An Island

Musik er leg

Der findes en temmelig klar idé om hvordan en dokumentar med et rockband skal se ud. Det skal være noget med at følge et band på en turné eller under en pladeindspilning, at komme med ind i bandrummet og mærke spændingerne i bandet, at høre et skænderi eller syv, at se de to kreative kræfter i bandet, fx sangskriveren og sangeren, blive uvenner på en måde så vi forstår at de er nogle skrøbelige kreative ego'er og at mange års hårdt arbejde har slidt på sammenholdet i gruppen, at få bekræftet at gruppens trommeslager er den sjove festabe og at bassisten er nørden, der aldrig siger et ord, at mærke den intime lugt af sure sokker og lunkne øl i et svedigt øvelokale osv. osv.

Klassisk rockdokumentar
Mere eller mindre sådan ser fx 'Rocket Brothers' om danske Kashmir eller '422 dage i dybet' om Sort Sol eller Metallicas 'Some Kind of Monster' ud. Det er så klassisk en opfattelse af en rockdokumentar, at der er lavet flere spoofs og komedier ud af genren, fx Rob Reiners 'Spinal Tap' og tv-serien 'Bad News'.

Ikke noget almindeligt band
Sådan ser musikfilmen 'An Island' med den danske gruppe Efterklang til gengæld overhovedet ikke ud. Det kan sagtens have noget at gøre med at gruppens medlemmer ikke er blevet gamle nok til at blive rigtig musikalske uvenner, men det hænger sikkert snarere sammen med, at gruppens medlemmer ikke er så kendte, uanset hvor mange store beundrere de har i både Danmark og udlandet, at det vil være interessant at se dem skændes. Men det kan lige så vel have noget at gøre med, at Efterklang ikke er noget almindeligt band, som kan præsenteres og dokumenteres som alle andre.

Ingen sure sokker
Der er ingen diskussioner i 'An Island', ingen sure sokker, ingen kameraer, der træder langt ind over intimsfæren, ingen bassister med tomme blik i øjnene. I stedet er 'An Island' et kreativt samarbejde mellem en håndfuld legesyge musikanter, der gerne banker løs på inventaret i en kostald for skabe musik, og en lige så legesyg fransk filminstruktør, der tilsyneladende nægter at følge almindelige regler for hvordan film skal se ud.

De dybe rødder på Als
Der er så godt som ingen fakta om Efterklang i 'An Island', ingen salgstal, ingen præsentation af gruppens medlemmer, ingen interviews om deres forhold til musik og deres kreative kriser. Præmissen for 'An Island' er i stedet at Vincent Moon og Efterklang rejser til øen Als, hvor gruppen stammer fra. Undervejs fortæller bandets medlemmer et par anekdoter, som i princippet ikke siger noget som helst, men som understreger hvor dybe rødder medlemmerne og deres venskaber har på Als. Der er 4-5 historier om hvordan de mødte hinanden i børnehaven, en historie om hvordan de mødtes bag en garage for at ryge og en historie om at køre med bus til Sønderborg.

Bajerne sveden og tårerne
Derudover præsenterer 'An Island' en række sekvenser, hvor Efterklang bryder reglerne for hvordan musik skal præsenteres og hvordan den skal opstå. Det er ikke bajerne, sveden og tårerne, der er interessante her, men kort og godt legen. Hvilken musik opstår, hvis sangeren Casper Clausen går ud i den fugtige Nørreskov på Als med en transistorradio og finder tilfældige stumper musik på radiokanalerne? Hvilken musik opstår hvis Efterklang finder lyde i laden på en gård? Hvordan fungerer det, hvis bandet spiller musik på ladet en bil og bilmotorens brummen fungerer som en sær basgang? Hvilket udtryk får det hvis Efterklangs medlemmer spiller deres nummer, 'Alike', sammen med deres forældre? Hvad sker der, hvis Efterklang opsøger Tandslet Skole, hvor de selv havde deres skolegang, og sætter skolens mindste klasser til at spille og synge med på nummeret 'Me Me Me the Brick House'?

Bandromantik
Det kan lyde både søgt og useriøst - måske endda indholdsløst - men resultat virker betydeligt mere umiddelbart og oprigtigt end de klassiske rockdokumentarer, hvor man sidder tilbage med følelsen af at de kendte rockstjerner tog sig et lille skænderi fordi den slags kontroverser og bandromantik sælger billetter og avisoverskrifter.

En særlig åbenhed
Efterklangs musik har altid haft en særlig åbenhed, ikke bare fordi gruppen tydeligvis eksperimenterer på livet løs med instrumenter og klange, men også fordi de spiller musik, som er fri for fortolkning. Den fortæller aldrig, eller meget sjældent, om lytteren skal føle sig trist eller melankolsk eller opstemt eller direkte lalleglad. Efterklangs musik skifter udtryk efter de omgivelser, den præsenteres i, om det er til billeder af børn, der leger på en sommerdag, eller sne og slud, der falder på en kold vinternat. Den finder selv sin sindsstemning i selskab med lytteren.

Alle kan spille med
Den åbenhed leger Vincent Moon videre med i 'An Island'. Den franske instruktør lader sine billeder lege sammen med Efterklang. Han kommunikerer med gruppens musikalske udtryk, i stedet for at forsøge at definere bandmedlemmerne, sådan som en klassisk rockdokumentar ville gøre. Vi aner ikke en brik om hvordan gruppens medlemmer lever og taler, men vi forstår hvordan deres musik opstår. Alle kan spille med. Alle kan lege. Og når Efterklangs musik toner ud i slutningen af 'An Island' får man lyst til at ringe på hos sine naboer og hive fat i dem og deres børn og gribe den nærmeste tremmeseng og trompet og gå ned i parken for at lave musik sammen. Det kommer selvfølgelig aldrig til at lyde som Efterklang, men tanken og fantasien om at det kan lade sig gøre, er det smukkeste ved 'An Island'.