt, kan sidde lige så stille i et hjørne og stirre mut ud i luften uden at nogen træder på dem. Ja, måske har de endda ikke noget imod at nogen træder på dem, bare de kan få lov at sidde i et hjørne og stirre mut ud i luften i fred. Sådan ville en franskmand naturligvis aldrig opføre sig. Hun ville for længst være gået på barrikaderne.
Hjemmestrikket verden
Det sammenstød mellem temperamenter er langtfra det eneste, der ikke burde fungere i 'Miraklet i Le Havre'. Gennem hele sin karriere har Kaurismäki hjemmestrikket sin helt egen verden, der måske nok foregår i vor tid og beskriver problemstillinger i samtiden, men som er skubbet ind i en mærkelig ikke-tid, der mest minder om 50'erne og 60'erne. I sit valg af tøj, frisurer, biler og ikke mindst musik ignorer Kaurismäki fuldstændig at der er sket noget siden 1975, og forunderligt nok er den stædige insisteren på at man som filminstruktør kan konstruere sin egen verden efter behov blevet et af hans tydeligste varemærker.
Flygtningestrømmen fra Afrika
Med sine film har Kaurismäki slået fast, at det sagtens kan lade sig gøre at tvinge dele af det finske samfund 40-50 år tilbage i tiden, men hans forsøg på at gøre det samme med den travle nordfranske havneby, Le Havre, burde da gå helt galt. Især fordi Kaurismäki tager fat i noget så nutidigt som flygtningestrømmen fra Afrika i 'Miraklet i Le Havre'.
Midaldrende skopudser
Men det er langtfra det eneste, der burde vælte i Kaurismäkis nye film. Som publikum skal vi også acceptere sære vrangforestillinger i Kaurismäkis hjerne, såsom at noget så anakronistisk som en midaldrende skopudser med 50'er-hårfedt virkelig kan tjene til dagen og vejen i Le Havre, og at der rent faktisk kan ske mirakler blandt godtfolk i vore dage i et kedeligt arbejderkvarter i en nordfransk havneby. Og vi skal såmænd også acceptere, at den lokale kriminalkommisær er den populære franske skuespiller, Jean-Pierre Daroussin, udstyret med blød hat, handsker og cotton-coat à la franske gangsterfilm af Jean-Pierre Melville fra 1960'erne. Og at kriminalkommissæren i øvrigt triller rundt i en klassisk Renault, der ikke er set på gaden siden 1970'erne. Ikke siden Erik Balling udstyrede Ole Ernst og Axel Strøbye med blød hat og tweed-jakke i Olsen Banden, har vi set en så tåbelig politimand.
Altid tabersolidarisk
Den finurlige balance mellem alvorlig flytningedebat og nostalgisk folkekomik burde være kvalt i fødslen, men på mirakuløs vis lykkes det Kaurismäki at få sine uforenelige elementer til at hænge sammen på en meget Kaurismäkisk facon. Kun i en film af Aki Kaurismäki kan en arbejderkvinde rende rundt og tale fransk med megatyk, stivbenet finsk accent. Kun i en film af Aki Kaurismäki kan en hvid mand med gravalvor i stemmen forsøge at bilde politiet ind, at han er familiens albino og bror til en kulsort afrikaner. Det er meget tænkeligt, at et publikum, der ikke kender Kaurismäkis særlige tankebaner fra hans finske film vil gå hovedrystende ud af biografen, men hvis man accepterer hans særlige verdensbillede er det absolut forfriskende at se det franske sprog og havnebyen Le Havre som ny kulisse for Kaurismäkis socialt bevidste og altid tabersolidariske historier.
Finsk pokerfjæshumor
I 'Miraklet i Le Havre' er det en lille sort afrikansk dreng på flugt, og ikke en finsk arbejder, der er den socialt udstødte. Det føles sært og endda forkert til at begynde med, men efterhånden som Kaurismäki rundhåndet drysser sin tørre finske pokerfjæs-humor udover 'Miraklet i Le Havre', falder filmen på plads som en seriøs kommentar til en verden, der er i fare for at miste sin moral og sin menneskelige værdighed.
Det er det virkelige mirakel i 'Miraklet i Le Havre'