The Artist
Stum af filmglæde
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Det ligner jo en forrykt idé. Det er mange år siden stumfilmen blev udkonkurreret af talefilmen, som vi kender den i dag. Stumfilmen blev ikke bare ukonkurreret lige så stille, den blev fejet af banen i løbet af få år, og det i en grad så den aldrig har været i nærheden af at få en renæssance. Kun spøgefugle som Mel Brooks og Jacques Tati har vakt stumfilmen til live igen med film som 'Silent Movie' og 'Monsieur Hulots ferie', der mere er en mimefilm end en stumfilm eftersom den indeholder reallyd.
Det glade vanvid
Men nu kommer en franskmand og forventer at det giver mening at se på en spritny sort/hvid film uden tale i år 2012. Det lyder som det glade vanvid i en tid, hvor det er svært at få øje på den kunstneriske pointe med en film, der ikke kan viderebringe skuespillernes tale. Instruktøren Michel Hazanavicius har imidlertid en pointe. Hans 'The Artist' er på ingen måde et forsøg på at genoplive stumfilmen som kunstnerisk udtryk, men en direkte og lystfyldt og på alle måder hjertelig hyldest til stumfilmenes udtryk, til den overdrevne mimik, til fascinationen af bare at se ting bevæge sig, til de rene billeder, der får en helt anden betydning og vægt når der ikke følger lyd med, til den visuelle energi som nødvendigvis må blive kraftigere når en film kun har billederne og musikken at udtrykke sig med.
Ikke en ægte stumfilm
Der er intet at hente ved at tage 'The Artist' alvorligt som hverken kunst eller et forsvar for stumfilmens udtryk, selvom stumfilmsnørder verden over for længst er gået i gang med at harcelere over at 'The Artist' ikke er ægte stumfilm. Og ja, den slags nørder findes faktisk. Istedet er der rigtig meget at hente ved at se 'The Artist' som en smuk lille kærlighedshistorie på baggrund af en af filmmediets mest fortumlede perioder, og der er især meget at hente ved at nyde Michel Hazanavicius' helt utroligt overskudsagtige leg med filmmediet, med lyd og billede og tale, med filmiske udtryk i det hele taget.
Stumfilmstjernens fald
Selve historien i 'The Artist' understreger ambitionerne med filmen. Den foregår i Hollywood midt i overgangen fra stumfilm til talefilm omkring 1930 og fortæller en historie, der i mangt og meget ligner den røde tråd i en af historiens mest beundrede musicals, Stanley Donens 'Singin in the Rain' fra 1952. Den ene hovedrolle er en stumfilmstjerne, der nægter at anerkende det her nymodens hurlumhej, de kalder talefilm. Hans modpart er en ung kvinde, der elsker stumfilmstjernen højt og som til sin egen overraskelse ser sig selv blive berømt med talefilmens ankomst, mens stumfilmstjernen, der nægter at tale på film, falder dybere og dybere.
Forbavsende opfindsom
Den lille historie er, i sagens natur, ikke bare en historie, men også en leg med stumfilmen kontra talefilmen. Og med det udgangspunkt boltrer Michel Hazanavicius' sig gennem visuelle udtryk og idéer, der er forbavsende opfindsomme - i enkelte tilfælde endda måske geniale. Som fx i en lille scene, hvor vores nyslåede filmstarlette med det klassiske Hollywood-navn, Peppy Miller, er gået ind på stumfilmstjernen George Valentins kontor. Hun finder hans jakke hængende på væggen, stikker sin arm ind i et af jakkeærmerne og lader sin hånd kærtegne hende selv på hofterne, som om det var hans arm, der stak ud af jakken. Og det ser faktisk ud som om det er en anden persons hånd, der kærtegner Peppy Miller. Det er så enkel og så effektiv en visuel idé, at det er forbavsende at den ikke brugt 100 gange før.
Et glas afgiver lyd!
Et andet af de absolutte højdepunkter i 'The Artist' er en mareridtssekvens, hvor stumfilmstjernen går rundt i sit hjem og skumler over sin kuldsejlede karriere og pludselig begynder at kunne høre lyde. Det afgiver en lyd, når han sætter et glas på et bord! Der kommer lyde ud af hans hals, når han hoster! Hvilket mareridt for en stumfilmstjerne. Også det er en enkel og dog utrolig effektiv måde at illustrere følelser med billeder og lyd.
Visuel energi
Mens det langtfra er verdens mest opfindsomme historie 'The Artist' disker op med, er den visuelle energi og legen med de filmiske udtryk altså helt igennem charmerende. Selv moderne filmseere, der ikke har det fjerneste forhold til stumfilm og stumfilmshistorie, kan følge med i filmens logik. De to hovedrolleindehavere, Jean Dujardin og Bérénice Bejo, der begge plejer at folde sig ud i Michel Hazanavicius' mere traditionelle franske komedier, forekommer at være fødte til at udfylde rollerne som filmstjerner i Hollywood anno 1930. Og i en stor birolle kan man se John Goodman fyre den af som magtfuld Hollywoodprocent med høj cigarføring.
Den store triumf
Det er i det hele taget den store triumf ved 'The Artist'. Det filmprojekt, der ser forrykt ud på papiret, har hele vejen igennem en forunderlig naturlighed. Det hele virker så mærkeligt rigtigt. Det forekommer så besynderligt indlysende at lege med had/kærligheds-forholdet mellem stumfilm og talefilm i 2012, 90 år efter talefilmens sejr, midt i 3D's digitale renæssance. Det virker så dejligt rigtigt at bruge stumfilmen som en platform til at hylde underholdningen og den romantiske fortælling og selve filmmediets muligheder.