Scoreturen
Mig ha' fisse
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er muligt, at jeg havde hygget mig sammen med den engelske film 'Scoreturen', hvis jeg havde været 15 år. Det er muligt, at jeg havde haft et mere åbenhjertigt blik på den her film, hvor fire engelske lads tager på sommerferie på Kreta og forsøger at score hver sin pige. Det kan sagtens tænkes, at jeg havde haft en mere direkte tilgang til filmen, at jeg havde tænkt 'det her er jo en film om mig og mine venner og alt det vi tænker på', og at jeg bare havde ladt filmen strømme gennem mig, uden at tænke for meget over den, uden at analysere hver en replik. Det er muligt, at jeg havde identificeret mig fuldstændigt med de her fire kejtede fyre, der tumler gennem tilværelsen, slås med deres uforstående og irriterende forældre, og drømmer om at have sex for første gang, altså i store træk lige præcis det, man tænker mest på, når man er en knægt på 15 år. Og det er sandsynligt, at jeg ville være forstående overfor drengenes trang til at drikke hjernen ud.
Horer og bæller
Det er særdeles tænkeligt, at jeg som 15-årig ikke havde tænkt videre over at der findes film som den 33 år gamle 'Delta-kliken', hvor en gruppe unge amerikanere horer og bæller sig gennem tilværelsen på et amerikansk college, eller den nu 12 år gamle teenageklassiker 'American Pie', hvor en håndfuld high school-drenge sværger på at 'miste jomfrudommen' til skolens afslutningsfest eller nyklassikeren 'Superbad', hvor tre fyre drømmer om at få deres første knald. Og det er altså særdeles muligt, at jeg ikke ville tænke videre over, at 'Scoreturen' trasker direkte ind i et særdeles velkendt filmterritorium, der handler om at lade nogle bøvede teenagedrenge fantasere om få sig noget fisse, jo hurtige og jo nemmere, jo bedre.
Fedtmule-agtig
Det er meget muligt, at jeg i en alder af 15 år ville sympatisere med en fyr som vores fortæller, nørden Will, der ikke bliver inviteret med til sin fars bryllup med en ny ung kone fordi Will med alle sine teenagekvaler er for kejtet og mærkelig. Det er også muligt, jeg ville finde empati for Simon, hvis kønne kæreste forlader ham i begyndelsen af 'Scoreturen' og som tilbringer så godt som resten af filmen med at klynke over at hun er skredet fra ham. Det er også tænkeligt, at jeg ville identificere mig med den gennemført kiksede Jay, der sidder på sit værelse og onanerer til pornosider på nettet. Til gengæld ville jeg med garanti have svært ved at finde plads i mig selv til den fedtmule-agtige Neil, der bruger tiden på Kreta til at forføre og fingerkneppe midaldrende og aldrende engelske kvinder midt på dansegulvet. Men det er meget muligt at jeg ville more mig over en sådan type. Og jeg ville med garanti kunne mobilisere interesse for de søde og begavede og anderledes tjekkede piger, Alison og Lucy, som Will og Simon flirter med.
Latterlig scoredans
Det er stærkt tænkeligt, at jeg ville more mig over fyrenes latterlige scoredans, der skal tiltrække pigernes opmærksomhed. Det er endda muligt, at jeg ville more mig over filmens dumme selvfede svin, der scorer Simons eks-kæreste, og sniffer kokain fra en pengeseddel som Jay af en eller grund har haft mellem sine baller, og som derfor får Jays afføring på næsen.
Skøjter rundt på overfladen
Det er særdeles nærliggende, at jeg som 15-årig ikke ville tænke nærmere over at kun meget få af replikkerne i filmen føles naturlige, men at de derimod alle er tillempet den særlige tv-sitcom-stil, hvor alle samtaler er konstrueret på en måde, så de fører hen til den næste vits eller det næste gag, uanset om det virker troværdigt eller ej. Det er stærkt sandsynligt, at jeg ikke ville fundere videre over, at instruktøren Ben Palmer netop ikke har formået at overføre sin egen tv-serie til biograflærredet uden at det føles som andet end en tv-serie, der er strukket til halvanden time. Og det er sandsynligt, at jeg ikke ville opdage, at filmen kun lige akkurat skøjter rundt på overfladen af de mest almindelige antagelser om hvordan teenagedrenge opfører sig.
Jeg tvivler stærkt
Det er meget muligt, at jeg ville hygge mig med og grine sammen med 'Scoreturen', hvis jeg var 15 år. Det er tænkeligt, at jeg ville føle at filmens drengede komik også sagde noget om mit eget fortumlede liv som teenager. Men jeg tvivler stærkt på det.