Tabloid
Tænk hvis han havde været tilstede

Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det er næsten synd for Errol Morris og hans 'Tabloid', at den kan ses i Danmark præcis samtidig med den danske dokumentarfilm, 'Testamentet'. Pludselig står det lysende klart hvilken forskel der er på at optage en dokumentar om noget, der er sket, endda for mange år siden og noget der sker i det øjeblik, det bliver filmet. Mens danske Christian Sønderby Jepsen filmede sin hovedperson i 'Testamentet' i det øjeblik, han gennemgik et af sit livs vigtigste øjeblikke, skal Morris hele tiden forsøge at genskabe sin historie. Mens 'Testamentet' sker for øjnene af os, refererer 'Tabloid' hele tiden til noget, der er sket.
Den er bare uheldig
Dermed ikke sagt, at 'Tabloid' er kedelig eller at den ikke fungerer. Den er bare uheldig. Det havde været en utrolig dokumentar, hvis Errol Morris havde været i stand til at følge den tidligere skønhedsdronning Joyce McKinney på hendes rejse fra Wyoming til England i 1977 for at finde og befri den mand, hun havde kastet sin kærlighed på. Det havde været fantastisk at følge de absurde optrin, 'Tabloid' referer til, men ikke kan gengive. Det er bestemt en fascinerende historie, 'Tabloid' fortæller, men hvor nogen historier bliver stærkere og suger næring fra vores fantasi når de bliver genfortalt af vidner, bliver 'Tabloid' helt klart svagere. Ikke mindst fordi den består af to parter med hver sit helt forskellige bud på historien.
En intelligenskvotient på 168
Fx er det svært at blive klog på hvad hun er for en størrelse vores hovedperson i 'Tabloid', den tidligere Miss Wyoming, Joyce McKinney. Hun hævder at have en intelligenskvotient på 168, hvilket er væsentligt over de 90 til 110, almindeligt begavede opererer med, og hun virker såmænd heller ikke ubegavet i de interview, Errol Morris har optaget med hende. Alligevel foretager McKinney sig de mest besynderlige handlinger, hvoraf den absolut mest besynderlige for en skønhedsdronning er at forelske sig i en stor og kluntet mormon ved navn Kirk Andersson. Men det er ikke alt, som man siger i tv-reklamerne. Da hendes livs kærlighed pludselig bliver sendt til England af Mormonkirken for at missionere, drøner Joyce McKinney af sted, kidnapper manden, fører ham ud i et øde hus, hvor hun lænker ham til en seng og har vild og voldsom sex med ham.
Voldtaget af Miss Wyoming
Faktisk hævder Kirk Andersson, at han er blevet voldtaget af den tidligere Miss Wyoming. Han melder hende til politiet. Hun hævder at Kirk Andersson frivilligt havde sex med hende. Den historie opsnappede engelske tabloid-aviser lynhurtigt og i nogle måneder i 1977 var Joyce McKinney på alles læber i England, ikke mindst fordi avisen Daily Mirror tog til USA og fandt ud af at McKinney havde en større karriere som nøgenmodel og escortpige bag sig. McKinney hævdede at avisen blot havde klippet hendes ansigt ud og klistret det på en nøgen kvindes krop. Men flere år senere, i 2008, understregede McKinney, at hun ikke ligefrem følger typiske retningslinier for normal opførsel da hun dukkede op i tabloidpressen igen, denne gang fordi hun havde fået klonet sin afdøde hund i Sydkorea og nu havde fået 5 identiske hundehvalpe.
Kulørt tabloidstemning
Det havde jo været helt fantastisk hvis Errol Morris havde været tilstede og fulgt Joyce McKinney på jagt efter sin elskede mormon. Det var han ikke. Morris, der fylder 64 år netop som 'Tabloid' bliver vist i Danmark, havde ikke engang påbegyndt sin succesrige karriere som dokumentarinstruktør, da Joyce McKinney bandt Kirk Andersson til en seng i Sydengland. I stedet forsøger Morris at genskabe situationerne med nogle indslag, der leger med på den kulørte tabloidstemning i historien. Klip fra gamle b-film bliver brugt til at illustrere begivenhederne, biler og flyvemaskiner bliver klippet ud af aviser og brugt i små animationsfilm og i store dele af 'Tabloid' bruger Morris en gammeldags tv-skærm som ramme for gamle arkiv-klip, måske for at understrege tabloid-fornemmelsen i historien.
Mere spøjs end velfungerende
De gimmicks er mere spøjse end de er velfungerende. Der er ingen grund til at understrege det absurde og kulørte i historien om Joyce McKinney. Det havde snarere givet mening at give filmen en tone af alvor, fx ved at dykke ned i den gådefulde psyke hos den tilsyneladende begavede McKinney. Det fremgår heller ikke helt klart hvad Errol Morris, der har høstet stor respekt med dokumentarfilm som 'The Thin Blue Line' og 'Standard Operating Procedure', vil os med sin dokumentarfilm. Måske er han bare lige så fascineret som de mennesker, der slugte alt om Joyce McKinney i aviserne i 1977.
En god historie
Heldigvis for Errol Morris har han et par glimrende fortællere til at holde sin dokumentarfilm flyvende. Joyce McKinney fortæller velvilligt og levende og endda begavet om sine meritter, mens diverse journalister og fotografer fra de engelske aviser leverer deres version af begivenhederne. Og de er mildt sagt anderledes end McKinneys. Hvem taler sandt? Egentlig er det lige meget. Først og fremmest er 'Tabloid' en god historie. Og det ser ud til at være lige præcis det, Errol Morris har på hjerte med 'Tabloid'. Men tænk, hvis han havde været tilstede med sit kamera, da historien blev skabt.
'Tabloid' kan ses i Cinemateket - og kun dér - i København fra den 3. februar og 14 dage frem