preload loader
war horse
 

War Horse

Krigshestehviskeren

pile_3

Af Per Juul Carlsen

Steven Spielbergs nye drama, 'War Horse', understreger hvor kraftfuldt et medie, film er. Dermed ikke sagt at film er bedre eller stærkere eller federe end bøger og musik eller teater. Når filmmediet spiller med musklerne, når billeder, lyd og musik bliver fyret på én gang, har film bare en kraft og en pondus som andre udtryksformer ikke kan hamle op med. Og som bekendt er der få andre, der forstår at orkestrere en film, så man nærmest bliver hjernevasket af sanseindtryk, som Steven Spielberg.

Viklet ind i pigtråd
Oprindeligt var 'War Horse' en børnebog, skrevet i 1982 af englænderen Michael Morpurgo, der forsøgte at beskrive 1. verdenskrigs rædsler, som de blev oplevet gennem en hest. Det har formentlig været en barsk oplevelse for de børn, der har læst bogen, eller har fået den læst den op. Men som bekendt er der en verden til forskel på at læse om en voldsom begivenhed og at se den. En hest, der løber henover skyttegravene i Frankrig under 1. verdenskrig, viklet ind i pigtråd og smurt ind i mudder, er et stærkt billede på skrift. Men det er noget helt andet at se selvsamme hest, vild i øjnene, med pigtråd, der borer sig ind i dens krop, dampende af sved, i vild flugt mellem trætte soldater og menneskelig, tilsat buldrende lyd og tordnende musik, på film.

Læg bogen væk
Når vi læser en bog, følger vores øjne det tempo og den intensitet, som vi har lyst til at opleve historien med. Og vi kan altid lægge bogen fra os, hvis vi trænger til at sunde os ovenpå en voldsom oplevelse. Sådan fungerer en film ikke. Den har sit tempo, sin musik og sit lydunivers, og så må man bare følge med, uanset hvor heftigt det går for sig.

Tuttenuttet hestepigehistorie
Derfor er en børnebog som 'War Horse' ikke nødvendigvis en børnefilm, selvom den bliver trofast filmatiseret. Den er heller ikke en voksenfilm, men en eller anden mystisk bastard midt i mellem. Et barn klædt ud som voksen. Det er der ikke nødvendigvis noget forkert i. Filmatiseringerne af bøgerne om Harry Potter har fx en fascinerende ubalance som et børneunivers fuld af kulsorte og dystre billeder af overnaturlige gespenster. Men 'War Horse' er bare ude af balance. 'War Horse' består af en tuttenuttet hestepigehistorie om en dreng og hans afgrundsdybe kærlighed til en hest, der bliver solgt til militæret under 1. verdenskrig, fordi hans familie har brug for pengene. Men den indeholder også billeder af soldater, der bliver ramt af granater og flyver flere meter op i luften. Den serverer smukke billeder af glade heste, der rider gennem de sydengelske bakker i solnedgange. Men også sekvenser, hvor den ene soldat efter den anden bliver slagtet med sværd eller maskingevær på slagmarken.

Patetiske konstruktioner
'War Horse' er ikke 'Silas og den sorte hoppe' kombineret med 'Saving Private Ryan'. Men det er forbavsende tæt på. Og det er mere end selv en instruktør som Steven Spielberg, med hans formidable kontrol over sine virkemidler, kan skræve over. Der er fantastiske filmiske sekvenser i 'War Horse', fx scenerne på familiens gård i sydengland, hvor drengen Albert forsøger at opdrætte den hest, som hans far i forkvaklet stolthed har købt for næsen af den lokale herremand. Og scenerne fra skyttegravene i Frankrig er så grundigt genskabt, at man næsten kan lugte stanken. Men der er også overdrevent og helt unødvendigt patetiske konstruktioner, især i filmens slutning, hvor Spielberg får fremmanet det, der ligner den mest kulørte solnedgang i filmhistorien.

2 1/2 times krig kærlighed og død
Men først og fremmest har Spielberg et problem med en historie, der ikke kan rumme at blive blæst op til det helt store episke format med 2 ½ times krig, kærlighed og død. Det står ikke helt klart hvorfor vi skal opleve så store lidelser gennem en hest. Hvorfor lader en feltlæge fx halvdelen af sit lazaret skrige i lidelse mens han går i stå over synet af en hest, der har kæmpet sig gennem en skyttegrav? Det fungerer muligvis, sandsynligvis, i en børnebog, hvor man selv kan bestemme læsetempoet og intensiteten, hvor man selv kan lade sin fantasi bearbejde og behandle det, man læser. Men i en film, med nedslidte soldater og kroppe, der er flænset itu af pigtråd og maskingeværsalver, får sådan en scene en lige lovlig mærkelig balance mellem hestefascination og voldsom død.

Send eller anbefal link

Instruktør

Steven Spielberg

Genre

Drama

Land

USA

Premieredato

26.01.2012

 
 

Lyt til

Fredag 14.03

 

Lørdag 21.03 og søndag 1.03 på digital radio

 

Få Filmland som podcast

Hvis du vil abonnere på dette program har du fire muligheder:

  • iTunes
    Klik her, hvis du henter programmer med iTunes
  • ZENcast
    Klik her, hvis du henter programmer med ZENcast Organizer
  • XML
    Højreklik og kopier linkadresse
  • MailCast
    Klik og få programmet sendt med mail

Læs mere om podcasting her

 

Filmportrætter:

Filmfolk på P1

Filmfolk på P1 kigger i sommerens løb på en række markante, danske filmfolk, som måske ikke står i første række, når det gælder opmærksomhed, men som skaber vigtige spor i dansk film.

 

 
 
 
Du er her: dr.dk > P1 > Filmland > Anmeldelser

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.