The Lady
Burma - set fra Oxford
Anmeldt af Per Juul Carlsen
Misforstå mig ikke, jeg ønsker alt det bedste for det burmesiske folk, for landets oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, og for hendes familie, ikke mindst hendes to sønner, der har mistet deres far. Jeg afskyr enhver militærjunta og ethvert styre, der med vold tiltvinger sig magten over et folk, og jeg støtter i almindelighed enhver form vor godgørende arbejde når jeg kan komme til det.
Smuk gestus
Jeg har al mulig sympati med franskmanden Luc Besson og hans lille storfilm om den ikoniske oppositionsleder, der i forunderlig grad er et omvandrende symbol på kampen for frihed i Burma. Det er en smuk gestus, og forhåbentlig åbner filmen så mange øjne, at militærstyret i Burma bliver presset omkuld. Men det bringer mig overhovedet ikke i nærheden af at kunne lide Bessons 'The Lady'. Som historie betragtet og som en film om det burmesiske folks kamp for frihed, balancerer filmen tæt på en fornærmelse.
Østens mysterier
Som titlen antyder, er 'The Lady' ikke en film om Burma og dets folk, men om en dame, Aung San Suu Kyi. Den åbner med billeder af en lille pige, der sidder i en smuk, smuk sommerhave af den slags, der kan sælge tusindvis af charterrejser til østens mysterier. Pigens far fortæller om deres lands historie, om de krigeriske folk, der har pint det smukke land, hvorefter han kører ind til sit kontor i sin uniform og bliver skudt.
Myrdet af soldater
Pigen er naturligvis lille Aung San Suu Kyi og faderen er Aung San, stifteren af det burmesiske kommunistparti og en af de førende kræfter i kampen for at gøre Burma frit af de engelske koloniherrer i årene efter 2. verdenskrig. Han blev myrdet af soldater, der støttede en tidligere premierminister og en anden vej mod frihed i Burma.
Husmor i Oxford
Derefter hopper filmen til det, der senere viser sig at være den anden gren i Luc Bessons 'The Lady', Aung San Suu Kyi britiske ægtemand, Michael Aris, der bor i Oxford i England og konstaterer, at han har dødelig prostatakræft. Det har absolut nul og nix med Burmas folk og dets historie at gøre, men netop Aris' kamp mod kræften ender som motoren i 'The Lady'. I sine unge år, da Aung San Suu Kyi studerede på universitet i Oxford, mødte hun og Aris hinanden, og hun levede som husmor i England indtil hun opdagede undertrykkelsen i sit hjemland og besluttede sig for at rejse hjem og tage kampen op efter sin far.
Dødeligt syg
Da Aris får at vide, at han er dødeligt syg, er Aung San Suu Kyi godt i gang med at etablere sig som symbolet på det burmesiske folks kamp. Han kan ikke få lov at rejse ind i Burma for at være sammen med sin kone, der er i husarrest, og eftersom Aung San Suu Kyi risikerer at miste sin stærke position som modstandssymbol hvis hun forlader Burma og ikke får lov at komme ind igen, vælger hun at blive.
Grædt og sørget og fortvivlet
Det er et både modbydeligt og pittoresk dilemma for Aung San Suu Kyi, lige præcis sådan ét, man kan skabe film ud af. Det gør Luc Besson så, og han gør det endda i sådan en grad, at filmen er betydeligt tættere på at handle om en syg universitetsprofessor og ekspert i asiatiske anliggender i Oxford end den er på den almindelige burmesers fortrædeligheder. Især i filmens sidste del bliver der grædt og sørget og fortvivlet over at Michael Aris og Aung San Suu Kyi og deres to store drenge ikke kan blive ført sammen, på trods af talrige verdenslederes opfordring til militærjuntaen om at lukke Aris ind.
Et fjernt tapet
Det er ikke svært at følge Luc Bessons tankegang. De fleste vesterlændinge vil have svært ved at sætte sig ind i livet hos en almindelig undertrykt gadesælger i Burmas hovedby, Rangoon. Men en universitetsprofessor, der får kræft i Oxford og må kæmpe for at forsørge sine to drenge, er betydeligt nemmere at forholde sig til. Og hvis man vil sælge nogle billetter og åbne verdens øjne for Aung San Suu Kyis kamp, må man bruge den slags tricks. Men det betyder samtidig også at det burmesiske folk og alle de mennesker, der er blevet tortureret, myrdet og henrettet af militærjuntaen bliver et underligt fjernt tapet i fortællingen om en familie.
Komiske paradefigurer
Generalerne ved magten bliver kun præsenteret kort og i de fleste tilfælde som en flok komiske paradefigurer, der sidder sammenklemt ved et lille bord i et lille kontor og er ved at dratte sammen ved vægten af alle medaljerne på deres uniformer. Burmas historie, landets dufte, dets kultur, dets stemning, dets folk træder aldrig i karakter, men forbliver et eksotisk postkort på væggen bag Michael Aris. Det giver en meget firkantet film, der bliver ufrivilligt komisk når den fokuserer intenst på Aung San Suu Kyis pivbesværlige familiesammenhold, alt imens vi ved at militærjuntaen er i gang med at myrde hundredvis af uskyldige et sted i baggrunden.
Imponerende troværdig
Al respekt til en instruktør og en film, der forsøger at gøre verden til et bedre sted, al respekt til Michelle Yeoh, den hong kong-kinesiske verdensstjerne, der er imponerende troværdig som Aung San Suu Kyi. Men som film, som drama, er 'The Lady' en underlig pukkelrygget tingest, der hele tiden koncentrerer sig om at tale så tydeligt og med så store bogstaver som muligt til et vestligt publikum, der ikke må synes at den her historie om en lille modig dame i et fjernt land er alt for fremmedartet. Der er noget galt, når man sidder tilbage med en meget klarere fornemmelse af hvordan det er at have kræft i Oxford end at være borger i Burma.