Pina
Smuk men meningsløs dans
Anmeldt af Nanna Mogensen
Det handler om Pina Bausch i Wim Wenders nye film med den korte og mundrette titel - Pina. Eller det vil sige, at det skulle have været en film om Pina Bausch. Hun døde desværre kort inde i optagelserne, og så blev 3D-dansefilmen til en film til hende i stedet for om hende. Hun blev født som Philippine Bausch i 1940 i Tyskland, og hele hendes liv blev viet til dansen. Pina dansede selv og koreograferede, og desuden var hun leder af Tanztheater Wuppertal. I Wim Wenders film er det medlemmer fra Pinas gamle kompagni, der genopfører hendes koreografier.
3D-effekt uden virkning
Desværre bliver jeg hverken særlig grebet af dansen og eller koreografierne. Wim Wenders prøver ellers at bruge 3D-effekt for at få mig placeret midt på scenen - mellem danserne. Han vil ikke have, at jeg bare er tilskuer. Jeg skal være i Pinas univers. Dansen skal foregå rundt om mig. Der er ingen tvivl om, at jeg skal mærke en wow-effekt. Det gør jeg ikke.
Mange spørgsmål - ingen svar
Pina Bauschs koreografier er skam flotte, men de svæver som løsrevne blade rundt i luften. Umulige at gribe. Hvorfor blev de lavet? Hvad udsprang de af? Hvad var Pina Bauschs kunstneriske ambition? Hvad var hun inspireret og rundet af? Det fortæller filmen intet om. Det må jeg selv regne ud ved at se på dansen, og eftersom vi ser et utal af forskellige koreografier, kan jeg i hvert fald ikke forbinde trådene.
Jeg ser genopførelser af gamle koreografier, og jeg ved ikke, hvordan genopførelserne forholder sig til den oprindelige koreografi. Er der tale om nøjagtige gengivelser? Hvor meget tolker danserne på deres oprindelige optræden? Jeg er lost i dobbelt potens.
Banale interviews
Jeg kan faktisk godt lide moderne dans. Jeg er ikke bange det ordløse og uforklarede - men i Wim Wenders nye film flyder det altså over med antydninger og uformidlede følelser. Det prøver instruktøren måske at råde bod på ved at lave en slags miniinterviews med medlemmerne af Pina Bauschs dansekompagni. De fortæller alle lidt personligt om deres forhold til danseguden. "Hun gav mig et nyt sprog", siger én. "Hun lærte mig, at man skulle stå inde for hvert trin som danser", siger en anden. Citater som disse, gør mig ikke klogere, og måske er de tæt på den rene banalitet. Enkelte steder i filmen ser jeg små klip med Pina Bausch selv, hvor hun danser og koreograferer. Her - et kort øjeblik - føler jeg, at jeg er ved at få fat på noget. Disse bider er væsentlige, men de er for få og for ukommenterede.
Små lyspunkter
Wim Wenders har ellers lavet fine kunstnerportrætter før. I filmen Buena Vista Social Club fra 1999 handlede det om en flok aldrende cubanske musikere. Her fandt musikken, omgivelserne, ambitionen og lysten sammen i et filmisk udtryk, der inddrog beskueren. Der var ikke tale om flydende kost. Man måtte skam 'tygge selv' og skabe mening, men det var trods alt muligt. Man blev involveret - og det ganske uden sine smarte 3D-briller.
Ufuldendt kunstnerportræt
I Pina bliver dansen bare ved og ved og ved, og det skal den også ifølge et citat fra koreografen selv: 'Dans, dans ellers er vi fortabt'. 'Pina' er Wim Wenders hyldest til et danseikon, men for at kunne 'medhylde' nogen må jeg kende dem bare en lille smule. For at elske nogen, må man vide, hvem de er. Dansen i Pina er smuk og veludført - men trods 3D-effekt trænger den ikke ind hos mig. Det hele er for indforstået. Kunstnerportrættet i Pina er ufuldendt og tæt på ikke-eksisterende. Filmen skal nok få hardcore dansefreaks i biografen, men er jeg altså ikke rigtig begejstret.