The Music Never Stopped

Tårer er guld

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det er en mærkelig følelse. Man kniber en tåre i sympati og forståelse med figurerne i en film, og samtidig bliver man vred over at være blevet forført af en skamløs instruktør, der insisterer på at presse enhver følelse frem i sin historie. Den dobbeltbundede fornemmelse dukker op undervejs i den amerikanske film, 'The Music Never Stopped' - i hvert fald hvis man tilhører det typisk europæiske filmpublikum, der foretrækker at få plads til selv at lægge deres følelsesliv ind i en film, i modsætning til det amerikanske greb, der går ud på at malke følelserne ud af enhver situation.

Emotionelle sluser
Naturligvis findes der amerikanere, som hader når historiefortællere skubber dem ud i en syndflod af tårer, og europæere, der kan lide at lukke op for alle emotionelle sluser à la americain. Men som grundregel har amerikanerne betydeligt nemmere ved at gøre som Jim Kohlberg og sætte trumf på enhver følelse i 'The Music Never Stopped', uanset at filmen bygger på en videnskabelig undersøgelse af den forunderlige menneskelige natur.

Hullet som en si
'The Music Never Stopped' bunder i et essay, som neurologen Oliver Sacks forfattede i 1995, om en ung mand, der i særlig grad havde understreget at minder hos mennesker med hjerneskader kan blive vakt til live når de lytter til den musik, de hørte før deres hjerne på den ene eller anden måde blev skadet. De fungerer knap nok som mennesker og deres hukommelse er hullet som en si, men musikken kan de huske. Og det mest forunderlige ved studierne af mennesker med hjerneskader var, at de kunne genvinde en stor del af deres bevidsthed ved at lytte til den musik, deres minder knyttede sig til.

Midaldrende ægtepar
Den opdagelse bruger Jim Kohlberg og hans manuskriptforfattere som udgangspunkt for historien om et midaldrende ægtepar, der en dag får besked om at deres søn, Gabriel, som de ikke har set i omtrent 20 år, har fået en hjernesvulst af så stor en størrelse, at den risikerer at invalidere ham resten af livet. Og det er præcis hvad den ser ud til at gøre, indtil en professor i neurologi tilbyder at forsøge sig med en ny terapi, der går ud på at undersøge hjernepatienter ved at spille musik for dem.

Et normalt menneske
Hun opdager, at Gabriel liver op og bliver et normalt menneske, når hun spiller den musik, han hørte i sin ungdom omkring 1970, hvilket vil sige psykedelisk rock og musik med stærke politiske undertoner, som Bob Dylan, Cream, The Beatles og The Grateful Dead. Det var præcis den musik sønnen lyttede til i de år, da han og hans far, Henry, endte i det ene skænderi efter det andet, især fordi Henry ikke forstod hvilke idéer, der skyllede gennem Gabriels generation, indtil sønnen til sidst skred og ikke lod høre fra sig igen indtil hjernesvulsten skulle opereres væk.

Større grædetur
Nu, omtrent 20 år senere, får far og søn pludselig mulighed for at lytte til sønnens musik og diskutere den. Og denne gang er Henry betydeligt mere interesseret i sætte sig ind i sin søns tanker, så han kan få Gabriel tilbage igen, om end det kræver hans kones overtalelse og en større grædetur før den ekstreme stivnakke tager sig sammen.

Sønnens anden ungdom
Det er bestemt en smuk historie, far og søn, der genforenes og finder hinanden takket være musikkens healende kraft. Og hvis nogen skulle være tvivl om at det er en smuk historie, skal Jim Kohlberg dælme nok sørge for at vække dem. Det havde ikke været svært at fortælle 'The Music Never Stopped' som en enkel og tør lille film, der viser hvor stærkt far og søn bliver knyttet sammen i sønnens anden ungdom, eller i hvert fald hans genoplivede ungdomsår. Men Kohlberg og hans hold sørger også for at udnytte det sørgmodige i Gabriels manglende korte hukommelse, hvilket betyder at han kan forelske sig hudløst i en smuk pige, der arbejder i kantinen på hans hospital, og genopleve samme kærlighed ved første blik om og om igen fordi han har glemt at han så hende dagen forinden.

Smuk genforening
Det har sådan set ikke noget med forholdet mellem faderen og sønnen og musikkens hellige ånd at gøre, men idéen synes at være, at når nu vi er i gang med at malke følelser ud af den smukke genforening af far og søn, kan vi jo ligeså godt blive ved. Og således fortsætter Kohlberg med at malke tårer langt ud over det, der er nødvendigt for at sætte sig ind i Henrys forståelige glæde ved at have fået sin søn tilbage.

Musikkens healende kraft
Man skal være skabt af en særlig effektiv støbebeton hvis ikke man kan blive rørt til tårer, ikke mindst hvis man kan finde spor og aner og minder om sine egne oplevelser med musikkens healende kraft og den generationskløft som kan afføde grimme sår i forholdet mellem forældre og deres børn - og som sjældent lader sig hele så rent som i 'The Music Never Stopped'. Det er præcis styrken ved filmen, men samtidig er det umådelig svært ikke at blive irriteret på Kohlbergs trang til ikke bare at mane fugtighed frem i øjnene, men lukke helt op for tårekanalerne.

Emotionel karussel
'The Music Never Stopped' havde med garanti været en mere tilfredsstillende oplevelse, hvis den havde givet tilskueren plads og rum til at dvæle ved sine egne oplevelser, i stedet for at blive slynget rundt i familiens emotionelle karrusel. Men det er nu alligevel en smuk historie.