The Darkest Hour

Ikke noget at komme efter

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Der er ingen officielle dogmer her i Filmland, men naturligvis findes der uskrevne regler for hvordan film bliver anmeldt. Nogle er helt bevidste. Andre er bare blevet til indavlede rutiner gennem årene.  Et af de vigtigste dogmer er, at alle film som udgangspunkt skal tages lige seriøst, udfra den opfattelse at alle film indeholder noget interessant og lærerigt. Alle film, selv den mest platte komedie eller den mest klichéfyldte børnefilm eller tomgangsprægede actionfilm har et eller andet interessant i sig, noget der er værd at trække frem og studere. Det behøver på ingen måde være en freudiansk tese, der gemmer sig dybt nede i en børnefilm. Fx er handlingen eller skurken i selv den mest almindelige actionfilm ofte konstrueret som en reaktion på et eller andet, der præger vor tid. Som når russere holder op med at være skurke i amerikanske actionfilm, fordi Rusland ikke længere regnes som en fjende, og det i stedet er muslimer eller kinesere, der skal have et par på hatten.

Ikke noget interessant her
Det dogme har fungeret fint og uden at nogen har behøvet at gøre opmærksom på det i flere år, simpelthen fordi det har været muligt at finde noget interessant at hive frem i alle film. Og her kommer så den amerikansk-russiske science fiction-gyser 'The Darkest Hour' og skyder den velfungerende regel ned. Uanset hvor meget den her anmelder har forsøgt at pille 'The Darkest Hour' fra hinanden, har jeg ikke kunnet finde noget interessant ved filmen.

Moskva bliver smadret denne gang
Det er virkelig spændende at den foregår blandt fire almindelige unge amerikanere, der befinder sig i Moskva da den helt store filmkatastrofe bryder løs - og at hele filmen foregår blandt amerikanerne i Moskva. Det har vi ikke set meget til før i amerikanske film, men eftersom filmens figurer tilbringer de første 10 minutter med at tilsvine alt hvad der er russisk, især mentaliteten og lovgivningen, står det hurtigt klart, at filmen ikke er et eksempel på nye og venskabelige vinde mellem amerikanerne og russerne. Filmens placering i Moskva ligner mest af alt et forsøg på at finde en eksotisk kulisse så det ikke for 117. gang er Los Angeles eller Washington eller New York, der bliver smadret af rumvæsener.

Skal menneskeheden straffes?
Ofte er der også noget spændende i motivet for de rumvæsener, der ankommer til Jorden og begynder at udrydde menneskeheden. Skal menneskeheden straffes for sin destruktive opførsel? Har vi engang i tidernes morgen hugget planeten fra andre, der nu kommer og hævner sig? Lever vi ikke op til de skønhedsidealer som et eller andet intergalaktisk råd har vedtaget?
Den slags opfindsomheder er der ikke nogen af i 'The Darkest Hour'. Når rumvæsenerne forkuller hver eneste jordboer de får øje på, uden den mindste form for tøven eller anger, er det fordi de har brug for mineralerne i jordens indre. Det er efterhånden blevet en standardforklaring, som vi har set i mange science fiction-actionfilm gennem de seneste år, fx 'Independence Day'og 'Battle Los Angeles'. I den sammenhæng er der bestemt intet interessant ved 'The Darkest Hour'.

Sårbare rumvæsener
Ofte bliver hjernerne også vredet når manuskriptforfattere skal finde på gode forklaringer på hvorfor de højtudviklede rumvæsener er sårbare og Jorden derfor kan reddes. Det er ikke ligefrem tilfældet i 'The Darkest Hour'. Forklaringerne på rumsvinenes opførsel kommer dryssende lidt fra højre og venstre. Først er de bange for ild, så kan de ikke se gennem glas, så kan de ikke se gennem metal, så kan de godt alligevel, så kan man pludselig gemme sig for dem bag et stålnet, og så kan man pludselig ikke alligevel, så består de af elektromagnetiske bølger, som man kan ødelægge ved selv at angribe dem med elektromagnetiske bølger, hvilket bliver så hurtigt og overfladisk liret af, at man tvivler på, at filmfolkene selv har prøvet den videnskabelige forklaring af.

Nogen har ikke tænkt sig om
Det er til gengæld overraskende at filmfolkene vælger at gøre de skurkagtige rumvæsner i filmen usynlige det meste af tiden, et temmelig spøjst valg i en af de første science fiction-film, der kommer ud i 3D. Hvorfor 3D, når man alligevel ikke kan se monstrene? Men forklaringen på den løsning er vist mest af alt, at nogen ikke har tænkt sig om.

Svinet er svensker
Der kunne også have været noget interessant i at filmens dummeste svin, bortset fra rumvæsenerne naturligvis, er en svensk forretningsmand, der snyder to af vores hovedpersoner og som kort efter lukker en dør for næsen af sin gudindesmukke russiske kæreste, der bliver ristet til aske af et rumvæsen. Men der bliver ikke gjort noget særligt ud af at manden er svensker, og intet tyder på ondt blod mellem hverken amerikanere eller svenskere eller russere. Grundlæggende kan man vist bare konkludere at den svenske forretningsmand er en nar, der fortjener at dø.

Anonyme mennesker på flugt
I det hele taget er figurerne i 'The Darkest Hour' så tyndt beskrevne, at der er svært at finde nogen årsag til at bekymre sig for dem. En af dem har en mor, der kan sms'e, en anden har været et optimistisk fjols siden han var lille, men mere ved vi ikke. Grundlæggende er de bare nogle anonyme mennesker, der flygter fra rumvæsener i endnu en katastrofefilm. Hvad eksplosioner og lyde og musik og handling i øvrigt angår har vi set så godt som alt i 'The Darkest Hour' i andre film.
Det gode gamle dogme i Filmland er kort sagt skudt i sænk. Der er intet interessant ved 'The Darkest Hour'.