Star Wars - Den usynlige fjende

Cirkus Lucas er i byen igen

Af Per Juul Carlsen

For et øjeblik siden var det 'Løvernes konge'. I dag er det 'Star Wars'. I morgen er det 'Titanic' og 'Find Nemo'. Der tegner sig et billede af filmåret 2012 - og muligvis også 2013, 2014 og 2015 osv. Moderne klassikere bliver shinet op med en omgang 3D og sendt tilbage i biograferne i det lækreste digitale udstyr, man kan opdrive. Man kan grine af det og ryste på hovedet og anklage filmmagerne og deres producenter for at score nogle hurtige penge, men faktum er at en ny generation af filmelskere labber det i sig og ser det som den naturlige måde at opleve film. En film skal ses med 3D-briller, naturligvis.

Enormt franchise-cirkus på rundtur igen
Men når man sidder og ser 'Star Wars - Den usynlige fjende' i det lækreste digitale udstyr, på et kæmpestort lærred og med fnuglette moderne 3D-briller på næsen, er det svært for alvor at mærke at filmmediet befinder sig midt i overgangen til en ny æra. Bevares, det ser fint ud og det lyder rigtig godt, den tre-dimensionelle fornemmelse virker, så det er jo godt nok, men den er ikke så overvældende, som man må forvente når George Lucas, Star Wars-universets fader, endnu engang sender sit enorme franchise-cirkus på rundtur i biograferne.

Ikke noget spark i hovedet
Man bliver ikke sendt tilbage i sædet med et drøn, man får ikke et spark i hovedet, man bliver ikke sendt på alle fire ud i en fjern galakse for mange år siden. Tværtimod skete der noget andet og mindre heldigt for den her anmelder der for tredje gang så de første 136 minutter af de i alt seks 'Star Wars'-film. De knap så heldige detaljer stod endnu tydeligere frem i den svageste af de seks film.

Reggaefortidsøglen
Det har ikke noget at gøre med Jar Jar Binks, den såkaldte gunganer, der bor under vandet på planeten Naboo, og som mest af alt ligner en jamaicansk reggaemusiker kombineret med en stor fortidsøgle. Stakkels Jar Jar er klart den mindst elskede figur i det store Star Wars-galleri, og det er der ikke det mindste underligt i. Mens de andre komiske figurer i Star Wars-universet enten har små roller eller har en vigtig funktion ved siden af deres morsomme fremtoning, sådan som makkerparret C-3PO og R2D2, har Jar Jar Binks fået til opgave at klovne rundt i næsten samtlige minutter i 'Den usynlige fjende'. Det er temmelig enerverende i sig selv, og det bliver bestemt ikke bedre af at han pludselig bliver forfremmet til general og skal lede gunganerne i et stort slag. I betragtning af at George Lucas her er ved at bygge op til en storslået fortælling, hvor en hel galakse er i krig og en fantastik figur som Darth Vader skal gøre sit indtog, føles det som at blive pisset på af en historiefortæller at en spade som Jar Jar Binks skal rende rundt og være general.

All-American Anakin
Men alt det vidste vi jo godt i forvejen. Vi vidste også godt, at Anakin Skywalker, der er 7-8 år i 'Den usynlige fjende', bliver serveret med en friskfyr-agtig all-american her-kommer-jeg-attitude af Jake Lloyd, som om lille Anakin var på vej ned for at få sig en is og et computerspil sammen med sin far i en forstad til Los Angeles. Det virker temmelig malplaceret når nu Anakin senere skal fungere som det helt store dramatiske samlingspunkt i 'Star Wars' og når han i 'Den usynlige fjende' får tildelt temmelig mange fælles træk med en af vor verdens vigtigste skikkelser. Anakin er ikke alene blevet undfanget ved en jomfrufødsel, forklarer hans mor, han er også den messias, der kan skabe balance i kraften, som Jedi-ridderne udtrykker det. Og det lyder jo pænt meget som vores virkelige verdens helt, Jesus.

Katastrofal dialog
Vi vidste også godt at personinstruktionen og dialogen i 'Den usynlige fjende' er nærmest katastrofal. Selv dygtige skuespillere som Pernilla August, Liam Neeson og Natalie Portman har store problemer med at få deres replikker til at ligge naturligt - og endda acceptabelt - i munden. Og for at gøre det hele værre benytter George Lucas sig af krydsklipning mellem ultra-close-ups  af figurerne når de skal føre deres dybe og alvorlige samtaler med dialog, der lyder som en parodi. Man kan næsten se skuespillerne kæmpe med at få det til at fungere.

Store penge i nørderiet
Det er i den sammenhæng, det forkerte træder i fokus i 'Den usynlige fjende' i 3D. George Lucas er, og har altid været en tekniknørd, der gerne vil være fremme i frontlinien af udviklingen, og der er ingen tvivl om at 3D er en del af hans vision om hvordan 'Star Wars' skal se ud i en perfekt verden. Andre vil hævde at George Lucas bare er ude på at score kassen med sine nye 3D-Star Wars-film, men sandheden er formentlig at Lucas er en tekniknørd, der ikke har spor imod at der også følger store penge med hans nørderi.

Bibelske proportioner
Under alle omstændigheder understreger 3D-udgaven af 'Den usynlige fjende', at George Lucas mest af alt har været optaget af teknologien og den filmtekniske perfektion, da han gik i gang med sin nye runde af Star Wars-film i 1999. Historiefortællingen, dialogen, skuespillet og karaktertegningen er kommet i anden eller tredie række.  Selvfølgelig er der ingen der ser 'Star Wars for at opleve skuespil og dialogkunst på højeste niveau, men i betragtning af de bibelske proportioner historien hiver sig op på, er det et problem. Skuespillet og dialogen i 'Den usynlige fjende' er stærkt medvirkende til at filmen aldrig når samme højder og dybder som de senere film.
Ærgerligt at 3D-udgaven af 'Star Wars' bliver skudt i gang af den svageste af filmene. Heldigvis ved vi hvor anderledes tilfredsstillende oplevelser, der venter forude i især film nummer 3, 'Sith-fyrsternes hævn' og nummer fem, 'Imperiet slår igen'. Og så er det tilsyneladende lige meget om man nyder dem i 2D eller i det, der kommer tættest på perfektionisten George Lucas' drøm, 3D.