9
1 2 3 4 5 6 7 8 og 9
Allerede fra de første sekunder af animationsfilmen '9' kan man mærke og fornemme, at Tim Burton har været involveret. Det kan godt være, at Burton ikke har haft fingrene nede i selve filmen og at han ikke har stillet store krav til dens udseende, men der er ingen tvivl om at hans ånd og hans idéer gemmer sig i filmen.
Stofligheden
Det kan man allerede mærke i den lille indledende sekvens, da en mystisk håndstrikket dukke falder på gulvet sammen med en lille rund amulet, der næsten ligner en ølkapsel. Både dukken og amuletten og såmænd også det gulv, dukken og amuletten rammer - og endda også det menneskelig, der ligger på gulvet ved siden af - er skabt med computerteknologi. Alligevel har de en stoflig fornemmelse - som om man kan røre ved dem og sidde og nusse med dem mellem fingrene. Det er et træk, der altid har præget Tim Burtons bedste og mest personlige film, stofligheden, fornemmelsen af at nogen har siddet i time efter time og nørklet med et stykke papirklip eller en hånddukke eller et stykke legetøj, så det nærmest har fået sin egen personlighed og sit eget liv.
Praktisk og teknisk erfaring
Tim Burton har været én af 5 producere på computeranimationsfilmen '9', og som altid når producere står opremset i forbindelse med en film, er deres bidrags natur et åbent spørgsmål. En producer kan i princippet bidrage med hvadsomhelst, der får en film til verden, både det praktiske, økonomiske og kunstneriske, og det mest sandsynlige er, at Tim Burton har hjulpet med finansiering af projektet og derudover leveret praktisk og teknisk erfaring med at skabe en animationsfilm i spillefilmslængde.
Hovsa-konstrueret slutning
'9' er altså ikke Tim Burtons film. Det er instruktøren Shane Ackers hjertebarn. Oprindeligt var '9' en kortfilm, der vakte så megen beundring hos bl.a. Burton og hans russiske kollega, Timur Bekmambetov, at de smed alt hvad de havde i hænderne for istedet at hjælpe Shane Acker med at forlænge '9' til en computeranimeret spillefilm. Det er der kommet en umådelig flot film ud af, en ualmindeligt gennemført lille film på 79 minutter. Selve historien flyver højere end dens vinger kan bære, og slutningen, hvor det hele skal samles op, er mildt sagt mere hovsa-konstrueret end den er gennemført og gennemtænkt.
Håndstrikket robot
Men inden det ender så skidt har Shane Acker skabt et helt specielt univers. Selv filmens hovedperson, 9, ligner ikke noget, vi har set før. Det er ham, der er den lille håndstrikkede dukke med amuletten på gulvet. Han ligner en lille lodden badehandske, der er syet om til en dukke - med en stor lynlås på maven og et par kikkertsigter som øjne. Og på ryggen af ham står der '9'.
Verden i ruiner
Da han vågner på gulvet ved siden af amuletten, har han ingen anelse om hvor han er henne i verden - eller for den sags skyld hvilken verden han er i. Han hopper ud af vinduet og finder en by i ruiner. I bilerne og på gaderne ligger lig af mennesker overalt, luften er tyk af en brunsort, giftig røg og i det fjerne står en enorm fabrik og truer som Saurons Mordor gør det i 'Ringenes Herre'. Hurtigt støder 9 ind i en anden, noget ældre og mere simpel, håndstrikket robotdukke, der kalder sig '2'. Men knap har 9 og 2 lært hinanden at kende før de bliver overfaldet af en stor, modbydeligt ondskabsfuld maskine, der mest ligner en robot-tyrannosaurus rex.
Mennesket og maskinerne
Sådan fortsætter Shane Ackers '9'. Efterhånden finder vores helt, 9, ud af at Jorden har været skueplads for en drabelig kamp mellem menneskene og maskinerne og at hverken menneskene eller maskinerne slap godt ud af den kamp. 9 finder også frem til de resterende 7 små håndstrikkede robotter, der hver især har deres egen personlighed. 1, den ældste i flokken, er fx en forstokket gammel nar, der gemmer sig væk i sin egen lille semi-religion. 8 er 1's svorne håndlanger, et stort og stærkt brød. Og 7 er en ren amazone, en begavet skønhed, der samtidig er den største kriger i flokken.
9 små robotdukker
Det er så afgjort de 9 små håndstrikkede robotdukker, der er filmens store oplevelse. De ligner ikke noget andet fra computeranimationens verden, eller filmens verden i det hele taget. De er meget langt fra de nuttede figurer Disney og Pixar har skabt, og hvis de overhovedet ligner noget, vi kender fra filmens verden, er det den slags skæve, hjemmebyggede figurer, der dukker op i film som 'Delicatessen' og 'De fortabte børns by' af franskmanden Jean-Pierre Jeunet. Eller måske de krøllede typer, der kan ses i et par film, som Tim Burton også har haft fingre i, nemlig hans egen 'Corpse Bride' eller kollegaen Henry Selicks 'Nightmare Before Christmas' og 'Coraline'.
Alle anbefalinger
Men figurerne i de nævnte film MINDER altså kun om robotdukkerne i Shane Ackers '9'. Det er svært at blive rigtigt begejstret for historien i '9'. Men figurerne og billeduniverset er til gengæld så specielt, at det får alle anbefalinger herfra.