This Must be the Place

En film at elske eller hade eller bare at nyde

Anmeldt af Per Juul Carlsen

Man siger ofte om en film eller en bog eller et andet stykke kunstnerisk udtryk, at det er af den slags man enten elsker eller hader. På en eller anden måde virker bogen eller filmen eller hvad det måtte være så udfordrende og anderledes i sit udtryk, at folk enten vil elske det for sin særlige måde at præsentere sin verden på - eller hade det for at være så irriterende udfordrende eller krævende. I realiteten er den talemåde noget sludder, eller i bedste fald en overdrivelse. Det kan godt være, at der er mennesker, der afskyr en film eller bog mens andre ikke kan leve uden den, men der er afgjort også en kæmpe bunke mennesker, som enten er revnende ligeglade eller som følte sig jævnt underholdt.

Krøllet og skæv
Det bringer os videre til 'This Must be the Place', en film, som afgjort er af den slags, nogen vil elske og andre vil hade. Den er så krøllet og skæv i sin måde at fortælle sin historie, at mange vil sukke i irritation, mens andre vil elske den for sit anderledes og spøjse verdensbillede.
Nogen vil hade hovedpersonen, Cheyenne, en pivende og knirkende rockstjerne på 50 år, der går med sminke og fylder sit hår med husblas og farvestof så det står lige op i luften i en sort plamage, præcis som den engelske rockstjerne Robert Smith fra gruppen The Cure, der havde sin storhedstid i 80'ernes sortsyn. Og de vil ikke engang blive formildede af at det er den amerikanske stjerne Sean Penn, der render rundt med en kæmpe kulsort paryk med hårtotter hængende ned i øjnene. Andre vil elske den her gemytlige og lille omvendte klovn, der drysser stille ironiske betragtninger af sig og hygger sig med sin søde kone, der besynderligt nok er brandmand, og som elsker sin mand højt. Og de vil ikke mindst elske at konen bliver spillet af Frances McDormand, den i enhver henseende anderledes skuespillerinde, der blev stjerne i Coen-brødrenes 'Fargo'.

Kysser bilnøglerne
Nogen vil hade filmens stille, slentrende tempo, hvor det på ingen måde er historien, der er vigtigst, men derimod de små, underfundige betragtninger om livets uudgrundelighed og instruktøren Paolo Sorrentinos leg med farver, kameraføring og billedkompositioner. Andre vil elske filmen af samme grund, for situationer som den hvor Cheyenne låner en bil af en røvirriterende Texas-rigmand, som kysser bilnøglerne inden han afleverer dem til Cheyenne, en så sær og kejtet personage, at ingen mennesker, og slet ikke en rigmand fra Texas, ville overlade sin elskede bil til ham. Eller for et øjeblik som det, hvor en gammel indianer sætter sig ind i Cheyennes bil og kører med og stiger ud igen, midt i ørkenen, uden på noget tidspunkt at have sagt et ord.

Sortklædt excentriker
Nogen vil hade filmen fordi den ikke på noget tidspunkt forklarer publikum hvad den handler om eller hvad den har på hjerte eller hvad Paolo Sorrentino vil have, at vi skal bruge den til. For hvad er det for en besynderlig historie om en gammel, afdanket rockstjerne, der ikke har givet koncert i 10 år og som går og piver over at to unge fyre slog sig selv ihjel til hans musik, og som rejser til USA for at begrave sin afdøde far og finde den nazi-fangevogter, der ydmygede hans far under 2. verdenskrig? Andre vil elske den fordi den er så åben, fordi tingene bare sker og den ene sære og pludselige begivenhed afløser den næste, uden nogen fremdrift eller indlysende sammenhæng. Og de vil le af den sære, gemytlige fortælling om den sortklædte excentriker, der rejser af sted gennem USA, til tonerne af Talking Heads' gamle 'This Must be the Place', et nummer om at finde hjem og i overført betydning at finde sig selv.

Jim Jarmusch er nærmeste slægtning
Nogle vil ryste på hovedet af filmens underlige sammenflikning af en sortsynet 80'er-rocker, der drager af sted på jagt efter den nazist, som pinte hans far. Andre vil glæde sig over den krøllede konstruktion. 'This Must be the Place' er indbegrebet af en film, man enten vil elske eller hade, præcis som det er tilfældet med Jim Jarmusch' søvngængeragtige og minimalistiske film som 'Down By Law' og 'Dead Man', der nok er de nærmeste slægtninge til italieneren Paolo Sorrentinos meget europæiske rejse gennem de store amerikanske vidder.

Hjemmestrikkede løsninger
Men naturligvis er der alle os andre, alle dem, der hverken elsker eller hader 'This Must be the Place', og som på ingen måde er uberørte af filmen eller ligeglade med den, men som glædes over 41-årige Sorrentinos altid opfindsomme brug af sit kamera. Der er os, der nyder at Sorrentino så tydeligvis er en stor musikelsker, der med omhu vender og drejer et stykke musik for at finde betydninger og stemninger, der kan beskrive sammenstødet mellem et menneske og et landskab på et bestemt sted og få en hel ny stemning ud af det. Og der er os, der elsker når en filminstruktør fortæller en historie på sin helt egen måde og sætter elementerne sammen som ingen andre filminstruktør gør. Vi hverken elsker eller hader 'This Must be the Place', men nyder den for at være en helt igennem personlig film, med alt hvad det indebærer af spinkle konstruktioner og hjemmestrikkede løsninger.