2 x Buñuel

Hvor blev surrealismen af?

'Sådan laver man dem ikke mere'. Det er et efterhånden velkendt slogan blandt livsstilsnostalgikere, der mener at huske at alting var meget bedre førhen. I den her sammenhæng er der ingen nostalgi. Det er bare en konstatering. Der er simpelthen ingen, der laver film som spanieren Luis Buñuel gjorde det.
Det kan man forsikre sig om ved at se de to sjældne film, der netop er blevet udsendt på det velrenommerede amerikanske dvd-selskab Criterion Collection. De ligner på ingen måde de film, der kommer op i biograferne i 2009. Det er ikke kun fordi de er i sort/hvid. Fortællestilen, ja, hele idéen med filmene eksisterer ikke længere - og hvis den gør, er det i små kunstfilm, der aldrig når ud i den store vide verden og slet ikke til de danske biografer.

Tjenestefolkene stikker af
Hør bare handlingen i den ene af filmene, 'The Exterminating Angel' - eller på originalsproget: 'El Àngel Exterminador' fra 1962: En flok pæne mennesker fra det øvre borgerskab tager til middagsselskab i en gigantisk villa efter at have været i teateret. Af en eller anden grund vælger næsten samtlige tjenestefolkene at stikke af fra huset så snart maden er klar. Tilbage er kun det cirka 20 mand store selskab, der langsomt opdager, at ingen af dem kan finde ud af at forlade den store stue, de befinder sig i. Der er ingen logisk forklaring. De kan bare ikke finde ud af at gå.

Skændes og chikanerer
De bliver nødt til at overnatte i deres pæne festskrud, og næste dag gentager scenariet sig. Ingen kan finde ud af at gå. Udenfor opdager omverdenen langsomt hvad der er sket, men ingen kan finde ud af at gå indenfor i villaen. Efterhånden begynder den pæne overflade på borgerskabet i villaen at krakelere. Der er ikke noget mad at spise og ingen steder at få sig et bad eller nyt tøj. Gæsterne kommer op at skændes, de chikanerer hinanden, de slås, de bliver syge - hele deres verden falder fra hinanden.

Dyret under facaden
Det er den simple handling i 'The Exterminating Angel'. Men er handlingen simpel, er Buñuels fortællestil til gengæld kompleks og svær at gengive. Gennem de godt 70 minutter borgerskabet er fanget i villaen leger Buñuel grundigt med velkendte fortælleformer. Gæsterne siger replikker, der ikke har nogen sammenhæng, flere små scener bliver gentaget og en stor del af figurernes handlinger er et mysterium. Pointen med den kantede og selvkommenterende fortælleform er tilsyneladende at få både borgerskabets og publikums verdensbillede til at krakelere. Det er netop Buñuels tanke med filmen, at vise hvor nemt vores pæne, civiliserede verdensbillede falder sammen og hvor hurtigt mennesket blotter dyret under facaden.

Streng realisme
 Den slags surrealistiske og absurd-humoristiske indfald ser man ikke i nutidens film. I det hele taget er den surrealisme, som Buñuel var en af de store stjerner for, svær at få øje på i det moderne filmsprog. Det fuldstændige modstykke, nemlig den strenge realisme, er til gengæld overalt. Det er temmelig paradoksalt, eftersom det store spanske surrealistiske navn indenfor malerkunst, Salvador Dalí, bliver hyldet og dyrket overalt for tiden.
Det er også svært at se en moderne parallel til den anden nye dvd-udgivelse med Luis Buñuel, novellefilmen 'Simon of the Desert' - eller på spansk 'Símon del desierto' - fra 1965. Her bliver Buñuels surrealisme kørt langt ud på det komiske overdrev i en film, der balancerer mellem pjat og alvorl film. Den tager fat i et af ateisten Buñuels yndlingsemner, den kristne kirke, som Buñuel konstant endevendte i sine film - ligesom han iøvrigt gjorde med det førnævnte pæne borgerskab.

Simon søjlehelgen
'Simon of the Desert' bygger på beretningen om eremitten Simon Søjlehelgen, der ifølge myten tilbragte 37 år i ren askese på en søjle omkring år 400. Simons dedikation til sin gud kendte tilsyneladende ingen grænser, hvilket Buñuel hygger sig gevaldigt med i 'Simon of the Desert'. Han lader talrige figurer opsøge Simon, der lever sit besynderlige helgenliv på toppen af en høj søjle. En af dem bliver ved med at komme igen og igen, nemlig djævlen, i skikkelse af den smukke skuespillerinde Silvia Pinal, der er rund og kvindelig på en måde som meget få skuespillerinder vil tillade sig selv at være idag.

Nøgne lår og bryster
Hun dukker først op i et skolepige-kostume og synger en ualmindelig fjollet sang, hvori hun foreslår, at Simons skæg er vasket i urin. Siden viser hun både nøgne lår og bryster uden dog at overbevise Simon om at han skal opgive sin stærke tro og kravle ned fra sin søjle. Djævelen bliver ved med at komme tilbage i forskellige forklædninger og tilsidst lykkes det hende at hive Simon ned og trække ham med til et diskotek anno 1965, hvor han sidder i et hjørne og mukker mens unge mennesker omkring ham danser til pigtrådsmusik for fuld udblæsning.

Et jordnært mirakel
Det er en forunderlig lille surrealistisk fortælling, fuld af komiske indfald omkring kristendommens små absurditeter, såsom i starten af filmen, da Simon udfører et mirakel for en tyv og familiefar, der har fået hugget hænderne af. Simon giver tyven hænderne tilbage så han kan forsørge sin familie, og tyven og hans kone reagerer uden nogen form for overraskelse, da hans hænder pludselig er tilbage igen. 'Nå, lad os se at komme hjem', lyder reaktionen og da en af tyvens døtre spørger om det er hans gamle hænder eller nogen helt nye, han har fået, får hun en reprimande og et nakkedrag. Det kan man da kalde et jordnært mirakel.

En brise af surrealisme
Det er meget svært at forestille sig film som 'The Exterminating Angel' og 'Simon of the Desert' idag. Men hvorfor? Er det fordi Buñuel var en af de få, der kunne omsætte surrealismens idéer til filmmediet på en naturlig måde, uden at det hele endte i forskruede og krukkede symboler og metaforer? Eller er vi bare mere interesseret i at se historier fra hverdagen i nutidens film? Under alle omstændigheder giver 'The Exterminating Angel' og 'Simon of the Desert' lyst til at se nogen udfordre tidens filmsprog med en frisk brise af absurd-humoristisk surrealisme.