Ned i afgrunden

En messe for de dødsdømte

Anmeldt af Per Juul Carlsen

I lyset af dokumentargenrens udvikling gennem de seneste 10-15 år virker de første minutter af Werner Herzogs 'Ned i afgrunden' næsten som et museumsbesøg. De interviewede personer sidder stille og taler og taler, uden nye kameravinkler, uden filmisk spændende klip eller dækbilleder eller andet, der skaber dynamik i en moderne dokumentarfilm. Her er intet af de seneste års nye tiltag indenfor dokugenren. Ingen formeksperimenter. Ingen lån fra fiktionsfilmen. Ingen dramatisering af virkelige begivenheder.

Demonstrativt umoderne
Til at begynde med virker Herzogs anti-form næsten demonstrativt umoderne. Men efterhånden som flere talende ansigter afleverer deres vidnesbyrd, efterhånden som filmens tema bliver belyst, giver formen mening. Det er bestemt tænkeligt, at Werner Herzog kunne have skabt en mere gribende og mere tankevækkende og levende og stærkere dokumentarfilm ved at eksperimentere med formen og inddrage flere elementer. Men der er afgjort en styrke ved at arbejde så gammeldags og konventionelt og - ja, kedeligt - som Herzog gør med 'Ned i afgrunden'. Det bliver en film om de mennesker, de stille talende ansigter, der forklarer deres situation og deres følelser. Og udfra de mennesker opstår en mosaik af filmens emne, at et menneske er dømt til døden og skal henrettes.

Dårlige manerer
Blandt de talende mennesker er fx Jared Talbert, en spinkel ung mand i en klassisk hvid t-shirt og en ligeså klassisk baseballcap. Han fortæller om sit forhold til to unge mænd, der er blevet idømt henholdsvis livstid og dødsstraf for mordet på tre uskyldige mennesker. Den unge mand har prøvet lidt af hvert, fx at få stukket en skruetrækker tværs gennem brystet. Han fortæller også, at han først indenfor de seneste år har lært at læse. Gennem hele skoletiden var han analfabet. Og mens han fortæller, vender han sig gentagende gange om og spytter i jorden, som om han ved at vende sig om viser, at han godt ved at det er dårlige manerer at spytte på gaden, men han gør det alligevel.

Famlende kropssprog
Gennem de 5-6 minutters interview med Jared Talbert får vi et fascinerende klart billede af ham. Ikke kun takket være de historier, han har at fortælle, men også pga hans usikre, famlende kropssprog. Her er en ung mand, der snildt kunne være endt som morder, men som har besluttet sig for at hive sig selv ud af sumpen.

Mordere og ofre
Den slags personportrætter ligger bag hvert menneske i 'Ned i afgrunden', fra fængselpræsten, der taler med de dødsdømte i deres sidste minutter, over den unge kvinde, der har mistet en mor, en bror og en ven, til de to unge mænd, Mike Perry og Jason Burkett, der er dømt for mordene. Man kan indvende, at der ikke er noget nemmere end at stille et kamera op og filme mordere og ofre mens man bombardere dem med spørgsmål om deres følelser og tanker. Det kan ikke gå galt. Men det kan gå godt på mange forskellige måder.

Medmenneskelig mysgerrighed
Werner Herzog har tydeligvis opbygget en form for tillid og forståelse med de mennesker, han taler med i 'Ned i afgrunden'. Måske fornemmer hans interviewofre en medmenneskelig nysgerrighed i stedet for en journalistisk professionalisme hos Herzog. Måske har han bare en stor psykologisk indsigt. I hvert fald sker der noget forbavsende, da præsten Richard Lopez lige har fortalt om det græs, de køer og de egern, der fylder hver af hans dage med glæde. 'Kan du fortælle om de egern?' spørger Herzog, og som tilskuer sidder man og tænker på hvad dælen det er for at bizart spørgsmål, men knap er præsten færdig med at beskrive de frejdige gnavere før han sammenligner dem med de mænd, han be'r den sidste bøn for - og så bryder han ud i tårer. Var det Herzogs sjette sans, der slog til?

En dødsmesse
Gennem den gammelfar-agtige, men spørgelystne afdækning af henrettelsen af Mike Perry, stiller Werner Herzog en række åbne spørgsmål til fænomenet dødsstraf. Han går mildt sagt ikke aggressivt til værks. Han har ingen højtråbende paroler, ingen tydelig dagsorden, sådan som kolleger som Morgan Spurlock med 'Super Size Me' og Michael Moore med 'Kapitalismen - en kærlighedshistorie'. Herzog erklærer åbent at han er modstander af dødsstraf, men mest af alt arrangerer han en dødsmesse for Mike Perry, som han interviewer blot 8 dage før den tredobbelte morder bliver aflivet med en indsprøjtning.

Kunstigt befrugtet
Den forfærdelige dag, da Perry og Burkett besluttede sig for at de ville have fingre i en rød Chevrolet Camaro, og de tog livet af tre mennesker i lillebyen Conroe i Texas, bliver afdækket af politiets optagelser. Jason Burketts far, der har siddet i fængsel fem gange, angrer og undskylder at han har været en uduelig far. En tidligere bøddel forklarer hvorfor han simpelthen ikke kunne klare at tage livet af flere mennesker. Og Burketts kone, som Burkett har lært at kende mens han har siddet i fængsel, forklarer hvorfor hun er blevet kunstigt befrugtet af hans sæd.

Uegnet til at leve
'Ned i afgrunden' er formentlig ikke en film, der kan få tilhængere af dødsstraf til at skifte mening. Og formentlig heller ikke en film, der kan hverve modstandere af dødsstraf. Men det er bestemt en film, der viser hvor meget der følger med af nye sår og nye spørgsmål og nye overvejelser når et samfund beslutter sig for at erklære et menneske uegnet til at leve.