2 x de Sica

Sådan laver man ikke film længere

Sådan laver man ikke film længere. Og det er nok også meget godt. Alt har sin tid, som man siger, og italieneren Vittorio de Sica havde i høj grad sin tid fra 1940'erne og op til 70'erne. Nu om dage huskes hans bedst som en af den meget indflydelsesrige italienske neo-realismes fædre og vigtigste kunstnere, med små og stærke film om almindelige menneskers poetiske og dramatiske fortrædeligheder, som i 'Cykeltyven' fra 1948, 'Miraklet i Milano' fra 1951 og 'Umberto D' fra 1952. Men Vittorio de Sica fortsatte med at lave adskillige film efter neo-realismens hensygnen i midten af 50'erne, som regel passionerede kærlighedsdramaer med deres helt egen og helt naturlige balance mellem det jordnært realistiske og det fantasifuldt poetiske. Og det er slet ikke så mærkelig en kobling, som det lyder.

Tidens tand
De to mindre kendte film af Vittorio de Sica, der netop er udkommet på dvd herhjemme, er præcis passionerede kærlighedsdramaer, der balancerer på grænsen mellem det poetiske og det realistiske. De er begge overordentlig stærkt præget af tidens tand, hvilket går hårdt ud over den ene og er en stor styrke ved den anden - forunderligt nok eftersom de er bygget op efter nogenlunde samme model, nemlig et kærlighedsforhold, der ændres og forandrer sig med tiden.

Fortumlede kærlighedsforhold
'Ægteskab på italiensk' er den svage af de to - uden at den af den grund er decideret spoleret af tiden, men det er svært at forstå med nutidens øjne hvorfor filmen blev nomineret til 10 Oscars. Vor tids forhold til at blive gift og slå sig ned og finde den eneste ene har ganske enkelt rykket sig betydeligt siden 1964. 'Ægteskab på italiensk' er den enkle historie om en mand og en kvinde og deres fortumlede kærlighedsforhold. Til at begynde med er han en succesrig forretningsmand og hun er prostitueret på et bordel i Napoli. De mødes første gang og indleder et forhold mens de amerikanske og engelske styrker bomber Napoli sønder og sammen under 2. verdenskrig. Det forhold varer ved mens Italien blomstrer op igen og mens kommunister og fascister skændes i ethvert hjørne af Italien.

Struttende kropsdele
Forretningsmanden, der spilles af Marcello Mastroianni med sin evigtgrønne distræte charme, har ikke forestillet sig at forholdet skal blive mere end et forhold, men den prostituerede, spillet af Sophia Loren for fuld udblæsning med struttende kropsdele og farvestrålende kjoler og parykker, er for alvor forelsket, og hun drømmer om at gifte sig med sin Domenico og få børn og alt hvad der hører til. Det er naturligvis ikke nemt, når forretningsmanden er glat som sæbe og mest af alt er opslugt af at være fri og ikke bundet til noget.

Luderen og forretningsmanden
Enhver film, hvor Sophia Loren og Marcello Mastroianni spiller overfor hinanden har en helt særlig charme. Det gælder også 'Ægteskab på italiensk', hvor især Sophia Loren er fantastisk at skue - ikke bare pga hendes farverige kjoler og frisurer, men også takket være hendes levende og altid tilstedeværende skuespil. Men der også noget mærkelig hult ved filmens idé. Det er som om den kommenterer på et italiensk forhold mellem kønnene, som ikke bliver beskrevet, og grundlæggende er det meget svært at se kvinden Filumena som prostitueret og Domenico som forretningsmand. De virker mærkeligt løsrevne fra deres baggrund - og eftersom det ikke længere er så afgørende for et parforhold at blive gift og få børn, er det svært helt at forstå hvad der driver Filumena.

Smuk og elegant
Mens tiden har slidt på 'Ægteskab på italiensk' har den styrket den 4 år yngre 'Amanti'. Den handler også om et passioneret kærlighedsforhold og den har også Marcello Mastroianni i en hovedrolle, men til forskel fra 'Ægteskab på italiensk' foregår den i løbet af en ganske kort periode og så har den en ubeskriveligt smuk og elegant Faye Dunaway i den anden hovedrolle.
Dunaway spiller en amerikansk modedesigner, Julie, der er i Italien og kaster sig ud i et forhold til den italienske ingeniør og charmetrold, Valerio. Der sker ikke vanvittig meget mellem de to. De kører rundt i en smuk orangegul sportsvogn iført fantastisk og hypersmart 60'er-kluns i ubeskriveligt smukke omgivelser i det nordlige Italien, især i byerne Lignano og Cortina. Der er hele tiden en særlig melankoli mellem de to, måske fordi de begge har en ægtefælle, de skal forholde sig til, måske fordi Julie på et tidspunkt skal hjem til USA igen. Til sidst får vi forklaringen på melankolien og eftersom den danske udgiver af 'Amanti' har været så uheldig, eller skal vi sige ubegavet, at servere overraskelsen på omslaget til dvd'en, kommer den ikke som nogen særlig overraskelse.

Varmblodig passion
Det spolerer nu ikke så meget. 'Amanti' fungerer først og fremmest fordi den er et enestående elegant og romantisk postkort fra sen-60'erne og fordi den har en helt usædvanlig stemning af melankolsk poesi. Den har formentlig også været der i 1968, men der er ingen tvivl om at tiden har forstærket både det elegante look af 60'erne og den drømmende, poetiske romance.
Sammenspillet mellem Marcello Mastroianni og Faye Dunaway er ikke så livligt og charmerende som mellem Mastroianni og Loren, men til gengæld har det noget andet, en kølig elegance, der engang imellem knækker over i glødende og varmblodig passion.
Sådan laver man ikke film længere. Til gengæld laver man film på så mange andre måder, og nu kan 'Amanti' tilmed fås på dvd.