The Woman in Black

Det er dælme hyggeligt, du

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Det lyder grotesk, at man kan beskrive en gyserfilm som 'hyggelig'. Men hyggelig er lige hvad 'The Woman in Black' er. Den er fuld af spøgelser og store mørke huse på øde øer og døde børn og sære lyde midt om natten og alt hvad der hører en gyserfilm til. Netop derfor er den hyggelig. Den har alle de elementer, vi kender fra klassiske gyserfilm, og har taler vi virkelig klassiske gyserfilm, film som 'House on Haunted Hill' og 'The Haunting', film hvor der foregår noget dystert i det store gamle forladte hus på bakketoppen og hvor damer i hvide eller sorte kjoler viser sig hver gang en ulykke sker.

Gys som vor mor lavede den
Det er gys, som vor mor lavede den. 'The Woman in Black' er så traditionelt tilrettelagt, at man kan læne sig tilbage i sædet med en pakke kiks og en kop varm the og krydse alle elementerne af i den klassiske gysers ABC. Selvfølgelig foregår den i det tågeindhyllede og mørke efterårs-England i begyndelsen af 1900-tallet. Naturligvis skal vores hovedperson, den unge advokat, rejse op til en lille nordengelsk udørk med det knirkende navn, Chrythin Gifford. Selvsagt er hans unge kone død i barselssengen. Naturligvis skal den unge advokat opgøre dødsboet hos en rig gammel dame. Selvfølgelig hævder den lokale kroejer insisterende at der ikke er flere ledige værelser. Sørme om ikke kroejerens kone kommer og tilbyder advokaten loftsværelset. Minsandten om ikke tre små piger omkom på mystisk vis i selvsamme loftsværelse. Naturligvis skal den unge advokat ud til et stort og tilgroet hus, der ligger gemt væk på en ø ud for kysten. Selvfølgelig kommer tidevandet og oversvømmer vejen til øen, så man kun kan komme væk på bestemt tidspunkter. Sørme om ikke de lokale beboere kræver at den unge advokat rejser væk med det samme. Og minsandten om ikke den unge advokat insisterer på at overnatte i det gamle hus, selvom man kan høre barnestemmer og der kommer sære lyde fra et aflåst rum.

Bare et filmgys
Det giver mere end rigtig god mening at 'The Woman in Black' er produceret på det genopstandne engelske selskab Hammer Films, der stod bag mange klassiske britiske gysere i 1950'erne og op til 70'erne, ikke mindst med Christopher Lee, der senere blev kendt som Saruman i 'Ringenes Herre', i hovedrollerne. Instruktøren James Watkins har ikke gjort det mindste for at vride gysergenren i nye retninger eller at få os til at føle os rigtigt urolige og bange indeni, også når filmen er slut. Der er ikke noget twist over moderens natur, som i Roman Polanskis 'Rosemary's baby'. Den gør ikke angsten for at være alene så håndgribelig, at man nærmest kan røre ved den, som i Stanley Kubricks 'Ondskabens hotel'. Spøgelserne i 'The Woman in Black' er ikke metaforer for et eller andet, der skræmmer os i den virkelige verden. Det er bare et filmgys som så mange andre. Det er dælme hyggeligt, du.

Museumsagtig fornemmelse
Selvfølgelig kan man hoppe på James Watkins' velkendte gysertricks hist og pist og mærke en isnende kulde løbe op ad rygraden, men i almindelighed er det ikke uhyggen, der er kvaliteten ved 'The Woman in Black'. Det er derimod den næsten museumsagtige fornemmelse af solidt klassisk håndværk. Der er virkelig kræset for detaljerne og elementerne. Daniel Radcliffe, vores allesammens Harry Potter, ser bragende godt ud som en ung advokat i sit fineste skrud. Klippeøen med det gamle hus er virkelig en gennemført lækker location for en gyserhistorie. Udørken Crythin Gifford ligner virkelig indbegrebet af en hjemsøgt lille nordengelsk by. Og den store sal, hvor Daniel Radcliffe gang på gang sidder i stearinlyset og læser gamle håndskrevne papirer med ryggen til den mørke skikkelse, er virkelig ufattelig smuk i sin gotiske uhygge.

Klassisk gys
Sådan er 'The Woman in Black' hele vejen igennem. Den er klassisk gys serveret som en kasse af de fineste cubanske cigarer eller som et skræddersyet jakkesæt. Det er så lækkert anrettet, at man næsten kan tilgive at historien er noget monstrøst bavl, som hverken er særlig opfindsomt eller særlig godt fortalt.  Som altid når en hovedperson undlader at stille de spørgsmål som naturligt nok må ligge på læben af alle og enhver, men i stedet bare insisterer på at sove alene i et stort hus på en øde ø, ved vi at der er huller i fortællingen. Hvorfor hævner Kvinden i sort sig på den måde, hun hævner sig? Giver det overhovedet nogen mening? Ja, som klassisk gys, hvor særlige regler skal følges, giver det mening, men ikke som en almindelig fortælling med en logik. På den baggrund virker moralen om at passe godt på sine børn højst dobbeltmoralsk. Og gyserkliché-slutningen er mildt sagt heller ikke noget at være stolt af.

Bimlende mekanisk legetøj
Heldigvis er der meget andet at nyde i 'The Woman in Black'. Det smukke engelske landskab advokatens tog passerer igennem. Det kraftige stof i mændenes jakkesæt. Kvindernes smukke hvide kjoler. Den stemningsfulde tåge, der smyger sig om den klippeøen. Det sjove gammeldags mekaniske legetøj, der bimler løs når Kvinden i sort er i nærheden. Den lækre fotografering med kolde mørkeblå toner og en elegant brug af fokus og dybdeskarphed. Det er bare med at læne sig tilbage i sædet med en kop varm the og ta' på gysermuseum.